Et blad er flagret væk.
Uffe Ellemann-Jensen er natten til søndag død efter længere tids kræftsygdom. Det oplyser Venstre. Han blev 80 år.
Læs fhv. biskop Erik Norman Svendsens tale ved Uffe Ellemann-Jensens bisættelse her.
Han var en af Danmarks mest markante politiske skikkelser gennem næsten 25 år og satte som udenrigsminister sit helt eget aftryk på de baltiske landes selvstændighed efter kommunismens sammenbrud. Efter sin afgang som partiformand for Venstre holdt han fast i sin store interesse for udenrigspolitik og var efterspurgt af bestyrelser og medier.
Der var EU-sokkerne. Det rød-hvide halstørklæde og den kække bemærkning ”if you can’t join them, beat them” i krydsfeltet mellem nej’et til Maastricht-traktaten og EM-sejren i fodbold. Den ihærdige kamp til fordel for de baltiske landes selvstændighed. De mange næser for en dansk udenrigspolitik, der ikke holdt sig inden for rammerne af Folketingets flertal. En arbejdskonflikt på dagbladet Børsen, som overraskende endte med at katapultere karrieren fra journalistik ind i politik.
Og så var der familien, først og fremmest hustruen, hans livs kærlighed Alice Vestergaard. Og der var Oscar. Den ukuelige border terrier, der på Uffe Ellemann-Jensens ældre dage kunne det, som de færreste mennesker gennem hans journalistiske og politiske karriere havde kunnet: gøre ham blød i knæene. Ingen kendte Uffe Ellemann-Jensen helt, hvis de ikke havde set ham sammen med Oscar. Da hunden døde i 2017, næsten 16 år gammel, var savnet og tomrummet enormt hos den ellers så hårdføre tidligere toppolitiker.
I sin sidste erindringsbog ”Som blad i høst” skriver Uffe Ellemann-Jensen om Oscar (der selvfølgelig er med på bogens forsidefoto), at ”han havde sin egen selvstændige tilgang til mange ting, og den bevarede han livet igennem”. En karakteristik, der lige så vel kunne have været møntet på ham selv. Uffe Ellemann-Jensen blev blidere med årene, men han gav aldrig køb på sine klare liberale holdninger. Han mente det, han mente. Og han var altid sin egen, uanset hvad partiet eller den offentlige mening tilsagde.
Som når han ikke lagde skjul på sin skepsis over for Dansk Folkeparti, der ellers var blevet en del af Venstres parlamentariske grundlag efter hans egen udtræden af politik, men kaldte det ”skingert” og kritiserede partiet for ”snæver nationalisme og fremmedfrygt”. Eller når han under krisen om Muhammedtegningerne i 2005-2006 argumenterede for, at ytringsret ikke er det samme som ytringspligt. Efter Uffe Ellemann-Jensens mening var Jyllands-Postens tryk af Muhammedtegningerne en provokation, der bevidst og unødvendigt trampede på mange menneskers følelser.
Weekendavisen beskrev Uffe Ellemann-Jensens væsen i en anmeldelse af hans første erindringsbog ”Din egen dag er kort” fra 1996 med ordene: ”fræk, vittig, selvrådig og usentimental”. Selv valgte han mottoet ”Numqvam Mansuetus Semper Ardens” (Aldrig Spag, Altid Brændende) til sit våbenskjold, da han blev tildelt storkorset af Dannebrogordenen i 2002. En orden, han i øvrigt var meget glad for at modtage.
”Jeg modtager gerne ordener og nyder at tage hele stadsen på og gå til nytårskur (….). Det er for mig et udtryk for sammenhæng og tradition,” skriver han i ”Som blad i høst”.
Læs andre mindeværdige citater fra Uffe Ellemann-Jensen her.
Hans mod til at gå mod strømmen, også når det var politisk ubelejligt, indbragte ham i 2008 Den Berlingske Fonds Hæderspris. I pristalen sagde den daværende formand for fonden, Joachim Malling, at Uffe Ellemann-Jensen altid var tro mod sine egne værdier og holdninger.
”Du har manøvreret både i positive scenarier og med fodnoter om benene, taget kritik og næser med oprejst pande, når det var nødvendigt at få tingene gjort og bragt frem til en politisk løsning,” sagde Malling i sin tale.
Prisen var også en anerkendelse af Ellemann-Jensens ”mangeårige modige og markante indsats for at placere Danmark centralt i den internationale politiske dialog”. Som den længst siddende udenrigsminister efter Anden Verdenskrig var Uffe Ellemann-Jensen en nøglefigur i de år, hvor det moderne Europa blev til i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud og Murens Fald. Han havde rejst i Østeuropa under kommunismen og var stærkt påvirket af den ufrihed, han oplevede, og ønskede at støtte befolkningernes oprør mod de totalitære regimer. Det indebar blandt andet, at Danmark blev det første land i verden, der i 1991 genoptog diplomatiske forbindelser med de tre baltiske lande – trods skarpe protester fra Sovjetunionen.
Uffe Ellemann-Jensen var i det hele taget ikke bange for at sætte danske aftryk på den internationale udvikling og bidrog helt til det sidste i debatten. Så sent som for en måned siden deltog han således sammen med sin søn og formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, i et valgmøde om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.
Der er bred enighed om, at Uffe Ellemann-Jensen tog de første spadestik til den aktivistiske udenrigspolitik, som Danmark har ført siden afslutningen af den kolde krig. Et afgørende element var hans beslutning i 1991 om at udsende korvetten Olfert Fischer til Golfen, efter at den daværende irakiske diktator Saddam Hussein havde invaderet Kuwait. Det skete karakteristisk nok med det, som Uffe Ellemann-Jensen ville kalde handlekraft, men andre måske egenrådighed - uden at vente på, at det var blevet drøftet mellem regeringspartierne, endsige i Folketinget.
Også når det gjaldt det danske Nato-medlemskab, var Uffe Ellemann-Jensen på sin vis forud for sin tid og stod fast på en utvetydig opbakning til Nato, selvom Folketingets flertal dengang ønskede en mere kritisk linje over for alliancen, især vedrørende kernevåben. I løbet af 1980’erne fik han i alt 80 ”næser” af Folketinget for ikke at respektere de dagsordener, der blev vedtaget af det alternative sikkerhedspolitiske flertal om forbehold for Natos politik. Forbeholdene, der blev døbt ”fodnotepolitikken”, blev dog ikke videregivet til Nato med hverken synderlig loyalitet eller entusiasme af Uffe Ellemann-Jensen. Han levede fint med næserne. Det vigtigste for ham var, at de øvrige Nato-lande aldrig fik grund til at tvivle på Danmarks helhjertede tilslutning.
Måske som et varsel om de turbulente tider og mange oplevelser, der skulle blive ham til del, blev drengen Uffe født i en forrygende snestorm i vinteren 1941 på sin morfars gård ved Haarby på Fyn. Gården og egnen omkring den blev livet igennem ved med at være Ellemann-Jensens fynske navlestreng, selvom han allerede som to-årig flyttede til København med sine forældre. Det var ved Haarby, at de høduftende sommerferier blev tilbragt, dér han gjorde sine første erfaringer med lystfiskeri i Haarby Å, og dér han vendte tilbage som voksen med sine børn og senere børnebørn for at dele ud af barndomslandets hemmelige steder.
Den ukuelighed Uffe Ellemann-Jensen kom til at demonstrere gennem mange faser af sit liv, havde han ikke fra fremmede. Hans far, Jens Peter Jensen, var et af 12 børn i en fattig husmandsfamilie og fik aldrig anden formel uddannelse end den lokale landsbyskole. Men han havde talent for at skrive og vilje og held til at blive ansat som journalist først ved Helsingør Dagblad, senere ved Børsen. Her endte han som chefredaktør og kom derfra til Fyns Tidende, også som chefredaktør.
I 1964 havde Jens Peter Jensen også overskud til at stille op til Folketinget for Venstre og endte med at sidde i Folketinget i mere end 20 år – stort set alle årene samtidig med, at han varetog jobbet som chefredaktør. Undervejs var han også viceamtsborgmester i Fyns Amt og medlem af Europarådet.
Faderens skrivetalent gik igen hos Uffe Ellemann-Jensen. Ikke blot syntes han, at det var ”mægtig skægt” gå i skole, fortalte han for nogle år siden i et portrætinterview til mediet Korridoren. Han grundlagde også skolebladet ”Krudtuglen”, som han selv skrev det meste af – og da skoletiden skiftede til gymnasiet i Birkerød, blev han redaktør for skolebladet der.
Nogen egentlig journalistisk karriere havde han dog ikke i tankerne og slet ikke en politisk. Næ, teenageren Uffe ville være lægemissionær i Afrika. Men da han ikke havde tålmodighed til at lære den fornødne latin, måtte han opgive lægestudiet, og som han sagde til Korridoren, ”så røg missionæren i samme omgang”.
Næste drøm var at blive ambassadør. Han havde læst om nogle af de store danske ambassadører, og han havde mødt nogle af dem i sine forældres hjem. De gjorde indtryk.
Bekendtskabet med udenrigstjenesten kom dog først en del år senere og med en anden indfaldsvinkel, end han havde forestillet sig.
I første omgang var det journalistikken, der hang ved, og efter sin eksamen som cand.polit. blev Uffe Ellemann-Jensen journalist, først ved Berlingske og siden i Danmarks Radio, dengang i monopolets dage, hvor det var en stensikker platform til at blive landskendt. Det blev han da også gennem fem år i DR, hvorefter han gjorde sin far kunsten efter og i 1975 blev chefredaktør på Børsen.
Men tiden i chefstolen blev kort og stormfuld, som Børsen noterede det i anledning af sit 120-års jubilæum. I efteråret 1976 blev han afskediget som følge af samarbejdsvanskeligheder med medarbejderne. De kulminerede, da Ellemann-Jensen truede med at fyre en journalist, der efter hans mening satte avisens renommé på spil ved at spekulere i aktier.
Hverken Børsen eller Uffe Ellemann-Jensen havde på det tidspunkt nogen anelse om, at bruddet ville resultere i en af de mest markante politiske karrierer i Danmark. Mens Ellemann-Jensen overvejede forskellige muligheder for et nyt job, dukkede hans far op med en forespørgsel fra Venstre i Aarhus: De stod pludselig og manglede en kandidat til det folketingsvalg, der skulle afholdes tre uger efter, i februar 1977, og ville gerne have Uffe. Var det noget?
Det var det, besluttede han i samråd med Alice, selvom han indtil da hverken havde været medlem af partiet eller planlagt en politisk karriere. Og tre travle og intense uger senere blev han valgt til Folketinget med det højeste stemmetal for Venstre i Aarhus Amt.
Tempoet fortsatte. Noget tydede på, at han ikke blot havde fået det journalistiske talent fra Jens Peter Jensen, men at faderen også havde givet den politiske tæft videre til sønnen. Efter et år var Uffe Ellemann-Jensen politisk ordfører, efter fem år udenrigsminister og efter syv år landsformand for partiet. Kun den ultimative juvel, statsministerposten, dumpede aldrig ned i hans turban. Det var uhyggelig tæt på i 1998, men endte med et mandats forspring til Socialdemokratiet og fire år mere til statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Alice Vestergaard og Uffe Ellemann-Jensen havde på forhånd talt sig frem til, at tabte han, skulle han trække sig ud af politik, og blot en måned efter valget gik han af som landsformand. På det tidspunkt var han 57 år, og ægteparret ræsonnerede som så, at han ville blive for gammel og slidt på entusiasmen, hvis han skulle tage endnu en periode i opposition, før der var en ny chance for at vinde regeringsmagten.
Det er betegnende, at Alice Vestergaard var den eneste, han rådførte sig med, før beslutningen blev taget. Uffe Ellemann-Jensen lagde aldrig skjul på hverken sin ømhed eller respekt for hustruen. Hun var hans hjemmebase. Hans vedblivende kærlighed. Hun var, som han sagde ved flere lejligheder med sin særlige latter, et godt eksempel på, hvad koner fra Vendsyssel kan: De kan holde manden oppe, når han er nede, og nede, når han er oppe.
Den politiske stafet blev senere samlet op, først af datteren Karen Ellemann, der blev valgt til Folketinget for Venstre i 2007, derefter af Jakob Ellemann-Jensen, der blev valgt i 2011. Han har siden 2019 været formand for Venstre.
Uffe Ellemann-Jensen efterlader sig foruden hustruen Alice, fire børn og 10 børnebørn.