Kunstneren, der er svær at sætte en -isme på

Det kan se naivt og ofte muntert ud, men der er altid alvor bag den finsk-danske kunstner Seppo Mattinens billeder. Med til hans livsværk hører en altertavle i Frederikshavn og et gavlmaleri i København. I dag fylder han 90 år og er holdt op med at male

Seppo Mattinen med sit forlæg til gavlmaleriet på Nørrebrogade i København. – Privatfoto.
Seppo Mattinen med sit forlæg til gavlmaleriet på Nørrebrogade i København. – Privatfoto.

Det er blevet sagt om billedkunstneren Seppo Mattinen, at han lader sig inspirere af alt det, der springer i øjnene. Måske giver det derfor mening, at dagens 90-årsfødselar nu har lagt penslen fra sig. Han har mistet synet på sit højre øje, og dagligdagens mange indtryk fra bygninger, mennesker og hændelser står derfor ikke så skarpt, som de har gjort.

Heldigvis kan vi glæde os over, at Seppo Mattinen har et omfattende kunstnerisk værk bag sig. Inspireret af alt det, han mødte på sin vej.

Som forfatteren og vennen Jens Christian Grøndahl for 15 år siden skrev i et essay, der også er udkommet i bogform: ”Meget af det, der senere kommer til at optræde i hans malerier, begynder som tilfældigt forbipasserende indtryk på hans vej gennem byen.” Og: ”når indtryk uventet springer ud af byens foranderlige collage af former, rum og ansigter for at påkalde sig hans opmærksomhed.”

Mattinens vel nok mest kendte værk forestiller en cyklende kvinde, og med sit volumiøse omfang og placeringen på en gavl på den trafikerede Nørrebrogade i København springer det i øjnene på de fleste forbipassende. Således er inspiration og værk forenet hos den dansk-finske kunstner.

Seppo Mattinen blev født i Helsinki, hvor han sammen med sin bror voksede op hos sin mor. I den finske hovedstad drev moderen en forretning med strømper og lingeri, og drengene hjalp til. Dog sendte moderen dem ud af butikken, når der kom damer for at se på undertøj. Dermed var et frø måske sået til hans senere interesse for at male damer.

I hvert fald har kvinder gennem hele hans karriere været et yndet motiv, og ofte er de på hans billeder udstyret med lækkert tøj, højhælede sko og blodrøde læber. Men det er ikke kun pænt, for hans billeder rummer næsten altid underfundige historier om menneskelivets jordbundne sandheder. Og selvom de kan se muntre ud, og mange i mangel af bedre udtryk har kaldt dem naivistiske, så er de ikke så uskyldige, som de i skyndingen kan give indtryk af. Det sensuelle er til stede, men Mattinen er også en kunstner, der maler holdninger ind i sine billeder.

”Når han maler et billede, mener han det dybt alvorligt,” som Lis Clausen siger. Hun er indehaver af Clausens Kunsthandel i København og mødte allerede i 1974 Seppo Mattinen, da hun var i lære hos sin far i den kendte kunsthandel, hvor Mattinen er i stald. Hun mener, det er forkert at karakterisere ham som naivist, og vil hellere kalde ham realist med sit helt eget perspektiv på kunsten.

De fleste er enige om, at det er svært at placere ham i kunsthistorien med en særlig -isme. I Frederikshavn, hvor Seppo Mattinen i forbindelse med Fladstrand Kirkes restaurering i 2008 malede en ny tredelt altertavle, har de taget konsekvensen deraf og kalder hans genre for Seppo-isme. Altertavlen forestiller fra venstre mod højre en begravelse, et bryllup og en fødsel og er hans bud på en livscyklus. Opgaven var hans første som kirkekunstner. Siden har han i 2016 malet et trefløjet billede til våbenhuset i Herstedøster Kirke ved København.

Han har talrige andre udsmykningsopgaver bag sig. Blandt dem er Rosengårdsskolen i Odense, Tandlægehøjskolen i København, Carlsberg Bryggerierne, og på Christiansborg hænger fire store billeder af ham med motiver fra Italien. Hans særlige teknik er at male mange lag ganske tynd maling oven på hinanden. Han er desuden kendt for at lave mange skitser, nogle så små som frimærker. Når han går i gang med pensler og lærred, har han således altid en klar komposition klar. I pauser mellem malerier har han, mest for sjov, lavet bittesmå skulpturer af eksempelvis brugte teposer, stykker af sæbe eller andre ting fra hans papirkurv.

Seppo Mattinen ville oprindelig være reklametegner og gjorde sin indledende studier på Kunstindustriskolen i sin fødeby. Der fik han imidlertid at vide, at han var både for langsom og for kunstnerisk, så han søgte i stedet ind på Sløjdforeningens Skole i Gøteborg.

I 1952 fik han mulighed for at opholde sig tre måneder i Paris, hvilket indgød ham mod på en kunstnerisk karriere, som førte ham ind på Kunstakademiet i København. Siden har han været knyttet til Danmark og har dansk statsborgerskab. I 1985 blev han tilsynsførende for Skandinavisk Forenings Kunstnerhus i Rom. Han fik både værksted og bolig i bydelen Trastevere og har indtil for få år siden mest opholdt sig i den italienske hovedstad. Nu bor han i Vanløse ved København og er, ikke uden vemod, i gang med at afhænde boligen i Rom.

Mattinen er gift med Cecilia Jakobsen, som er oversætter af italiensk litteratur. De to mødte hinanden for mere end 30 år siden i Rom, hvor hun var på studieophold. Han er far til to sønner fra et tidligere ægteskab, hvoraf den ene er gået bort.