Det kan være alt fra en skraldespand til et sneklædt landskab. Nogle gange, når Andrea Rygg Karberg går tur med sin bomuldshund Totte, får hun øje på et eller andet, der minder hende om den allerbedste kunst, hun har set.
”Kunsten gennemsyrer hele min person, og mit fag gør, at jeg konstant lægger mærke til både skønhed og hæslighed omkring mig,” siger hun.
Og som kunsthistoriker, mangeårig museumsinspektør og nu direktør på nordsjællandske Nivaagaards Malerisamling har hun set en god portion kunst.
Interessen har hun haft siden barndommen, blandt andet fordi hendes far var glad for kunst og musik. Og så fordi han i sit arbejde som hjertekirurg kom til at operere maleren Preben Hornung.
”Preben var dybt taknemmelig, for han følte, min far havde reddet hans liv. De to forstod hinanden på mange måder,” siger hun.
Efterhånden som Preben Hornung blev en nær ven af familien, begyndte Andrea Rygg Karberg også at komme hos ham. Preben Hornung havde ”et fantastisk hjem”, husker hun tilbage. Tydeligst af alt står erindringen om hans legetøjsskab og den lille dam i haven. Og selvfølgelig malerierne.
”Det var enormt spændende at stå og betragte hans abstrakte malerier. Det var, som om det gav mig nogle forbindelser til verden,” siger hun og tilføjer:
”Det er egentlig lidt spøjst, hvis det kommer til at handle om ham.”
Det var da heller ikke udelukkende Preben Hornungs skyld, at hun endte med at blive kunsthistoriker. Det har nok også haft betydning, at moderen, der var uddannet pressefotograf, men gik hjemme, altid rådede Andrea Rygg Karberg og hendes søster til få et job, der inspirerer dem.
”Ellers var det noget inde i mig selv. Jeg havde interessen for kunst og lysten til at skrive – og så er det jo meget godt at have noget at skrive om,” siger hun.
I hvert fald har hun i dag et job, der inspirerer hende. Hun holder foredrag og har bidraget til talrige kunstpublikationer om både dansk og international kunst. Det kan virke, som om hun fra starten har sigtet efter stjernerne, men, fortæller hun:
”Jeg har faktisk ikke tænkt alt for meget over karriere, men hele tiden været drevet af lyst og interesse. Og så har jeg forsøgt at opføre mig ordentligt i en lille branche.”
Selvom det naturligvis føles sjovere, når passion og erhverv smelter sammen, ville det være løgn at sige, at Andrea Rygg Karberg ikke har arbejdet hårdt.
”Nogle gange har jeg haft utroligt travlt, og når man har haft sin egen mor gående hjemme, kan det være svært, at man selv fik et anderledes liv,” siger hun.
Lige nu forsøger Andrea Rygg Karberg at bruge så meget tid som muligt med sin mand og sine to børn. Hendes 18-årige datter Alice bliver student til sommer, og om en måneds tid flytter sønnen Albert på 20 år hjemmefra. Men man mister ham jo ikke af den grund, pointerer hun.
”Det er dødspændende at følge sine børn, som de finder sig selv. Det minder mig også om, hvor spændende jeg selv synes, den tid var.”
Da Andrea Rygg Karberg selv var på deres alder, boede hun et år i den franske by Grenoble, hvor hun læste fransk. Bagefter skulle der skrabes nogle penge sammen, så turen gik hjem til Danmark, hvor hun fik anskaffet sig en lille etværelseslejlighed på Ordrupvej i Charlottenlund.
”Men jeg var knap nok færdig med at indrette den, inden min mand friede, og jeg flyttede hjem til ham,” siger hun.
Andrea Rygg Karberg har været sammen med sin mand, Andreas Just Karberg, siden hun var 20 år gammel. De fik deres søn, mens Andrea Rygg Karberg var studerende.
”Jeg kan somme tider undre mig over, hvorfor vi ikke fik flere børn, men der var altid et eller andet spændende, jeg skulle nå,” siger hun.
I weekenden slæber Andrea Rygg Karberg sin mand og sine børn med på så mange museer som overhovedet muligt. Hun får aldrig nok af museer, forsikrer hun. Det er også, fordi hun jo lige skal rundt og se, hvad hendes bekendte på landets øvrige museer har gang i.
De tre år, Andrea Rygg Karberg nu har været direktør for Nivaagaards Malerisamling, vil hun kalde ”fantastiske”. Også selvom hun lige har skullet vænne sig til at have en mere overordnet rolle, hvor hun uddelegerer opgaver og laver færre udstillinger, end hun før i tiden har gjort.
”Men af og til laver jeg stadig udstillinger. Det er vigtigt for mig at bevare nærkontakten, så det hele ikke går op i administration.”
På tegnebrættet har hun en klimarenovering af Nivaagaards Malerisamling, som museet netop har modtaget en bevilling på 35 millioner kroner til. Og så glæder hun sig til, at udstillingen ”Historier om mødre” åbner den 20. september. Men først skal hun lige fejre sin 50-års fødselsdag med familien.
”Jeg kan kun anbefale, at kvinder i min alder har så travlt med noget, de brænder for, at de slet ikke har tid til at tænke over alderen eller sidde og kigge på sig selv i spejlet.”