Beskriv en scene fra din barndom
Sammen med min legekammerat Søren havde jeg taget et bræt med ud i haven, så vi kunne lege med vores biler på græsplænen. Vi boede i et dejligt hus i Kastrup, mine forældre, min storesøster og mig, og pludselig ser jeg så min mor komme løbende ud imod os, mens hun råber: ”Far er død, far er død!”. Jeg var kun seks år gammel, så jeg forstod simpelthen ikke, hvad hun sagde. Så løb hun ind i huset igen. Kort efter løftede Søren så hovedet og sagde: ”Ha, ha – det har du rigtig godt af.” Han forstod det åbenbart heller ikke, og så legede vi videre.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Selvom jeg ikke forstod det dengang, så var min fars død en katastrofe for os. Det bliver mere og mere tydeligt for mig, jo ældre jeg bliver, at verden ganske enkelt havde set anderledes ud, hvis han ikke var død så tidligt. For det første var det en kæmpe sorg for min mor. Og min søster, som dengang var 12 år, kom sig aldrig helt over tabet. Hun bar på en tabsfølelse resten af sit liv. Vores økonomi brasede også helt sammen. Så min mor måtte derfor sende min søster og mig på kostskole, mens hun selv rejste rundt i Skandinavien som cabaretsanger for at tjene penge.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Askov Højskole. Jeg var 17 år og var som en af de yngste på holdet kommet ind på dispensation, fordi min mor havde kontaktet forstanderen Knud Hansen og beklaget sig over sin uvidende søn. For eksempel at jeg ikke havde styr på Europas geografi, og hun var ked af, at jeg næppe ville komme på gymnasiet. Hendes drøm var, at jeg skulle være advokat eller noget i den retning. Så jeg kom ind på Askov, og det var et vidunderligt sted at være. Jeg elskede den tid og fik mange livslange venskaber, blandt andet med Jens Nauntofte (forfatter og journalist, død i 2017, red.), og det var også på højskolen, jeg mødte min første kone, som senere blev mor til mine to døtre.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg ser nok mest min far. PH (Poul Henningsen, 1894-1967, red.) skrev i sin nekrolog over min far, at han ”havde en slentrende gang på jorden”. Det kan jeg godt genkende. Min mor var en fremragende kulturpersonlighed, og hun kendte et utal af kunstnere, digtere, musikere og skuespillere fra nær og fjern, så der var ofte fyldt med liv i vores hjem. Mor var sjov, dygtig og virkelig god til at synge, men som skuespiller slog hun aldrig igennem. Som hun sagde: ”Jeg er for lille og ser mærkelig ud.” Og som mor var hun ikke specielt nærværende. Hun kæmpede hårdt for at overleve og var tit væk om aftenen eller bortrejst.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Lad være! Men hvis man er bidt af at lave teater eller anden showbusiness, så er der ikke noget, der kan stoppe en. Min datter er jo et godt eksempel (dramatiker Line Knutzon, red.), og jeg har også et par børnebørn, der er kommet ind i branchen. Men den er kun sjov at være i, hvis man har noget at lave. Jeg har været heldig at være aktiv i en periode, hvor der var penge i og interesse for kulturlivet. I dag er mange teatre derimod lukkede, ædt op af fjernsynet. Fjernsynet er for mig at se den største ulykke for kulturlivet og menneskeheden. Så er det sagt!
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg har altid været glad for musik, især jazz. Og jeg spiller både klaver, kontrabas, guitar, klarinet og banjo uden at være særlig god til noget af det. Tænk, hvis jeg havde lært at spille virkelig godt på klaver, så kunne jeg måske være gået den vej og i dag være en verdensberømt jazzmusiker. Uden musik ville verden gå under.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Synes næsten ikke, jeg bestiller andet. Men hvis jeg skal nævne et eksempel på, at modet har sendt mig på afveje, så var der perioden fra 1993 til 1995, hvor jeg var direktør for ABC Teatret på Frederiksberg. Jeg blev opfordret til at søge stillingen, der var blevet ledig efter Helle Virkner. Det viste sig, at bygningerne var ved at rådne op, og der var rotter i kælderen. Vores første opsætning blev også en kæmpe fiasko, så det var alt i alt en meget ubehagelig oplevelse.
Hvad tror du på?
Jeg kommer fra et ikke-religiøst hjem, så jeg tror ikke rigtig på noget. Med tiden har jeg efterhånden været til en del begravelser, hvor der jo er god tid til at bladre i salmebogen, og så opdager man jo, at mange af de salmer er fantastiske. Men religiøs bliver jeg aldrig. Hvis jeg endelig skal pege på noget, jeg opfatter som guddommeligt, er det tiden. Eller sagt på en anden måde: ”Tiden er den måde, naturen har sørget for, at ikke alting sker på én gang.”
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Jeg er blevet oldefar. Mit barnebarn Frida og hendes mand har fået den skønneste unge, som skal hedde Monty. Vi skal til stor navngivningsfest på søndag, og det glæder jeg mig til. Det er jo kun to dage efter min fødselsdag, og på den måde passer det mig også helt fint, for så springer vi lige markeringen af min egen fødselsdag over.