Prøv avisen

Kvinden fra Holger Danske

Danmarks befrielsesdag den 4. maj 2013 i Mindelunden, hvor Lis Mellemgaard var hovedtaler. – Foto: Linda Kastrup/.

Lis Mellemgaard er en af de sidste nulevende kvinder, som deltog aktivt i modstandskampen under Anden Verdenskrig. I dag fylder kvinden, der skylder en halsbetændelse sit liv, 90 år

Det var nogle meget ondskabsfulde streptokokker, der endte med at redde modstandskvinden Lis Mellem-gaards liv.

Den dag i februar 1945, hvor resten af hendes modstandsgruppe, Skindergadegruppen i Holger Danske, blev anholdt og ført på Politigården af den tyske besættelsesmagt, lå Lis Mellemgaard tilfældigvis syg med halsbetændelse hjemme hos sin mor. Da det bankede på døren, var det medlemmet Georg Stougaards hustru, som med forfærdelse kunne overbringe beskeden om kammeraternes skæbne. Netop som Lis var kommet ud af sengen, sendte en besvimelse hende i gulvet. En måned senere blev syv af de arresterede henrettet i Ryvangen, hvor Mindelunden i dag ligger.

Historien om den februardag, få måneder før Danmark igen var frit, er blevet fortalt igen og igen af modstandskvinden Lis Mellemgaard, som i dag fylder 90 år. Men det bliver den hverken ringere eller mindre betydningsfuld af.

LÆS OGSÅ: Teologisk faglighed skal tages alvorligt

Lis Mellemgaard kom med egne ord sidelæns ind i modstandsbevægelsen. I gymnasietiden på Christianshavns Gymnasium var hun aktiv i den grundtvigiansk inspirerede bevægelse Dansk Samling og blev herfra hvirvlet ind i Holger Danske-gruppens aktiviteter via en kæreste. Allerede som 19-årig deltog hun aktivt i gruppens illegale aktiviteter, lærte at spotte en stikker i sporvognene og at skyde med pistol. En urmagerforretning i Skindergade i det indre København var hjemsted for modstandsgruppen, og i starten bestod hendes arbejde mest i at udbringe illegale bøger og blade. Bladene blev transporteret i en hatteæske, som hun havde fra sit dækarbejde som hattesyerske. Senere gemte hun våben og hjalp med at finde de for modstandsfolkene livsfarlige stikkere. Hun deltog i deciderede røverier for at skaffe de nødvendige rationeringsmærker. Og hun holdt vagt ved de meget omtalte sabotage-aktioner mod General Motors og i Frihavnen. Hun var også med ved aktioner mod Politigården, som tyskerne havde besat, og hvorfra modstandsfolkene smuglede våben ud.

Lis Mellemgaards snarrådighed reddede hende fra arrestation, da tyskerne på et tidspunkt havde opsporet hende og en kammerat. Men ved at spille kærestepar, vifte med en DNSAP-sangbog og synge nogle strofer fra en nazistisk sang fik de overbevist de tyske soldater om, at de havde fat i de forkerte.

Kvindernes rolle i modstandskampen blev ikke anerkendt på lige fod med mændenes i sam- og efterkrigstiden, og i mange år talte Lis Mellemgaard ikke om sine oplevelser. Hun uddannede sig til øjenlæge, havde en praksis i Hillerød og stiftede familie. Hun har desuden uddannet sig i Nærorientens oldtidskulturer ved Københavns Universitet og skrevet et par børnebøger.

Pligten til at kæmpe for, hvad hun finder rigtigt, har Lis Mellemgaard dog altid haft med sig. I 1998 skrev hun erindringsbogen Pige i modstandskampen for at imødegå de historikere, som hun mente bagatelliserede frihedskæmpernes indsats.

Sidste år gik hun ind i debatten om det nye Frihedsmuseum, som hun mener skal fastholde sit fokus på modstandskampen og ikke brede sig ud over en masse andre Anden Verdenskrigs-relaterede emner. Og det er hendes fortjeneste, at der nu hænger en mindeplade ved det hus i Skindergade, hvor hendes kammerater blev anholdt under krigen.

Lis Mellemgaard bor i dag i Virum nord for København. I et interview med Kristeligt Dagblad fra i sommer beskriver hun sin pligtfølelse til fortsat at markere modstandskampen således:

Ja, det kommer måske til at lyde så højtideligt, men jeg har gjort noget for, at vi kunne leve i frihed. Så må man jo mene, at man har opnået noget. Og kæmpe for at holde fast i de ting, vi lærte af Besættelsen.