Det fortælles, at bølgerne gik højt i Karsten Dybvads nordsjællandske barndomshjem, når samfundet skulle debatteres. Moderen var psykolog og borgerlig, faderen overlærer og mere venstresnoet. Resultatet blev en uhyre arbejdsom, stærkt samfundsinteresseret økonom og senere yderst magtfuld topembedsmand og administrerende direktør i Dansk Industri, som politisk placerede sig på den mest vækst- og erhvervslivsvenlige fløj i Socialdemokratiet.
I morgen fylder han 60 år. Det er seks år siden, han afbrød en karriere som af de seneste årtiers mest indflydelsesrige personer i centraladministrationen og i stedet blev erhvervslivets førstemand som afløser for den mangeårige, nu afdøde DI-direktør Hans Skov Christensen. At den ærkekonservative Skov skulle afløses af en person med en profil, der smagte af embedsmand og en mere rødlig partifarve overraskede de fleste.
Karsten Dybvad begyndte som mange socialdemokratiske økonomer karrieren i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og LO, inden han i 1990’erne blev en af Mogens Lykketofts såkaldte regnedrenge i Finansministeriet.
Hans politiske ståsted blev offentligt peget ud i 2001, da daværende finansminister Pia Gjellerup (S) blev anklaget af Venstre-formand og senere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for ”kammerateri”, da hun ansatte ham som departementschef.
Dybvad havde ellers forsøgt at holde sine politiske synspunkter og sit virke som embedsmand adskilt. Han var da heller ikke mere socialdemokrat, end at selvsamme Fogh kunne bruge ham fire år senere, da Venstre-manden selv regerede fra Statsministeriet og skulle bruge en ny departementshef efter Nils Bernstein, der rykkede til Nationalbanken.
Kristeligt Dagblad indleder i dagens avis en artikelserie om eliten, som ifølge eksperterne her i Danmark oftest er kendetegnet ved sin underspillede facon. Eliten taler hellere om interesser og indflydelse end om penge og magt. I den optik er Karsten Dybvad arketypen af dansk elite.
Han er opvokset i trygge kår, han har en høj akademisk uddannelse, et fornemt cv med adskillige topposter, og han bor i dag i velhaverbydelen Charlottenlund nord for København. Han er gift med konsulent Kirsten Gregens Dalsjö, og parret har fire børn sammen. Han har flere indflydelsesrige bestyrelsesposter og er dekoreret med flere ordener, herunder som kommandør af Dannebrogordenen.
Han står i spidsen for Dansk Industri, organisationen bag de virksomheder, som dybest set tjener de penge og skaber den vækst, som får samfundet til at fungere. Fortiden i fagbevægelsen har ikke fået ham til at vakle i kravet om løntilbageholdenhed i konkurrencedygtighedens, effektivitetens og vækstens navn. Han har også ry for at have skaffet DI øget indflydelse på den førte politik og at have haft en betydelig finger med i spillet bag Helle Thorning-Schmidt-regeringens overraskende sænkning af selskabsskatten i 2013.
Men Karsten Dybvad er ikke elite i den forstand, at han skilter med sin magt eller forsøger at afgrænse en del af befolkningen fra en anden – og slet ikke at afgrænse sig selv. Heller ikke i den ophøjede, finkulturelle forstand. Rent kulturelt er han som mange danske socialdemokrater i sin generation mest til Bruce Springsteens socialt indignerede amerikanske rockballader.