Der gik nærmest et adrenalinsus igennem Christine Bødtcher-Hansens krop, da hun for 17 år siden så et jobopslag fra den danske forlæggerforening, i dag Danske Forlag. Interesseorganisationen søgte en jurist, og det lød som hendes ubetingede drømmejob.
”Jeg tænkte, at det måtte være verdens fedeste job at få lov at kombinere det at lave politisk arbejde i en lille organisation med at arbejde i en branche, der laver et produkt, som jeg er helt vild med,” forklarer hun fortsat begejstret om dengang, hun faldt over jobannoncen, der blev grundlaget for hendes nuværende karriere.
Christine Bødtcher-Hansen har altid elsket bøger. Som barn var hun en læsehest, der lod sig opsluge af bøgernes fantastiske fortællinger i timevis efter skole. Hun læste så meget, at hun nærmest formåede at læse sig igennem hele biblioteket på sin gamle skole. Efter endt studentereksamen overvejede Christine Bødtcher-Hansen at læse litteraturvidenskab, men af det, hun betegner som praktiske årsager, endte hun på jurastudiet. Otte år efter dimission og med en flerårig karriere som advokat med speciale i entreprise- og udbudsret bag sig, fandt hun jobannoncen, der gav adrenalin i kroppen. Hun havde ellers både søde og dygtige kolleger og en rigtig god arbejdsplads hos advokatfirmaet Viltoft, men hun manglede den faglige gnist, som tændtes af opslaget fra Forlæggerforeningen.
”Da jeg søgte stillingen og blev inviteret til samtale, kaldte den daværende direktør mig for lidt af en ’dark horse’ i bunken med ansøgninger, for jeg havde ikke rigtig nogen forudsætninger, ud over at jeg trods alt var jurist.”
Kombinationen af bognørderi og jura gjorde Christine Bødtcher-Hansen så ivrig, at hun brændte igennem til samtalen og landede jobbet. Først som juridisk konsulent, derefter kortvarigt som sekretariatschef og senest som direktør i Danske Forlag gennem nu 11 år.
Professionelt er Christine Bødtcher-Hansens vigtigste opgave at varetage de danske forlags interesser på bedst mulige vis, og privat er en af hendes væsentligste interesser stadigvæk at læse bøger.
”Jeg læser rigtig meget. Og jeg læser hver dag. Det er en integreret del af min hverdag at have et parallelunivers kørende i en bog.”
Christine Bødtcher-Hansens indre læsehest findes altså stadig, men med tiden er hun blevet mere kritisk i sit valg af litteratur.
Det er sket i takt med alderen og en øget livserfaring, som giver et andet grundlag for at læse fortællingerne. Hun gik for eksempel i mange år og troede, at Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” var hendes yndlingsbog, men så læste hun den på ny og opdagede, at hendes forhold til fortællingen havde ændret sig, og at der var andre bøger, hun nu holdt mere af.
Hun lægger heller ikke skjul på, at den kritiske tilgang til læsningen også har fået lettere vilkår i takt med digitaliseringen og e-bøgernes indtog.
”E-bøgerne gør det lettere at være kritisk. Hvis jeg har læst 100 sider af en bog, og jeg ikke rigtigt synes, at den har mig, så kan jeg godt finde på at opgive den. Tidligere var jeg mere trofast med at få den læst færdig,” fortæller hun om skiftet fra den fysiske bog til e-bogen på skærmen eller lydbogen i ørerne.
Christine Bødtcher-Hansen understreger, at hun tror på, at litteraturen bliver ved med at være relevant, og at tiden til fordybelse er en form for mental hygiejne i en dagligdag, hvor alting går hurtigt og er meget flygtigt.
Lige nu ser hun faktisk rigtig optimistisk på bøgernes fremtid og glæder sig over, at bogen – også den trykte form – står rigtig godt i mediebilledet. Og så ved hun, at en af de største udfordringer for bogbranchen ligger i at give og fastholde børn og unges læselyst og læsevaner. Derfor sidder Christine Bødtcher-Hansen blandt andet i bestyrelsen for non-profit organisationen Læs for Livet, der arbejder for, at udsatte børn og unge møder litteraturen, mens hun i privatsfæren selv er mor til to unge mænd, der skal holdes til ilden, hvad angår læsningen. For hun hæfter sig ved, at undersøgelser viser, at de læsevaner, vi får som børn, hænger ved resten af livet. I Christine Bødtcher-Hansens liv går der om ikke andet en næsten lige linje fra reolerne på folkeskolebiblioteket til toppen af den danske bogbranche.