Prøv avisen
Portræt

Lidelsens gåde er hendes livsspørgsmål

Lone Vesterdal, der er redaktør af ny bog om sorg, synes, at der mangler noget teologisk, opbyggeligt materiale til pårørende i folkekirken. Foto: Palle Peter Skov

Hvordan kan Gud være kærlig og mægtig og samtidig lade mennesker lide? Sognepræst Lone Vesterdal, der er aktuel med sorgudgivelse, vil ikke løse gåden, men give sørgende et fællesskab at spejle sig i

I en vestjysk landsby forsvinder den niårige Katrine. Hun har været til minikonfirmandundervisning, og den unge præst, Julie, er den sidste, der har set Katrine. Sådan indledes handlingen i Anette Broberg Knudsens kriminalroman ”Begrundet mistanke” om sognepræsten Julie Hashøj og opklaringsarbejdet i forbindelse med den niårige Katrines forsvinden.

Ved søndagens gudstjeneste prædiker Julie over Guds kærlighed, men bliver afbrudt af Katrines mor, der råber: ”Det er jo løgn, Julie! Der er ingen, der ved, hvor min lille pige er! Heller ikke ham deroppe, for så gjorde han vel noget!”.

Den hjerteskærende scene i kirken indgår i en af de tekster, sognepræst, cand.theol. og cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og fransk Lone Vesterdal, har bidraget med til bogen ”Når livet går i sort - 52 læsninger i et sørgeår” som udkommer i dag. Bogen er redigeret af Lone Vesterdal, sognepræst i Bramdrup ved Kolding, og Sophie Nordentoft, sognepræst i Hals og Hou, Aalborg Nordre Provsti.

Den indeholder 52 tekster, en til hver uge i et år, og er tænkt som en følgesvend i sørgeåret, et gammelt begreb, som de to redaktører gerne vil genintroducere, ikke mindst i de mange sorggrupper i folkekirkeligt regi.

”Vi har begge længe syntes, at der mangler noget teologisk, opbyggeligt materiale til pårørende i folkekirken. Vi forærer bibeler til dåbsbørn, salmebøger til konfirmander og bibeler til brudepar. De pårørende er vi ikke opmærksomme på i samme grad, selvom de faktisk er den største kontaktgruppe, vi har i kirken,” siger Lone Vesterdal.

Hun ser det som en oplagt opgave for kirken at skabe et fællesskab, som de sørgende kan spejle sig i og finde trøst og håb i, ikke mindst i en tid, hvor sorgen ofte opfattes som en individuel proces, som ikke bør vare for længe.

”Verdenssundhedsorganisationen WHO vil efter al sandsynlighed optage 'forlænget sorgreaktion' i sin diagnosemanual, så mennesker, der stadig sørger dybt et halvt år efter for eksempel en ægtefælles død, kan få denne diagnose. Men ved at gøre sorg til en diagnose overser vi, at sorgen er et fælles anliggende. Med vores bog vil vi pege på, at kristendommen kan give håb i sorgen,” siger Lone Vesterdal.

Teologien kan og skal med andre ord kunne rumme den vrede og tvivl, som Katrines mor i romanen ”Begrundet mistanke” råber ud under gudstjenesten. Og det kan den, har Lone Vesterdal erfaret. Som barn i et kirkeligt hjem voksede hun op med en tro på Gud, som aldrig har forladt hende. Men allerede som lille grublede hun over, hvordan Gud kunne være kærlig og mægtig, når han lod mennesker lide. Som ung studerede hun teologi tre år uden at ”få hul ind til det, som var relevant for det store spørgsmål, jeg tumlede med”. Studier i fransk og litteratur førte hende via et kursus med professor Erik A. Nielsen om salmelitteratur tilbage til teologistudiet, som hun afsluttede i 2003.

I mellemtiden var spørgsmålet blevet ekstra aktuelt for hende, da hendes mand døde af en hjernetumor, og hun blev alene med fire børn på et, tre, fem og syv år. Sorgprocessen, hvor hun fandt trøst i salmebogens tekster, dannede grundlag for bogen ”Nedenom og hjem - perspektiver på tab og tro”, der udkom i 2014.

”Den dobbelthed - at vi lider, selvom Gud er kærlig og mægtig, og at han samtidig er med os og skaber nyt håb midt i mørket - er den gåde, jeg lever med og gerne vil åbne for et fællesskab omkring,” siger hun.

Hun håber, at bogen vil give sørgende en oplevelse af at være i fællesskab med de 47 skribenter og to redaktører, som mødte hinanden, da de tog en masteruddannelse i sjælesorg.

”Når man har mistet, er det et tab af relation, og det er en mærkelig idé, at det skal repareres i ensomhed. Det er min erfaring, at det er i venskaber og samvær, at Gud skaber nyt håb, som vi ikke kunne forestille os.”