Kunstner og samfundsrevser

Maleren, grafikeren og billedhuggeren Poul Janus Ipsen er levende optaget af miljøspørgsmål og arbejder i øjeblikket på en udstilling, hvor forurening af naturen og dyrenes mulighed for at overleve er krumtappen. I dag fylder han 75 år

Poul Janus Ipsen er bosat på Bogø, hvorfra han maler sine oftest samfundskommenterende billeder - og sejler og fisker.
Poul Janus Ipsen er bosat på Bogø, hvorfra han maler sine oftest samfundskommenterende billeder - og sejler og fisker. Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/Polfoto.

Poul Janus Ipsen er som kunstner helt sin egen. Siden han i 1962 debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling og samme år gjorde sin entré på Kunstnernes Efterårsudstilling, har han skabt værker, der har rod i en særlig samfundskritisk tænkning.

Sådan er det stadigvæk. Den nu 75-årige maler, grafiker og billedhugger arbejder lige nu på en seperatudstilling til Galleriet i Ikast, hvor der er fernisering i september. Her udstiller han nye malerier og bronzeskulpturer, hvor fællesnævneren er menneskers forurening af naturen og dyrenes svære muligheder for at overleve. Dertil kommer billeder, der ironiserer over danskhed og blandt andet sparker til en fremmedfjendskhed, som Poul Janus Ipsen har det meget svært med.

Poul Janus Ipsen er uddannet reklametegner og er som kunstner autodidakt. Hans malerier var i starten ekspressionistiske, men i 1970erne vendte han sig mod en malerisk konstruktion af et symbolsk-surrealistisk univers. Typisk lader han komplekse rum befolke af skygger, silhuetter og menneskeskroppe uden bestemt identitet, og der antydes eksistentiel splittelse og opløsning. Oftest handler det om liv og død, men også om kærlighed og poesi. Hans billeder er sjældent forsynet med facitlister, og han bryder sig ikke om løftede pegefingre og lader hellere folk selv tænke.

Omkring 1980 tog Poul Janus Ipsen til USA, hvor han arbejdede i næsten 20 år, først i New York og siden fra en gård langt ude på landet tæt på grænsen til Canada. Da han vendte hjem til fædrelandet, valgte han igen at slå sig ned langt fra alfarvej. Valget faldt på den fredelige Bogø mellem Sjælland og Falster, hvor nu også hans datter, svigersøn og eneste barnebarn er flyttet til. Øen har 1000 fastboende og noget nær det dobbelte om sommeren.

Befolkningssammensætningen på Bogø minder ifølge Poul Janus Ipsen om den, han mødte på landet i USA: mennesker, der har fået nok af karriereræs og stressende storbyliv. Den slags tilhører han også selv, og han nyder at bo blandt ligesindede.

For Poul Janus Ipsen er det samtidig et privilegium at være omgivet af vand. Han er en ivrig sejler og deltog tidligere i mange kapsejladser. For nogle år siden sejlede han sammen med gode venner sågar over Atlanten. Han nyder også at fiske og lægge åreruser ud og er i det hele taget tit at finde ved vandet.

Men tilbage til kunsten. Poul Janus Ipsens værker er blandt andet at finde på Statens Museum for Kunst i København, Kastrup­gaard­samlingen, Kulturministeriet og Udenrigsministeriet. Han har i årenes løb udstillet på en lang række danske og udenlandske kunstmuseer, blandt andre Grand Palais i Paris, Museum of Modern Art i Buenos Aires og Tel Aviv Museum of Art.

Poul Janus Ipsen er medlem af Grønningen og har gennem årene modtaget et stort antal legater.

washuus@k.dk