Litteraturprofessoren med hang til teologi og tv-serier

Nils Gunder Hansen har fundet sin helt egen plads i den danske medie- og universitetsverden, ikke mindst som klummeskribent og anmelder her ved avisen. I morgen fylder den teologisk interesserede litteraturprofessor 60 år

Nils Gunder Hansen har planer om at bruge det kommende semester på at skrive en bog om teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl. –
Nils Gunder Hansen har planer om at bruge det kommende semester på at skrive en bog om teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl. – . Foto: Leif Tuxen.

Som seksårig sad Nils Gunder Hansen en dag på en fortovskant og sludrede med nogle jævnaldrende kammerater.

Hvad de talte om, husker han ikke, men han husker, at hans eget bidrag til samtalen var nogle reflekterende bemærkninger, og at han i situationen følte sig veltilpas og stolt.

”Jeg havde i et glimt anet og foregrebet min plads i verden som en forstå-sig-på’er”, som han skriver i sin erindringsbog ”Lille dreng med rejseskrivemaskine”, der udkom for fem år siden.

Og det er så netop, hvad han har gjort siden: Forstået sig på verden.

Kristeligt Dagblads læsere vil kende ham som en indsigtsfuld og velargumenterende litteraturanmelder og klummeskribent med en altid sprogligt veloplagt pen.

På samme måde kender de litteraturstuderende på Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet, hvor han er professor i tekst- og kulturanalyse, Nils Gunder Hansen som en engageret forelæser med stor interesse og lydhørhed over for nye vinkler. Hans udgangspunkt i arbejdet med skønlitteratur er altid, at nogen kan have set noget andet, end han selv har.

Nils Gunder Hansen er født i Kolding og boede i Tønder, fra han var otte, til han blev student fra Tønder Statsskole 10 år senere.

Faderen var overlæge og moderen lægesekretær. Hjemmet var kulturkristent, og især hans konfirmationspræst, Rudolph Arendt, og en gymnasielærer i religion plantede hos Nils Gunder Hansens en interesse for kristendom og teologi, som har fulgt ham lige siden.

En interesse, der er mere intellektuelt analyserende, end den er emotionel.

I det kommende efterårssemester, hvor han har undervisningsfri, er hans plan at skrive en bog om teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som kun 43-årig i 1979.

Nils Gunder er interesseret i Bukdahls særlige intellektuelle profil i et bredtfavnende spektrum af emner om blandt andet Marx, Hegel og Kierkegaard. Til sit voksende forfatterskab har han desuden planer om på et tidspunkt at tilføje en efterfølger til sin første erindringsbog. Denne gang skal det så primært handle om tidens forandringer i universitetsverdenen.

Nils Gunder Hansen har selv været lidt omkring i sit arbejdsliv, siden han i 1984 blev mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

I de første otte år var han ansat på selvsamme universitet, hvorefter han skiftede til dagbladsbranchen og blev kronik- og debat-redaktør på Kristeligt Dagblad efter en kort periode som anmelder ved Information. I midten af 1990’erne skiftede han til Berlingske, hvor han først var redaktør og siden skrivende.

I 2007 vendte han for en kort bemærkning tilbage til Kristeligt Dagblad som skrivende på kulturredaktionen, inden han året efter fik professorstillingen på Syddansk Universitet i Odense.

Hertil pendler han fra rækkehuset i fuglekvarteret på Frederiksberg ved København, hvor han bor sammen med sin kone, Hanne.

Hun er også uddannet i dansk litteratur, men arbejder som testmanager i Danske Bank. Parret har tre sønner: 24-årige Jakob, der er Hare Krishna munk og bor i et tempel i Vanløse, og de snart 18-årige tvillinger Rasmus og Anders.

Sammen med sin kone og de hjemmeboende sønner holder Nils Gunder Hansen meget af at se tv-serier. Han og hans kone er eksempelvis begejstret for serier som ”The Wire” og ”Mad Men”, mens det er fantasyserien ”Game of Thrones”, han dyrker sammen med sønnerne. Tv-serierne er god underholdning, og så giver de samtidig et blik ind i nutidige litterære referencerammer, mener han.

Nils Gunder Hansen har været formand for Statens Kunstfonds litterære udvalg. Han var også i mange år medlem af menighedsrådet ved Mariendal Kirke. I øjeblikket er hans eneste tillidshverv en plads i Odd Fellowlogens litteraturpriskomité.

60-årsfødselsdagen i morgen ser han ikke som nogen særlig milepæl eller grund til omskiftelighed. Den trang var der snarere omkring 50-årsalderen, mener han.

Det var da også for næsten ti år siden, han ændrede kurs og droppede avisbranchen som fuldtidsjob til fordel for professorstillingen i Odense.