Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det er, at jeg har valgt at skifte livsbane. Jeg fik nok af det, jeg havde brugt meget af mit liv på og ville lave noget nyt. Jeg ville have bedre tid til nogle andre ting. Til mine kære, til min familie og til at bygge noget op fra bunden, i stedet for at rende rundt mere eller mindre hovedløst, siger Søren Pind.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du har fået?
Det har været at være stræbsom og fri.
Hvor kom det fra?
Det er der sikkert mange, gode psykologiske forklaringer på. Lille, tynd dreng, med syn på kun det ene øje, havnede først i Schweiz, så i Danmark. Der er mange ting. Det ligger også meget i min familiehistorik. Det, mine bedsteforældre gjorde, og det, de efterlod til os.
Hvad har bragt dig størst glæde i livet, ud over familie?
Hmmm. (Meget lang tænkepause, red.). Kristendommen, tror jeg. Jeg er meget tæt forbundet med det evangelisk-lutherske syn på menneskets imperfektion. Jeg forbinder meget lykke med fred. Den fred, man finder som moderne menneske i at vide, at man ikke er almægtig. Man er ikke guddommelig, man er et menneske med alle de fejlbarligheder, der følger med. Det har knækket nøglen for mig. Ligesom Joy Mogensen (socialdemokratisk kirkeminister på orlov, red.) i øvrigt skrev enormt rørende, da hun meddelte, at hendes barn var afgået ved døden: ’Frygt ikke, tro kun.’ Det siger Kathrine Lilleør også hver eneste søndag til gudstjenesterne i Skt. Pauls Kirke.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes i dit liv, hvis du kunne?
Åhhh, mange ting. Men det ønske ville jo i sig selv være påstanden om perfektion, så det ville være lidt meningsløst, men jeg har forulempet og fornærmet folk. Det står jo også i den udmærkede bog, du har anmeldt. (Søren Pinds nyeste bog, Frie Ord, red.) Der er da en del ting, jeg godt kunne have tænkt mig at have gjort anderledes.
Hvorfor skriver du bøger?
Fordi jeg tror på, at ord betyder noget. Og jeg tror på, at samlede fortællinger udgør en vigtig bestanddel af de bånd, der binder fællesskaber og samfund sammen. Så havde jeg også med den seneste bog et egoistisk behov for at fortælle historien, som jeg havde oplevet den.
Hvilken sorg eller hvilket tab vil du nævne her?
(Meget lang pause, red.) Der følger mange sorger med menneskelivet. (Meget lang pause igen, red.) Det, at jeg ikke kunne finde ud af at opfylde mit ægteskabsløfte, det har været en dyb sorg. Det er samtidig den rigtigste beslutning, jeg nogensinde har truffet, men det var en sorg, at jeg ikke kunne overholde det. Det var det.
Beskriv en scene fra din barndom?
Det er da ikke nemt... Det skulle være, at da min familie var i Danmark, blev jeg passet hos en familie i Schweiz. Der blev jeg tvunget til at stå op og ned ad en skibakke, mens jeg hylede højt, for det var den måde, man lærte at stå på ski i Schweiz. Det har jeg haft megen nytte af siden.
Hvilket politisk forbillede har du haft?
Det er Ronald Reagan. Han er den eneste politiker, der midt under den virkeligt kolde krig fremkom med et håb om, at tingene faktisk kunne blive løst. Alle andre holdt fast i, at tingene måtte blive ved med at være, som de var med to systemer over for hinanden. Borgerlige som venstreorienterede, det var de to systemer, som stod over for hinanden, og det var latterligt at tro, at det nogensinde kunne blive anderledes.
Hvad er det vigtigste aftryk, du har sat på politik?
Fornyelsen af København, tror jeg, og den del af udlændingepolitikken, hvor det blev en automatik, at hvis der var udsigt til en fængselsstraf for kriminelle udlændinge, så skulle der også rejses en udvisningssag. Det fik antallet af udvisninger af kriminelle udlændinge til at stige til tusinder.
Men der er jo mange andre ting …
Hvilket råd ville du give andre, der vil gå ind i politik?
Jeg synes, det er meget vigtigt, at andre går ind i politik. Det bedste råd er: Vær tro mod dig selv. Hvis man kan, skal man både være idealistisk og pragmatisk på samme tid. Det kræver stor viljestyrke og integritet, så det er mere en indstilling.