Lidenskabelig litteraturhistoriker med hang til humor

Selvom det nu er 10 år siden, at Hans Hertel gik på pension som litteraturprofessor, skriver og læser han stadig på livet løs. I dag fylder han 80 år

Hans Hertel ses her hjemme ved sine mange bogreoler. –
Hans Hertel ses her hjemme ved sine mange bogreoler. – . Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Som pensioneret litteraturprofessor har Hans Hertel flere gange vittigt refereret til satirebladet Blæksprutten, der allerede i 1930’erne skrev, at nutidens studenter skam kan det samme som før – det er bare fordelt på flere!

Sådan kan det også virke i dag. Men ifølge den lune litteraturhistoriker ligger problemet ikke i, at gennemsnitsintelligensen i mellemtiden er faldet, men at universitetskulturen har ændret sig på godt og ondt. Da Hans Hertel begyndte at undervise på Københavns Universitet i 1967, rejste de 50 fremmødte studerende sig op.

Dengang – få måneder før ungdomsoprøret – var forholdene ”pinligt” patriarkalske og autoritære. Så kom årene med munkemarxisme, inden tidsånden blæste mod vore dages markedsøkonomiske tænkning. Men hele vejen har Hans Hertel været bidt af bøger og deres betydning for vores historie og samfund.

I 1980 blev han ovenikøbet landets første professor i litteraturso-ciologi, og han er respekteret overalt i det litterære landskab herhjemme for sit altid levende forsvar for frisind – og for sine angreb mod historieløshed, ligesom han stadig er en afholdt foredragsholder, forfatter og litteraturkritiker på dagbladet Politiken med en sikker smag, der skærer sig gennem skiftende tiders nybrud i litteraturen.

Det vidner hans bogreoler efter sigende også om derhjemme i lejligheden ved Kongens Have i København, hvor man skulle kunne finde alt fra Holberg til Helle Helle. Hertel holder sig også stadig orienteret om den nye litteratur, selvom han brænder for, at de studerende ikke bliver så nærsynede, at de kun vil læse samtidslitteratur. Efter i mange år at have stået udenfor Folkekirken meldte han sig i en moden alder ind igen, og lægger stor vægt på både salmer og præstens rolle. Her i avisen har han tidligere udtalt sig særligt om Grundtvigs begravelsessalme "At sige verden ret farvel":

"Det er en vidunderlig salme, og jeg har haft stærke oplevelser med den. Det siger mig meget: "At du stol har sat til mig i dine lyse sale". Det er så visuelt, at man kan se det for sig. For mig er det udtryk for åndeligt fællesskab. Og så har det for mig været en stor oplevelse af finde den rigtige præst. Det har åbnet min vej til kirken og til mit hjerte".

Hertel har skrevet og redigeret en lang række fagbøger, der også viser tilbage i historien – blandt andet som chefredaktør på Gyldendals ”Verdens litteraturhistorie” bind 1-7, mens hans eget hovedværk er biografien om PH, eller Poul Henningsen, som han også har besunget i mange andre sammenhænge.

Selv gik han op til magisterkonferens i 1965 hos dansk litteraturs ”grand old man”, professor Paul V. Rubow.

”Jeg er lykkelig for at have haft Paul V. Rubow, der holdt op i 1966, som lærer. Han stillede enorme krav, som ikke var til at leve op til. Han var meget lærd og sagde i en rusforelæsning, at litteraturstuderende som en selvfølge skulle kunne læse engelsk, tysk og fransk flydende, spansk og italiensk var det praktisk at kunne, men med hensyn til latin og græsk, ville han ikke forlange græsk perfekt,” har Hans Hertel tidligere fortalt her i Kristeligt Dagblad.

I 1972 søgte Hans Hertel over på institut for nordisk filologi, nu institut for nordiske studier og sprogvidenskab, hvor ”der var højere til loftet og længere ud til væggene”, men han beklager de senere års udvikling, hvor universiteterne er blevet underlagt mere bureaukrati. Og det er en kæphest for ham, at man ikke mister fornemmelsen for (litteratur-)historien i jagten på at skabe kandidater, der kan klare sig på arbejdsmarkedet.

Selv har han dog også brugt sine talenter uden for universitetsverdenen og blandt andet skrevet for Aktuelt, Information og Politiken som kritiker, ligesom han har siddet i en række bestyrelser. Hans Hertel har blandt andet modtaget Georg Brandes-prisen, Søren Gyldendal Prisen og Publicistprisen. I 1961 blev han gift med Lisbeth Westergaard.