Prøv avisen
Portræt

Landsbymenneske med fællesskab som ledetråd

”Den lutherske kirke på Madagaskar er meget holistisk i sin tilgang og har et helhedsperspektiv, som jeg forsøger at have som en ledetråd for mit arbejde i kirken i Danmark,” siger Sophie Nordentoft. Foto: Henning Bagger

Sophie Nordentoft oplevede som barn, hvordan fællesskabet i et landsbysamfund kan bære mennesker i sorg. Nu er hun medforfatter til en bog, der skal være en følgesvend for sørgende

Som barn var Sophie Nordentoft ofte med sin far på husbesøg hos mennesker, der var syge eller sørgede. Faderen var sognepræst i Naur Sir ved Holstebro og blev senere lektor på Præstehøjskolen i Løgumkloster, og for Sophie Nordentoft var landsbyfællesskabet og kirkens rolle heri en konkret erfaring, som hun tog med sig, og som stadig er central for hende - ikke kun i hendes virke i Hals og Hou i Aalborg Nordre Provsti, hvor hun har været sognepræst siden 2006, men også i hendes nyeste funktion fra den 1. januar i år som stiftspræst for Kirken på landet og i hendes egenskab af redaktør af en ny bog til sørgende.

Bogen, som udkommer i dag, har titlen ”Når livet går i sort - 52 læsninger i et sørgeår” og det er Sophie Nordentoft og sognepræst Lone Vesterdal, der har samlet og redigeret de i alt 52 tekster, hvoraf de to redaktører selv har skrevet fem, mens 47 journalister, præster, forfattere og litterater har bidraget med en tekst hver.

”Som præst på landet oplever jeg, at der er en god kultur omkring sorg. Man går på besøg, når en nabo eller bekendt har mistet, og folk møder talstærkt op til begravelserne. Det er et eksempel på det fællesskab, som jeg ser som en af de vigtigste opgaver for folkekirken at skabe. Vores bog er et forsøg på at åbne det fællesskab for endnu flere. For i sorgen har vi ekstra stort behov for at være et sted, hvor vi kan være sårbare og uperfekte sammen med andre,” siger Sophie Nordentoft.

Siden barndommen, hvor teologi og sjælesorg var en naturlig del af hverdagen, har Sophie Nordentoft vidst, at hun ville læse teologi, og hun har aldrig fortrudt, at hun som ung - ”efter et kort oprør, hvor jeg troede, at jeg skulle noget helt andet” - begyndte at studere teologi og blev cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1992.

Samme år blev hun ansat som sognepræst i et landpastorat i Salling i Viborg Stift og sygehuspræst ved Skive Sygehus. Så sjælesorgen var en naturlig og stor del af Sophie Nordentofts virke, som hun har udbygget teoretisk med en tværfaglig master i sjælesorg ved Københavns Universitet fra 2013-2015.

Her mødte hun Lone Vesterdal, og de fandt hurtigt ud af, at de begge så et behov for et materiale til pårørende, som havde teologien og fællesskabet i centrum i stedet for en mere individualistisk orienteret psykologisk tilgang. Det lagde kimen til den bog, der udkommer i dag, og som Sophie Nordentoft håber, vil blive brugt i de folkekirkelige sorggrupper og åbne manges øjne for det livgivende aspekt i sorgen.

”Sorgen rummer i kristent lys et håb, fordi den åbner synet for relationernes betydning, og sorgen peger også på det guddommelige, som er med til at åbne os for nye relationer,” siger hun.

At skærpe blikket for relationerne og fællesskabet som bærende - også i de små lokalsamfund på landet - er et af Sophie Nordentofts hjertebørn. Sit eget blik for netop det fik hun skærpet under et syv år langt ophold på Madagaskar nær Afrika, hvor hun var udsendt for Danmission sammen med sin mand og deres dengang tre døtre for at arbejde med kirkeopbygning i den lutherske kirke.

”Den lutherske kirke på Madagaskar er meget holistisk i sin tilgang og har et helhedsperspektiv, som jeg forsøger at have som en ledetråd for mit arbejde i kirken i Danmark,” siger hun.

Engagementet i Madagaskar har Sophie Nordentoft fortsat ved sammen med en veninde at etablere en socialøkonomisk virksomhed MadamGræskar, der importerer kurvevarer og tekstiler fra Madagaskar, som de to kvinder selv rejser ud for at købe.

”Madagaskar er jo også udkant, ligesom man siger om landsognene i Danmark. Jeg er nok et udkants- og landsbymenneske, som finder stor ro i naturen her ved Limfjordens munding, hvor jeg også oplever, at fællesskabet stadig er stærkt.”