London-præst med blik for dansk kristendom

Else Hviid vender tilbage til Danmark efter otte år som præst i London, hvor hun har haft travlt med alt fra fundraising til fastelavnsfester. Hun glæder sig til at få mere tid til teologien som præst ved Kastelskirken

”Jeg kommer til at savne det tætte samarbejde med de mange frivillige,” siger Else Hviid. -
”Jeg kommer til at savne det tætte samarbejde med de mange frivillige,” siger Else Hviid. - Foto: Leif Tuxen

Danmarks travleste præst arbejder i den danske kirke i London. I hvert fald hvis man spørger Dorte Bille Harding, formand for det lokale kirkeråd, der svarer til et menighedsråd.

Hun betegner Else Hviid som ”en utrolig hårdtarbejdende og engageret kvinde med sans for både økonomi, fundraising og rekruttering af frivillige”.

Til april forlader hun London for at blive sognepræst ved Kastelskirken i København, og menigheden kommer til at savne hende, både fordi hun er en dygtig prædikant, og fordi hun har en særlig evne til at finde kreative løsninger på økonomiske og praktiske udfordringer, siger Dorte Bille Harding.

”Som udlandskirke får vi præstens løn betalt, men alt andet skal vi selv finansiere. Det er et kæmpe arbejde, som Else har påtaget sig en stor del af. Hun er direktør for vores butik, og hun har spillet en stor rolle i det byggeprojekt, vi er i gang med for at renovere kirken. I en periode, hvor vi stod uden bestyrerpar, påtog Else sig en masse ekstra opgaver. Jeg husker en påske, hvor hun gik direkte fra prædikestolen til køkkenet for at tilberede frokost til 130 personer,” siger Dorte Bille Harding.

Blandt de mange aktiviteter er også kirkeblad og Facebook-opdateringer, som har været en opgave for Else Hviids mand, Kåre Gade. Kristeligt Dagblads læsere kender ham fra hans bidrag til avisen med afsæt i hverdagen i England og som tidligere kirkeredaktør.

Nu vender parret altså hjem til Danmark, som også er bopæl for deres tre voksne sønner, der hver især i perioder har været en del af udlandseventyret.

Else Hviid glæder sig til igen at blive teolog på fuld tid.

”Der er mange kirkelige handlinger i Kastelskirken, og jeg glæder mig til de mange dåbe, konfirmationer og bryllupper, hvor jeg får mulighed for at tale med mennesker om troen. Mange danskere har et billede af kristendommen, som stammer fra deres barndom, og det er min erfaring, at i deres møde med kirken og med andre voksne troende opdager de, hvad kristendommen har at sige. Så jeg ser den del af præstegerningen som noget af det vigtigste,” siger hun.

Ønsket om at kommunikere kristendommen til de mange mennesker, der mangler en voksen udlægning af barnetroen, var også drivkraften bag bogen ”Hvad skal man tro”, som Else Hviid i 2008 udgav sammen med daværende Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad Birgitte Stoklund-Larsen.

Tråden fra den bog vil Else Hviid tage op i sit arbejde som sognepræst, hvor hun også håber, at hun kan få gavn af sine gode erfaringer med mulighederne i det frivillige arbejde.

Udlandsopholdet har skærpet hendes blik for den danske folkekirkes rummelighed og det unikt stærke bånd mellem kultur, national identitet og kristendom.

”I kirken i London kommer folk, som de er, uden at skulle præstere en særlig stålsat tro. Vi er også kulturhus, og her kommer både jøder, ateister og muslimer, hvoraf en del tilmed er medlemmer og betaler til kirken,” siger Else Hviid.

Selv er hun vokset op i et mere homogent miljø i landsbyen Gettrup i Thy, hvor hendes forældre drev et landbrug. Bedsteforældrene var indremissionske, mens forældrene med Else Hviids ord var ”mere bløde KFUM & -K'ere”.

Med hjemmefra fik hun både en fast forankring i kristendommen og en udlængsel, som har sendt hende på en både geografisk og teologisk rejse.

Under teologistudiet på Aarhus Universitet var hun studenterpolitisk aktiv på venstrefløjen og skrev opgaver om både Kierkegaard og Tidehverv, og som sognepræst i Eltang og Sdr. Vilstrup ved Kolding og i Himmelev ved Roskilde blev hun inspireret af de grundtvigske kræfter i menighedsrådene. I dag vil hun ikke placere sig selv på en bestemt kirkelig fløj, men fastholder, at det centrale for hende er den åbne samtale om troen mellem reflekterende mennesker.