Lone Dybkjær er oprindeligt uddannet ingeniør. Og ”ingeniører er sådan nogen, der kigger fremad, når der lige skal bygges en ny bro eller et hus – i stedet for at se tilbage.”
Hun brugte allegorisk sin uddannelsestitel til at forklare sin sorgbearbejdelse, da Kristeligt Dagblad sidst interviewede hende. Det var i 2014. Hendes ene datter var død af sklerose et par år inden. Lone Dybkjær var tynget af sorg. Alligevel så hun fremad – som en ingeniør, hvor selv de slette erfaringer skal bruges konstruktivt, når næste projekt sættes i søen.
Man skal ikke glemme. Men man må heller aldrig synke. En fremdrift og en fremtid er altid mulig.
”Nu har jeg været enormt ked af det i lang tid, anderledes har det ikke kunnet være. Men man er også nødt til at lære igen at blive glad for livet,” fortalte hun dengang.
Lørdag fylder den tidligere miljøminister, europarlamentariker og eksstatsministerfrue 80 år. Bagtæppet er trist. Lone Dybkjær er syg af en brystkræft, der har metastaseret sig til lunger og lever. Udsigterne er dårlige, og da hun i efteråret gav sit sidste store, timelange interview, fortalte hun Radio24Syv, at mulighederne er ”tyndet ud”.
Alligevel forsøger Lone Dybkjær at blive ved med at leve livet, så længe det er muligt. Hun leder stadig efter perspektiver og muligheder i en tid, hvor der måske ikke er så meget fremtid tilbage.
Hvorfor, ville radioværten vide, faldt hun ikke sammen? Eller klynkede over et liv, der var ved at rinde ud?
”Det kan jo ikke hjælpe. Jeg har en datter, der har været udsat for meget, fordi hendes søster var syg. Jeg har nogle børnebørn, som jeg har været lykkelig at have, frem til de var teenagere. De har ikke glæde af, at jeg render rundt og hyler. Det har Poul (Nyrup, red.) heller ikke,” lød svaret.
Den tilgang virker emblematisk for Lone Dybkjær.
I 25 år sad hun i Folketinget for Radikale Venstre, kun afbrudt af en ti-årig periode som europaparlamentariker i Bruxelles. I 1988 blev hun miljøminister under Poul Schlüter (K) – partiets første kvindelige minister sammen med Aase Olesen.
Tilgangen var altid nøgtern og løsningsorienteret snarere end højtflyvende.
”Når det blev Radikale Venstre, der blev mit parti, er det, fordi jeg jo er radikal. Jeg mener det mere end med et smil. Jeg er ikke socialist, og jeg er ikke borgerlig. At være radikal er at gå til roden og se, hvad problemet er, og hvad der kan gøres ved det,” har hun fortalt Kristeligt Dagblad.
Hun var og er et gennemført politisk menneske, hvis lige vej op ad karrierestigen endte noget snørklet på grund af kærligheden. Den kom i form af en socialdemokrat: Poul Nyrup Rasmussen.
Det offentlige Danmark måbede, da de to i 1992 overraskende mødte op til en Luciano Pavarotti-koncert som kærester og samme år blev forlovet. Året efter blev Poul Nyrup Rasmussen statsminister.
”Det ændrede selvfølgelig mit eget liv temmelig meget arbejdsmæssigt, det er klart. Hvis man selv har meget høje ambitioner om at skulle et sted hen, så ved jeg ikke, om man skal gifte sig med en statsminister,” har Lone Dybkjær sagt til BT.
Hun blev ikke minister i sin mands regering, og i stedet stillede hun op til Europa-Parlamentet og firedoblede næsten partiets stemmetal. Førstefrue, ja. Anynom, nej.
Efter 10 år i Bruxelles vendte Lone Dybkjær hjem til dansk politik og kastede sig især over ligestillingsdebatten. Blandt andet med forslag om at forbyde købesex og sikre retten til homoseksuelle vielser i kirken. Kvinde- og minoritetsrettigheder er, sammen med miljøpolitik, en ledetråd gennem hendes karriere.
I 2011 gik hun på pension. Tiden derefter har været præget af den ene datters sygdom og død og undervejs hendes egen kamp mod kræften.
I interviewet med Radio24Syv stod det klart, at politik aldrig slipper grebet om Lone Dybkjær. Hun talte om Boris Johnson, der netop havde vundet valget i Storbritannien, og om stadigvæk at være dybt optaget af dansk politik.
Sygdommen til trods, sagde Lone Dybkjær, er livet stadig værd at leve.
”Jeg glæder mig stadig over tingene. Og så håber jeg bare på, at det ikke udvikler sig til, at jeg får smerter.”