Prøv avisen

Løgstrups medspiller

Rosemarie Løgstrup var gennem sit målrettede oversættelsesarbejde af ægtefællens forfatterskab i høj grad med til at gøre K.E. Løgstrups tanker kendte uden for landets grænser. -- Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Efter at have været forsvundet i fem måneder blev den 91-årige Rosemarie Løgstrup fundet i nærheden af sit hjem på Djursland

– Vi er jo alle sat her i en fantastisk broget verden – med natur og medmennesker – og da vi har fået evnen til at tænke, så er det simpelthen en naturlig opgave for mennesket at tænke over denne tilværelse, vi lever og får lov til at leve.

Ordene blev sagt af den 90-årige Rosemarie Løgstrup i et interview i Kristeligt Dagblad i anledning af hendes mand, K.E. Løgstrups 100-års dag sidste år. Ud af dem lyser ikke alene en grundfæstet glæde ved tilværelsen, som varede ved til det sidste, men de rummer også en forklaring på hendes enesteående rolle som teologen og filosoffen K.E. Løgstrups nærmeste medspiller og sparringspartner. Løgstrups enke nåede at holde sin 91-års fødselsdag, inden hun blev meldt savnet og blev anledning til en storstilet, men resultatløs, eftersøgning med helikopter og politihunde. Først efter fem måneder er hun nu så endelig fundet, ved en tilfældighed, i et krat i nærheden af sit hjem.

Rosemarie Løgstrup valgte efter Løgstrups død i 1981 at blive boende i det store stråtækte gulstenshus, parret byggede i bakkerne ved Hyllested på Djursland. Her var langt til naboerne, men Rosemarie kendte ikke til begrebet ensomhed. Hun befandt sig strålende i sit "grønne univers", som hun kaldte det, og gik dagligt timelange traveture i den omgivende vilde natur, som hun så som en indlysende bekræftelse på sin tro på "skaberguden".

Den tyskfødte Rosemarie Løgstrup – eller Rosalia Maria Pauly, som var hendes pigenavn – traf som ung den ni år ældre K.E. Løgstrup, der var rejst til Tyskland for at følge nogle af Martin Heideggers forelæsninger. De var begge optaget af eksistensfilosofien og knyttede forbindelse på en udflugt for de udenlandske studerende. K.E. Løgstrup inviterede Rosemarie på besøg hos sine forældre i København, i 1935 giftede de sig og blev præstepar i Sandager og Holevad Sogne på Vestfyn. Løgstrup kunne have fået ansættelse på Københavns Universitet, men fulgte hustruens ønske om at blive præst, da hun på det tidspunkt, fremfor universitetsmiljøet, hellere ville lære "almindelige danskere" at kende.

Alligevel var det med hendes billigelse, da K.E. Løgstrup i 1943 sagde ja til en stilling som professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.

– Knud var jo den fødte tænker, og jeg vidste, hvad det ville betyde for hans tænkning at blive en del af det nye miljø, forklarede hun. Det var det rigtige for ham på dette tidspunkt, så han kunne føre sin tænkning videre.

Selv blev Rosemarie Løgstrup en integreret del af denne tænkning. Hendes rolle strakte sig langt videre end til ægtefællens og som mor til parrets fem børn, døtrene Karen, Birte og Kirsten samt sønnerne Jørgen og Peter. "Hun blev den første kritiker på det, far lavede," forklarer Jørgen Løgstrup.

Sammen gennemdrøftede de temaer og tænkning, og denne samtale fortsatte på en måde efter Løgstrups død, hvor Rosemarie tog initiativ til nedsættelsen af en gruppe unge teologer, som hjalp hende med at ordne og udgive Løgstrups efterladte papirer. Dette arbejde har siden ført til oprettelsen af Løgstrup-arkivet på Aarhus Universitet.

Via hustruen fik K.E. Løgstrup tætte forbindelser til mange af de store tyske teologer. Det er samtidig i høj grad Rosemaries fortjeneste, at han er blevet kendt uden for landets grænser, takket være hendes livslange og målrettede arbejde med oversættelse af Løgstrups forfatterskab til tysk.

steens@kristeligt-dagblad.dk