Lytterne og seernes nye etiske vagthund

Politisk redaktør på Radio24Syv Jesper Termansen er netop blevet udpeget som den nye lytter- og seerredaktør i Danmarks Radio. Han beskriver sig selv som gammeldags tilhænger af redelighed og public service

”DR er en institution, som alle betaler til, og som har en kæmpe samfundsmæssig og kulturel indflydelse. Derfor er det vigtigt med en, der fungerer som vagthund og kan holde øje med, om det etiske regelsæt er i orden og overholdes,” siger Jesper Termansen, der er udpeget som ny redaktør for DR's lyttere og seere. -
”DR er en institution, som alle betaler til, og som har en kæmpe samfundsmæssig og kulturel indflydelse. Derfor er det vigtigt med en, der fungerer som vagthund og kan holde øje med, om det etiske regelsæt er i orden og overholdes,” siger Jesper Termansen, der er udpeget som ny redaktør for DR's lyttere og seere. - . Foto: DR.

Jesper Termansen havde allerede i starten af året noteret sig, at Jacob Mollerup ville forlade jobbet som lytternes og seernes redaktør i Danmarks Radio. Og da DR efterfølgende slog stillingen op, blev det svært for den 52-årige politiske redaktør på Radio24Syv at få jobbet ud af hovedet. Jo mere han tænkte over det, desto mere interesseret blev han i at tage den ifølge ham spændende udfordring op og beskæftige sig professionelt med etik i det store mediehus.

”Jeg ser mig selv som en gammeldags tilhænger af redelighed og public service, og jeg synes, det er vigtigt med institutioner som DR, der ikke bare kan, men skal lave noget, der når et vist niveau og er til gavn for demokratiet. DR er en institution, som alle betaler til, og som har en kæmpe samfundsmæssig og kulturel indflydelse. Derfor er det vigtigt med en, der fungerer som vagthund og kan holde øje med, om det etiske regelsæt er i orden og overholdes,” siger han.

DR's bestyrelse har netop udpeget Jesper Termansen til at afløse Jacob Mollerup, og den 1. november i år træder han til som ny redaktør for lytterne og seerne i DR. Her bliver hans opgave blandt andet at følge, hvilke klager mediehuset får over brud på programetikken, lytte til kritikken og blande sig i debatten om DR.

”Jeg finder det især vigtigt, at man får fortalt de nye generationer, som ikke nødvendigvis har samme forhold til DR og public service, at der sidder en som mig, som de kan henvende sig til, hvis de er utilfredse med noget. Samtidig er det vigtigt med åbenhed i DR, og at vi holder fast i, at DR godt kan forny sig og følge med tiden og samtidig bevare sine grundprincipper som eksempelvis redeligheden.”

Jesper Termansen blev uddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus i 1990 efter forinden at have studeret statskundskab i fire år i samme by. Siden har han blandt andet været ansat som politisk reporter på TV 2 Nyhederne, politisk redaktør på Berlingske Tidende og som presseansvarlig for det nu nedlagte Integrationsministerium og Socialministeriet.

”Jeg kender slagets gang ganske godt og har både erfaring som journalist og som den, journalisterne henvender sig til. Samtidig har jeg i mine mange år som journalist fulgt den teknologiske udvikling og oplevet den forandring, faget gennemgår med hurtige og nye arbejdsmetoder.”

Fra DR's bestyrelse lyder det, at man netop har valgt Jesper Termansen, da man mener, han personligt og fagligt har kvaliteterne til at kunne løfte arven fra Jacob Mollerup og sætte sit præg på arbejdet med en bevidsthed om de store udfordringer, public service står overfor.”

Ud over arbejdet fylder familien meget for Jesper Termansen, som bruger meget af sin fritid med sine tre børn på 23, 20 og 12 år. Derudover er han i gang med at udleve en lille ”livsdrøm” om at lære at spille klaver. Han har fået undervisning og kan mærke, at han slapper af, når han spiller. Dog er livsdrømmen kun at lære at spille klaver på amatørplan, understreger han.

Jesper Termansen bor på Frederiksberg med sin kone gennem 22 år og deres to yngste børn.