Lisbet Dahl: Jeg er synsk og lever efter min intuition

Skuespilleren Lisbet Dahl blev opdraget meget anderledes end kammeraterne, for hendes mor var ikke helt almindelig. Det er hun heller ikke selv, mener hun. I dag fylder hun 75 år og svarer i den anledning på en række spørgsmål om livet

”Jeg har lært af min mor at tro på Gud, så det bliver jeg ved med,” siger skuespiller Lisbet Dahl. Hendes råd til andre med stjernedrømme er, at man kun skal blive skuespiller, hvis man absolut ikke kan lade være. – Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.
”Jeg har lært af min mor at tro på Gud, så det bliver jeg ved med,” siger skuespiller Lisbet Dahl. Hendes råd til andre med stjernedrømme er, at man kun skal blive skuespiller, hvis man absolut ikke kan lade være. – Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

”Altså alt har jo handlet om den corona. I 2020 havde vi det første møde i årets Cirkusrevy den 11. marts. Om aftenen lukkede Mette Frederiksen landet ned, og så skulle jeg lige pludselig ingenting. Heldigvis er jeg god til at indrette mig, så jeg flyttede ud i mit sommerhus i Hornbæk og lavede ingenting. Jo, jeg så fjernsyn, og så kørte jeg nogle ture i min bil. En dag kørte jeg rundt til alle de steder i Københavnsområdet, jeg boede som barn og ung. Fra Brønshøj, hvor jeg er født, til Nørrebro, Buddinge og Nordvest-kvarteret og til Bagsværd, hvor jeg var ung pige i huset. Jeg tog simpelthen hele min barndom på én dag og kom virkelig til at tænke på noget andet end corona.”

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

”Jeg ser ikke sådan tilbage, det er vist først noget, man gør, når man bliver gammel. Men jeg har fået fem børn, og det er helt sikkert det mest dejlige, der er sket. Hver gang jeg har fået et barn, har det været en meget stor glæde. Jeg fik den første, da jeg var 18 år og den sidste, da jeg var 44 år. Der var ingen forskel, hver gang var det lige dejligt og spændende. I dag har jeg også børnebørn og oldebørn og jeg har dem alle meget tæt omkring mig. Det gør mit liv rigt.”

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

”Det er helt afgjort min mor. Min forældre blev skilt, da jeg var fem år, og derefter var jeg kun hos min far i ferierne. Jeg boede alene med min mor, som var en meget stærk kvinde med sine helt egne meninger. Hun var ikke helt almindelig, og det er jeg heller ikke. Min mor kommunikerede meget med mig, og jeg havde en fornemmelse af, at jeg blev opdraget meget anderledes end mine kammerater. Jeg havde en stor grad af frihed, men det var under ordentlige former, en slags positiv galskab. ”

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

”Det eneste, jeg vil sige, er, at man kun skal blive skuespiller, hvis man absolut ikke kan lade være. Der er meget held i, om man får nogle gode roller eller ej, og det er altså hårdt at gå med en masse drømme, der aldrig bliver til noget. For mig har der aldrig været andre muligheder, det var det eneste, jeg ville. Min mor var også skuespiller, og jeg har utallige gange stået ude i kulissen og set hende optræde og vidst, at det skulle jeg også. Jeg har været heldig med aldrig at mangle arbejde. Jeg har redet på den grønne gren.”

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

”Jeg gjorde ikke noget andet end at læse tre-fire måneder hos skuespiller Søren Weiss og så gå til optagelsesprøve. Først gik jeg til optagelsesprøve i København og dumpede. Heldigvis. Jeg ville hellere optages på Aalborg Teater, og det blev jeg. Så var lykken gjort.”

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

”Jeg hænger mig ikke i sorger. Men da Preben Kaas (Lisbet Dahls ægtemand fra 1977-1981, red.) døde, var jeg ramt og havde svært ved at hænge sammen. Jeg gik på scenen hver aften, for i det øjeblik du går ind på scenen, så forsvinder alt det ulykkelige. Men det var en stor, stor sorg, hvor alt var forfærdeligt. Jeg havde ikke troet, at sådan noget skulle ske i mit liv. Heldigvis havde jeg gode venner, der hjalp mig.”

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

”Det tror jeg aldrig, jeg har gjort. Mod er slet ikke noget, jeg arbejder med. Jeg lader bare tingene ske.”

Hvad tror du på?

”Jeg har lært af min mor at tro på Gud, så det bliver jeg ved med. Men jeg tror også på et senat, sådan en kreds af kloge mennesker omkring et bord, der kan hjælpe mig og alle andre mennesker med at forklare alting. En sjælden gang, når det virkelig brænder på, benytter jeg mig af at henvende mig til dem. Men ellers lever jeg efter min intuition. Jeg har en form for synskhed, som alle kvinderne i min slægt også har haft: min mor, min mormor og min oldemor. Jeg har aldrig studeret sådan noget clairvoyance, det er noget, jeg bare har. Jeg plejer at sige, at jeg er synsk til husbehov. For mig er det en naturlig ting nogle gange at kunne se mennesker, som andre ikke kan se. Men for det meste handler det bare om, at jeg gør tingene intuitivt, fordi der er noget, der leder mig.”

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

”Jeg har organsationstalentet fra min far og det fandenivoldske fra min mor.”

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

”Ingenting.”

Beskriv en scene fra din barndom.

”Jeg husker i billeder, og når du nu spørger, så ser jeg for mig en påske, hvor jeg har rottehaler med gule silkesløjfer bundet i. Bedstemor er til frokost, og altandøren står åben for første gang siden vinteren. Jeg var omkring 10 år gammel, og åh, det var så dejligt.”