Læser: Det er spændende at læse om dét i avisen, man ikke rigtig kender til

Kristeligt Dagblad har været i det meste af tidligere præst Inge Louise Søndergaard Vilholms liv

"Jeg husker stadig, at jeg i mine teenageår fandt det spændende at læse om de mange ting i avisen, jeg ikke rigtig kendte noget til. Og sådan har jeg det stadigvæk," fortæller denne trofaste Kristeligt Dagblad-læser. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
"Jeg husker stadig, at jeg i mine teenageår fandt det spændende at læse om de mange ting i avisen, jeg ikke rigtig kendte noget til. Og sådan har jeg det stadigvæk," fortæller denne trofaste Kristeligt Dagblad-læser. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix.

”Jeg er miljøskadet,” ler 76-årige Inge Louise Søndergaard Vilholm, når man spørger hende, hvorfor hun siden begyndelsen af 1990’erne har holdt Kristeligt Dagblad.

”Min far var præst, og jeg er vokset op på en præstegård, så avisen har faktisk fulgt mig gennem det meste af mit liv,” forklarer hun fra hjemmet i Sorø.

Selvom Inge Louise Søndergaard Vilholm i første omgang uddannede sig som skolelærer og i 20 år underviste folkeskoleelever i dansk, musik, engelsk og kristendomskundskab, medførte den livslange interesse for kirker og kristendom, at hun sidenhen studerede teologi og fik virke som sognepræst.

”Da jeg var folkeskolelærer, havde jeg ikke tid til at læse avisen hver dag, men jeg savnede den ofte. Tiden til at nørde med avisen tog jeg, efter jeg var blevet sognepræst,” siger hun og fortæller, at det som præst var vigtigt for hende at kunne drage paralleller mellem de bibelske tekster og det, der foregik i samfundet. Og selvom hun som 65-årig gik på pension, er interessen for teologi såvel som Kristeligt Dagblad langt fra forduftet.

”I dag står jeg ofte tidligt op for at lave morgente og sidde med avisen. Jeg husker stadig, at jeg i mine teenageår fandt det spændende at læse om de mange ting i avisen, jeg ikke rigtig kendte noget til. Og sådan har jeg det stadigvæk. Lige fra politiske forhold til sprogklummerne til portrætter af folk, der måske ikke er kendte mennesker, men som har lavet noget spændende i deres liv. Den er alsidig, og jeg får noget ud af det hver dag. Og så kan jeg specielt godt lide, at der er en god tone. Der er ikke nogen, der ikke taler ordentligt,” siger hun.