De ser ham endnu på gangene på Københavns Universitet eller Handelshøjskolen i København, CBS. En gråhåret herre med sideskilning, iklædt tweedjakke, den øverste knap i skjorten knappet op. For selvom det er ved at være seks år siden Per Øhrgaard trådte ud af universitetsverdenen, så er der indimellem stadig brug for ham som forelæser. Og når han selv skal skrive, for eksempel en af sine klummer til Kristeligt Dagblads kultursider, holder han af at sidde og arbejde i det boblende universitetsmiljø, som han har befundet sig i hele voksenlivet.
På spørgsmålet om, hvad der optager Per Øhrgaard lige for tiden, svarer han kort og godt ”litteraturen”. I dag fylder professor emeritus Per Øhrgaard 75 år, og hans mange titler vidner om et langt liv i netop litteraturens tjeneste: Ud over sin doktorgrad i tysk litteratur er han præsident for forfatterforeningen Dansk Pen og medlem af Det Danske Akademi, og han var fra 2012 til 2016 som sekretær akademiets ansigt udadtil.
Hans fokus har gennem årene været på tysk litteratur. Han er den danske forsker, der har beskæftiget sig mest med tyskernes nationalforfatter Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), men også efterkrigstidens store tyske forfattere som Günter Grass og Hans Magnus Enzensberger har optaget ham. Han har haft flere længere forskningsophold ved tyske universiteter, og når noget rører sig, kulturelt eller politisk, syd for grænsen, bliver han ofte trukket af stalden som tysklandsekspert i medierne.
I ”Eftertanken”, de klummer, han skriver til denne avis (altid afleveret uden den mindste slåfejl og i god tid), står han ofte for at nuancere den til tider ophedede litterære debat hertillands.
Sidste forår blev han selv genstand for debat, idet hans bog om Ole Wivels venskab med maleren Sven Havsteen-Mikkelsen blev kritiseret for at forsøge at undskylde de tyskvenlige synspunkter, Ole Wivel kom med sidst i 1930’rne og i begyndelsen af 1940’rne, i årene omkring nazisternes besættelse af Danmark. Ole Wivel undskyldte selv over for Sven Havsteen-Mikkelsen senere i livet.
Per Øhrgaards svar til kritikerne lød, at det er historieløst at se Tyskland i de år som et spørgsmål om simple valg truffet af enten gode eller onde mennesker.
”Jeg prøver ikke at gøre alle katte grå og sige, at ingen kunne gennemskue Nazityskland i 1941. Der var bestemt nogle, der var klogere end Ole Wivel dengang. Men man kan godt have været dummere uden at være en forbryder,” sagde han til Kristeligt Dagblad.
Heller ikke i dag er verden til simple politiske betegnelser, men skal man sætte et mærkat på Per Øhrgaard, så er ”kulturradikal” ikke helt forkert, selvom nogle vil mene, at han er det på en ret borgerlig måde. Menneskesynet i den udlændingepolitik, der føres af den nuværende regering, kalder han ”vederstyggelig i sin skadefryd”, og han finder det deprimerende at bevidne den fornøjelse, stramninger på området præsenteres med.
Udsynet kniber det i høj grad også med, når det gælder sprogpolitik, hvor tysk og fransk, efter hans mening, alt for længe har været kørt ud på et sidespor til fordel for engelsk. Det er, med Per Øhr- gaards ord, fremmedsproglig fattigdom og ”en ulykke for vores orientering i verden”. For alle har brug for at kende deres slægt, og tysk sprog og kultur er i meget høj grad beslægtet med det danske. Per Øhrgaard er født i 1944 i København, men har selv tyske rødder, idet hans far voksede op i Hamborg som barn af tysk-danske forældre.
Per Øhrgaard er far til to sønner, farfar til ét barnebarn og gift med Anneli Høier, oversætter og litterær agent i agenturet Copenhagen Literary Agency, der repræsenterer en række store skandinaviske forfattere i udlandet. I 30 år har parret boet på Frederiksberg ved København og overvejer ikke at flytte – i så fald skulle de finde et sted med en lade til bøger, som Per Øhrgaard siger det.