Løgumkloster Refugium får ny forstander

Helle Skaarup har stor erfaring med direktørposter og med at skaffe økonomiske midler

Helle Skaarup fandt kristendommen på en rejse i Italien. Nu skal hun lede Løgumkloster Refugium. - Foto: Løgumkloster Refugium
Helle Skaarup fandt kristendommen på en rejse i Italien. Nu skal hun lede Løgumkloster Refugium. - Foto: Løgumkloster Refugium.

Den 1. marts 2015 sætter cand.merc. Helle Skaarup sig i stolen som ny forstander for Løgumkloster Refugium. Og det er en kvinde med styr på både penge, bygninger og spiritualitet, der træder til, når foråret begynder næste år.

Den 51-årige kvinde har siden 2005 været direktør for konferencecenteret Nørre Vosborg, der ligger 20 kilometer fra Ulfborg. Da hun kom til, var der kun mus og forfald at gøre godt med, men efter 160 millioner fra Realdania står Nørre Vosborg gennemrenoveret og fungerer som både hotel og konferencecenter.

”Det var min opgave at gøre Nørre Vosborg til et vestjysk kultursted,” har hun tidligere sagt.

Helle Skaarup har også været bygherre for Skagen Odde Naturcenter og formand for Skagen Festivalen. Om sit nye job siger hun:

”Jeg har haft 10 vidunderlige år på Nørre Vosborg. Det har været en arbejdsplads med store udfordringer og mange glæder. Men nu er tiden inde til at søge et sted hen, hvor jeg i højere grad kan kombinere mit arbejdsliv med min voksende interesse for eksistens, fordybelse og tro. Måske har det noget at gøre med, at jeg har rundet de 50 år, og livets store spørgsmål trænger sig på.”

Måske var det de påtrængende store spørgsmål, der gjorde, at Helle Skarup fandt kristendommen på en retræte i Italien. Som hun selv udtrykker det: ”Min søgen er endt hos Gud.”

Og når det gælder spørgsmålet om, hvordan vi skal leve vores liv, mener Helle Skaarup, at ”som mennesker må vi tragte efter at blive den bedste udgave af os selv”.

Den nye forstander blev tidligere i år gift med musiker og forfatter Peter Bastian, og parret har gjort en gammel klitgård i Kloster til den faste bolig.

Formanden for Løgumkloster Refugiums bestyrelse, Torsten Johannessen, siger, at bestyrelsen har været optaget af at løfte refugiet ind i en ny tid.

Og selvfølgelig handler det også om penge. Helle Skaarup er en dygtig fundraiser, hedder det om hende, og det er formanden godt tilfreds med.

”Vi får ikke statstilskud på refugiet, så vi skal selv finde pengene. Refugiet er således også en forretning, der skal løbe rundt. Det kan Helle Skaarup også.”

Ud over Refugiets nuværende temaprogrammer med afsæt i begreber som eksistens, samfund og kultur ønsker bestyrelsen, at der videreudvikles programmer til folkekirkens lægfolk. Det kan dels være teologi, temaer vedrørende kirkens liv og vækst, spiritualitet eller retræter, dels programmer og ophold til mennesker, der er i eller er på vej ud af en personlig krise eller et sygdomsforløb.

Helle Skaarup har to næsten flyvefærdige børn fra et tidligere ægteskab.

Sønnen går i gymnasiet i Grenaa og datteren er guide på Santorini.