Lederen af Kirkens Korshær rykker op og ned på samme tid

Når Morten Aagaard i dag stopper som leder af Kirkens Korshær i Aarhus og begynder som korshærspræst, rykker han en etage op i organisationens nyistandsatte hus, men skal bruge mere tid på samfundets bund

”Morten Aagaard har en selvtillid på størrelse med en større midtjysk købstad, og den har smittet af på hele huset. Før var vi ved at drukne, nu synes vi næsten, at vi kan gå på vandet,” siger Ole Thvilum fra Kirkens Korshær, Aarhus. -
”Morten Aagaard har en selvtillid på størrelse med en større midtjysk købstad, og den har smittet af på hele huset. Før var vi ved at drukne, nu synes vi næsten, at vi kan gå på vandet,” siger Ole Thvilum fra Kirkens Korshær, Aarhus. - . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Da Morten Aagaard tiltrådte som leder af Kirkens Korshær i Aarhus for tre år siden, var organisationen i økonomisk krise. Så blandt medarbejdere og frivillige var der store forhåbninger til, at den teologuddannede leder, der kom fra en stilling som direktør for tre Lego-fonde, havde nogle guldrandede idéer med sig.

Samtidig var der blandt nogle en vis skepsis over for, om en mand med erfaring fra de bonede gulve, kunne begå sig i et hus, hvis brugere er samfundets mest udsatte. Alle var imidlertid enige om, at der var brug for forandring. Og forandring fik de med den teologuddannede Morten Aagaard i huset, fortæller Ole Thvilum, leder af økonomi, personale og bygninger i Kirkens Korshær i Aarhus.

”Vi havde hul i taget og hul i kassen. Det regnede ind foroven og fossede ud forneden. Så der var brug for en redningsmand, og det fik vi. Morten er en entreprenør, der er utålmodig på en god måde. Lynhurtigt blev vi præsenteret for hans slagord om, at stilstand er tilbagegang,” siger han.

Ole Thvilum erkender, at det for nogle af organisationens medarbejdere var en meget voldsom forandring, og det resulterede i både fyringer og opsigelser. Men de fleste blev og kan bryste sig af at være en del af en forandringsproces, der med Morten Aagaards ord ikke har ændret ved organisationens dna, der består af de kristne værdier, som bærer det daglige sociale arbejde.

I Morten Aagaards tre år som leder har organisationen blandt andet åbnet værested for grønlændere, indrettet stofindtagelsesrum og etableret diakonale samarbejdsprojekter med lokale folkekirker. Netop det var et af Aagaards erklærede mål, og det har han stadig for øje, når han fra i dag er korshærspræst.

”Mit mål er, at alle folkekirker i Aarhus Stift om fire år har tre diakonale projekter, som er finansieret, dokumenteret og implementeret,” siger Morten Aagaard og afslører dermed, at han stadig kan den jargon, han havde med sig fra sin tid som direktør i Lego-fondene.

Med sig havde han også et syn på beskæftigelse, som har sat sit præg på husets tilbud.

”Vi tvinger ikke vores brugere til noget, men giver dem lokkemad i form af meningsfulde aktiviteter. Vi tænker kapitalistisk på den måde, at det, brugerne laver, skal have værdi for andre end dem selv. Det er bedre at slibe et bord og sælge det for 1000 kroner end at male et maleri for den terapeutiske effekts skyld alene,” siger han.

Han har lige fra sin studietid på teologi været optaget af, hvordan den kristne tro kan omsættes i handling - og af formidling og ledelse. Efter sin kandidateksamen var han lærer på Rønde Højskole i fire år, inden han som blot 31-årig i 1993 blev direktør i Bibelskabet. Her så han det som sin opgave - med afsæt i den nye bibeloversættelse fra 1992 - at samle forskellige kirkelige retninger om at øge kendskabet til Bibelen. Siden var han som bestyrelsesformand i Danmarks Kirkelige Mediecenter med til at søsætte projektet ”Sigurd fortæller bibelhistorier”.

Arbejdet med at formidle til børn og unge fortsatte han som direktør for Lego-fondene, hvor han delte penge ud til kirkelige, kulturelle og humanitære formål, blandt andet i form af kampagner, der opfordrede danske børn til at tegne, gå og gøre gode gerninger, og Lego-fondene betalte pr. kilometer tegning og næstekærlig handling med donationer til Danmarks Indsamling.

Teologi og iværksætterånd har han med fra sine forældre, den nu afdøde stifter af Dialogcentret, Johannes Aagaard, og Danmarks første kvindelige doktor i teologi, Anna Marie Aagaard.

”Min mor har sagt, at når jeg begynder som præst på fuld tid, skal jeg læse nogle flere teologiske bøger. Det har hun ret i. Der er noget forkyndelsesarbejde, jeg skal lære, og jeg skal dæmpe ledergenet. Jeg glæder mig for eksempel til at have min første kravlegudstjeneste,” siger Morten Aagaard.

Helt uden erfaring som forkynder er han dog ikke. Siden sin tid i Bibelselskabet har han fungeret som ulønnet hjælpepræst, først i Christianskirken i Lyngby, siden i Frederikskirken i Højbjerg, hvor han bor med sin hustru, der er tandlæge, og parrets ene hjemmeboende datter. Den ældste datter bor i København.

Med det nye job som korshærspræst, der omfatter 25 procents sognearbejde i Sct. Pauls Kirke, følger en embedsbolig centralt i Aarhus. Så Morten Aagaard og familien er i gang med at pakke flyttekasserne.

Hos Kirkens Korshær flytter han kun en etage op, når han med egne ord bliver ”forfremmet til kors-hærspræst” og skal forkynde evangeliet både for brugere, frivillige og ansatte. ”Dem, der tvivlede på, at Morten kunne begå sig blandt brugerne, er ikke længere i tvivl. Han er sig selv og taler med dem på en fuldstændig naturlig og ligeværdig måde,” siger Ole Thvilum.

Morten Aagaard indsættes i sin nye stilling ved en gudstjeneste i Sct. Pauls Kirke den 17. februar.