Lene Kaaberbøl - en hund efter eventyr

Lene Kaaberbøl tilhører en lille eksklusiv flok af danske forfattere, hvis bogsalg kan gøres op i millioner. I dag fylder den storsælgende fantasy- og krimiforfatter 50 år

I Beder syd for Århus har Lene Kaaberbøl fundet sit fristed. --
I Beder syd for Århus har Lene Kaaberbøl fundet sit fristed. --. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Hun er dronningen af fantasy og eventyr i Danmark, og lige nu er Lene Kaaberbøl tilbage, hvor det hele begyndte, og skriver på børne- og ungdomsromanen "Vildheks". Den udkommer til september og er planlagt til at være den første i en serie på mindst fire. Samtidig rejser hun rundt i verden sammen med forfatterkollegaen Agnete Friis for at promovere deres fælles voksen-krimiserie, der foreløbig tæller "Drengen i kufferten" og "Et stille umærkeligt drab", og som indtil videre er solgt til syv lande. Sådan har Lene Kaaberbøls liv været i mange år – en vekselvirkning mellem det meget indadvendte og det meget udadvendte.

Men meningen med hendes liv er først og fremmest at skrive, og derfor omplantede Lene Kaaberbøl i 2007 sig selv fra en villa i Charlottenlund, og før det en mondæn lejlighed på Holmen i København, til sin barndoms skov i nærheden af Beder syd for Århus. Her bor hun sammen med sine seks hunde i en gammel vandmøllebolig og nyder i den grad naturen og den ro, hun har fundet, til at koncentrere sig om det, der er vigtigst for hende.

Flytningen har, vurderer hun, øget hendes produktivitet med 50 procent. I København gik mere og mere af hendes tid med udadvendte aktiviteter, og hun savnede fordybelsen. Blandt andet derfor har hun også for nylig trukket sig ud af forlaget Phabel, som hun var kreativ direktør for.

– Jeg har fundet et sted, hvor jeg kan trives med min kreativitet. Det starter, i det øjeblik jeg står op og kan mærke vejret og årstiderne. Jeg åbner døren og slipper hundene ud og behøver dybest set ikke at tage tøj på, men kan vælte direkte ind til computeren, fortalte Lene Kaaberbøl i et interview med Kristeligt Dagblad sidste år.

Det er også her i skoven, langt fra alfarvej, at Lene Kaarberbøl i dag fejrer sin 50-års fødselsdag sammen med de nærmeste.

Forlaget Phabel stod blandt andet bag Lene Kaaberbøls fantasy-udgivelse "Sirene", der er noget så usædvanligt som en bog med indlagt lyd. Læserne kan sætte deres høretelefoner direkte ind i bogens omslag og høre sangeren Aura, mens de læser sig igennem historien. Et projekt der er typisk for Lene Kaaberbøl, der hele tiden forsøger at forny og forbedre sit store forfatterskab.

Lene Kaaberbøl voksede op syd for Århus, kun et langt stenkast fra, hvor hun bor nu. Her var hun en rigtig "hestepige", der havde det bedst, når hun færdedes i naturen eller sad ved sit skrivebord og fandt på historier. Hun uddannede sig i engelsk og dramaturgi på Aarhus Universitet og arbejdede en årrække som gymnasielærer, men havde hele tiden forfatterskabet som en stadig mere tidskrævende hobby.

Allerede som 15-årig debuterede hun med "Tina og hestene", og siden har hun udgivet mere end 35 bøger, især børne- og ungdomsbøger. Sit helt store gennembrud fik hun i 2000-2003 med "Skammerens datter" og tre øvrige bøger i skammer-serien. De fire bøger har medvirket til, at Lene Kaaberbøl forlængst har solgt over to millioner bøger på verdensplan, og ligesom Harry Potters "mor", J.K. Rowling, har Lene Kaaberbøl fået masser af børn og unge til at læse bøger.

washuus@kristeligt-dagblad.dk