Prøv avisen

Lænke-formand fylder 50 år

Kenneth Flex’ indsats de seneste fem år har i høj grad gjort Lænke-ambulatorierne klar til tidens udfordringer. – Privatfoto. Foto: Lennart Søgård-Høyer www.unltd.dk

Kenneth Flex kom ind i Fonden Lænke-ambulatoriernes bestyrelse i 2007, blev siden næstformand og i 2011 formand

Som formand for Danmarks største selvejende alkoholbehandlingsorganisation, Fonden Lænke-ambulatorierne i Danmark, har Kenneth Flex haft stor fokus på at skabe et professionelt og moderne tilbud inden for alkohol- og stofbehandling.

Lænke-ambulatorierne er Danmarks største selvejende organisation inden for alkohol- og stofbehandling og har 50 års erfaring med højt specialiseret, gratis, anonym alkoholbehandling og -rådgivning.

LÆS OGSÅ:
Hun er Grønlands nye jernkvinde

Kenneth Flex har været en uundværlig drivkraft for den udvikling, Fonden Lænke-ambulatorierne i Danmark har gennemgået de seneste fem år.

Han har med sin viden og sit store engagement været med til at gøre Lænke-ambulatorierne klar til at håndtere de udfordringer, som den har stået over for.

Organisationen driver i dag 13 ambulatorier for ambulant alkoholbehandling, et pensionat for alkoholmisbrugere samt Stofrådgivningen for unge stofmisbrugere, hvor et professionelt team af kompetente læger, sygeplejersker og socialrådgivere altid står klar uden ventetid.

Fonden har gennemgået en stor positiv forandring, som ikke var sket uden Kenneth Flex visioner og retningsgivende kvaliteter. Derudover har han medvirket til at styrke og professionalisere organisationens bestyrelse. Han har dermed fremmet hele organisationens udvikling, så Lænke-ambulatorierne i dag er en stærk aktør på misbrugsbehandlingsområdet.

Gennem hele sin erhvervskarriere har Kenneth Flex haft fokus på at skabe optimale vilkår inden for social- og sundhedsområdet. Han har blandt andet en fortid som direktør for Social, Sundhed og Arbejdsmarked i henholdsvis Frederiksberg og Køge Kommune samt som vicedirektør i Social & Sundhed i Gentofte Kommune.

Derudover har Kenneth Flex en mangeårig erfaring fra konsulentbranchen og er i dag markedschef for den offentlige sektor i konsulentfirmaet A-2 a/s.

Kenneth Flex er far til to voksne sønner og gift med Annie, som han bor i Valby med.

Der bliver holdt reception fredag den 15. marts 2013 kl. 14-17 på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, hvor alle er velkomne.