Den 27. august i år var to dage før Lisbeth Andersens 91 års fødselsdag. Om formiddagen talte hun i telefon med en af sine døtre. Tre af hendes fem børn skulle komme for at fejre hende, og hun havde allerede bagt brownies og fortalte, at hun også planlagde at lave tunmousse og lasagne til sine gæster.
”Kan du ikke stå for en salat så,” spurgte hun sin datter som for at berolige hende om, at hun altså godt selv kunne klare res-ten.
Et par timer senere var hun ved at tage afsked med sin svigerdatter og dennes veninde, der havde kigget ind til hende i lejligheden i Ans i Midtjylland. Så lagde hun en hånd på brystet, satte sig ned på en fodskammel i sin entré. Og var væk.
Lisbeth Andersen var levende fra det første til det sidste minut, og ikke mindst var hendes liv præget af taknemmelighed over hver ny dag, hun fik at se.
Hun kom til verden i 1930 som ottende barn i en søskendeflok på 10. Da Lisbeth var otte år, døde hendes to år yngre lillesøster af lungebetændelse. Det var før, danskerne fik adgang til penicillin.
På Enggården i Vindum ved Bjerringbro var der altid nok at lave for hele familien. Gudsfrygt og nøjsomhed prægede hjemmet. Døtrene fik 20 timers orgelundervisning, og Lisbeth Andersen ønskede sig også brændende en guitar. Den kostede hende tre måneders løn, men den blev adgangen til, at hun kunne spille og synge med i det lokale strengekor hos evangelisk-luthersk mission.
Hun græd på sin sidste dag i skolen, som hun ikke var glad for at forlade efter syv års skolegang. Men ud at tjene skulle man jo. Det gjorde hun blandt andet på nabogården og på familiens egen gård, ligesom hun var i huset i Viborg og tog på husholdningsskole, før hun på en gård forelskede sig i karlen Kaj i 1948. Efter at hun også havde været i huset på Strandvejen i Aarhus, blev de to gift og forpagtede i nogle år Tinggaard ved Ormstrup Gods syd for Bjerringbro.
De fik deres første barn i 1953, senere kom der fire mere til, og i 1963 købte de deres egen gård i samme område. De skabte et hjem fuld af virke, gæster og musik. De støttede deres børn i at lære at mestre forskellige instrumenter og stemmelejer og tog ud som et samlet familiehold på forskellige plejehjem og til soldatervennefester for at synge og spille fædrelands- og årstidssange, lovsange og salmer.
Kaj Andersen havde dårligt helbred, hvorfor Lisbeth Andersen kløede på både ude og inde. I 1978 overtog deres søn, Torben, gården, og de flyttede ind i naboejendommen, hvor de boede til Kajs død i 2008. Det var her, Lisbeth Andersen besluttede sig for at flytte i lejlighed i Ans.
Nu fik hun fra tredje sal udsigt over Tange Sø. I et interview i Indre Missions Tidende fortalte hun for nogle år siden, at hun om morgenen kiggede ud over søen og sang eller sagde:
”Jeg vil ånde luften i fulde drag – synge Gud en sang for den lyse dag.”
I 25 år var hun en af kræfterne bag en ugentlig formiddags fællessang fra Højskolesangbogen på plejecenteret Søvangen i Ans. Hun strikkede også for sømandsmissionen, kom til café i missionshuset, var besøgsven og læste ved flere lejligheder historier højt på plejehjemmet. Og så gik hun dagligt ture med rollatoren. Hun elskede at bage og bidrog med kringle til møder i missionshuset og småkager til store fester i familien. Hendes liv og hjem var fyldt med ord, og på en æske med bageopskrifter, som børnene har kigget på efter hendes død, står der:
”Vej altid dine ord på den gyldne vægt. Den gyldne vægt består af tre spørgsmål. Er det sandt, det, jeg skal sige? Er det kærligt at sige det? Er det nødvendigt at sige det?”.
Troen strømmede under det hele. Hun kom trofast i sin lokale sognekirke, og da pandeminedlukningen ramte, lærte hun at streame gudstjenester på nettet hjemmefra. Bøn var livsnødvendig for hende.
”Jeg oplever jo, at jeg har brug for tilgivelse og hjælp hver dag, for jeg mærker min egen svaghed,” sagde hun om sin bønspraksis i det førnævnte interview.
Det var nu ikke en svaghed, hendes familie og venner mærkede til. I et mindeord bragt i Midtjyllands Avis er hun således blevet kaldt et forbillede i tro, ydmyghed, giversind og hjælpsomhed. Hendes taknemmelighed kan familien også se i de dagbøger, hun har ført hver søndag siden 1993. Den sidste dagbogsside omhandlede den glædelige nyhed, at hun havde fået sit 12. oldebarn. I interviewet med Indre Missions Tidende havde hun fortalt, at hun hver aften sang et vers for sig selv, som lyder:
”Men om det stille dødens bud i denne nat jeg får. Det er min trøst i dig, oh Gud, jeg lever, dør og opstår.”