Morgendagens 50 års-fødselar har viet sin karriere til at tjene loven. Men det stod allerede klart for en meget ung Jonas Christoffersen, at regler ikke altid er fair.
I 1970’erne var hans folkeskole i Gentofte ramt af ligemageri. Børnene i 2. klasse skulle holde deres fødselsdag på skolen, da ikke alle havde mulighed for at invitere alle børnene fra klassen hjem til fødselsdag. Den regel var alle i klassen blevet enige om ved afstemning. Men problemet opstod, da lærerne fandt ud af, at Jonas Christoffersen og to andre børn fra klassen fra samme vej deltog i hinandens fødselsdagsfester for børnene på vejen. I klassen stemte man derfor om, hvorvidt de tre drenge måtte det. De to lærere rakte hånden op for at støtte forbuddet, og snart sad alle børnene i klassen med en arm rakt i vejret. Bortset fra én dreng, Jonas Christoffersen.
”Jeg syntes, det var et overgreb, at jeg skulle tvinges til at sige noget, jeg ikke mente.”
Nu sidder Jonas Christoffersen engang imellem i lignende situationer. Men som direktør for Institut for Menneskerettigheder må han tage bestik af de juridiske rammer:
”Nogle gange skal jeg sige noget, jeg ikke vil, og andre gange skal jeg holde mund, selvom jeg mener noget andet.”
Han forklarer, at sådan var det også, da han i et år var konstitueret dommer i Østre Landsret.
”Nogle gange skal man idømme folk straffe, som man ikke er enig i. Men sådan er det som jurist.”
Balancen mellem at indordne sig efter reglerne og at kæmpe for det, man tror på, opsummerer meget godt Jonas Christoffersens juridiske karriere. Begge dyder blev grundlagt i hjemmet, hvor både far og farfar gjorde karriere som advokater. Men over middagsbordet gik samtalen ofte på, hvordan samfundet kunne indrettes anderledes.
”Jeg har et drive for at sætte mig selv i gang for at ændre noget og gøre noget ved tingene i stedet for at lade det ligge. Men man må hele tiden afbalancere det med, hvad der giver mening.”
Jonas Christoffersen begyndte oprindeligt på jurastudiet for at blive advokat og tjene en masse penge. Første job som advokatfuldmægtig hos advokatfirmaet Gorrisen Federspiel var netop den klassiske opskrift på advokatlivet: Mange timers arbejde og mange penge. Men da Jonas Christoffersen første gang trådte ind ad døren, kunne han mærke, at han følte sig malplaceret. Alligevel dedikerede han sig til de tre år som advokatfuldmægtig og brugte al sin tid med kollegerne. Men han kunne se, at de mange timer på kontoret ikke stoppede, selvom man avancerede på rangstigen. Efter tre år søgte Jonas Christoffersen ind som advokatfuldmægtig i Højesteret. Her lærte den unge mand meget af at forberede sager til højesteretsdommerne, hvor han eksempelvis skulle henstille, at tre landsdommere ikke havde haft ret i deres afgørelse. Efter det år stod Jonas Christoffersen for at vende tilbage til advokatlivet. Men han ville ikke.
”Jeg kunne ikke se meningen med kun at arbejde for at tjene mange penge. I stedet fik jeg arrangeret, at jeg kunne skrive en ph.d. om menneskerettigheder, som udviklede sig til doktordisputats. Jeg fandt det meget meningsfyldt at blive klogere og dele min viden, så andre kunne blive klogere. Når mit arbejde har værdi for andre, bliver jeg glad.”
I 2009 blev han hentet til stillingen som direktør for Institut for Menneskerettigheder. Tidligere i år gjorde han sig bemærket, da han i anledningen af 10 år på posten i et interview redegjorde for sin mere pragmatiske tilgang til embedet i modsætning til forgængeren, Morten Kjærum, der ifølge Christoffersen, havde en mere idealistisk tilgang.
Hele Jonas Christoffersens karriere har handlet om at fortolke loven. Nu er spørgsmålet blot, hvorfor love er så vigtige?
”Love er nødvendige, fordi mennesker ikke er engle. Det er en emperisk konstatering. Vi er grådige sociale væsener, der ikke kan styre os: Vi stjæler, lyver, dræber og overskrider grænser. Derfor skal vi have regler for at få et samfund til at hænge sammen. Vi skal have regler for at tæmme os.”
Jonas Christoffersen bor i Kgs. Lyngby nord for København, spiller ishockey og tennis i sin fritid. Han er nyligt fraskilt og har to døtre.