Mads Fuglede: Jeg har altid syntes, jeg er en kryster og en kujon

Jeg troede, jeg skulle være den stærke ridder, der reddede hende, og så stod jeg bare der og græd

Folketingsmedlem for Venstre, Mads Fuglede, fylder mandag den 23. august 50 år. Han er for nylig flyttet på landet i Ringøbing-Skjern Kommune med sin kæreste Maria og deres søn Johannes.
Folketingsmedlem for Venstre, Mads Fuglede, fylder mandag den 23. august 50 år. Han er for nylig flyttet på landet i Ringøbing-Skjern Kommune med sin kæreste Maria og deres søn Johannes.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg har fået min søn, Johannes. Jeg havde forberedt mig på at blive far, men det tog fuldstændig fusen på mig. Jeg var den første, der så min søn under fødslen, jeg blev så bevæget. Jeg græd og græd. Maria, min kæreste, stoppede nærmest fødslen for at høre, om jeg var okay. Jeg troede, jeg skulle være den stærke ridder, der reddede hende, og så stod jeg bare der og græd så meget. Hun blev nødt til at sikre sig, at jeg var okay. Jordemoderen syntes, det var fantastisk morsomt. Før i tiden troede jeg, at forældre tænker på deres børn engang imellem, men jeg tænker på Johannes hele tiden. Og sådan vil det være, indtil jeg ikke er her mere.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Jeg cyklede rundt i Nordjylland med min ven Rasmus i sjette og syvende klasse. Vi gjorde aldrig det, der var forventet af os, vi gjorde det, vi ville. Jeg begyndte at forstå, at der fandtes ting, der er meget større end mig selv. Vi skulle konfirmeres, så jeg læste Bibelen og blev fuldstændig opslugt af Johannes-evangeliet. Det maler så smukt og klart noget, som er så svært at forstå.

Hvilke personer – ud over din kæreste Maria – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det har Rasmus, som jeg kalder min bror. Vi mødtes, da jeg var barn og flyttet til Nordjylland. Pludselig stod han på gårdspladsen og spurgte, om vi skulle lege. Det viste sig, at det betød at cykle rundt i skoven i stilhed i timevis. Bagefter læste vi tegneserier, mens vi spiste honningmadder. Vi har været så meget sammen i vores liv, at vi er brødre. Jeg har tit svært ved at forstå mig selv. Men når jeg taler med Rasmus, så kan jeg.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på i samme profession som dig?

Man skal komme over sig selv. Du repræsenterer et parti og en ideologi, et område, en hel masse mennesker. Og først til allersidst dig selv.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

Som ung besluttede jeg mig for, at jeg ville læse halvanden time hver dag. Oprindeligt gjorde jeg det i dovenskab, for på landet ender man hurtigt med at lave fysisk arbejde, hvis man ikke laver noget andet. Det blev en vane. Hver dag læser jeg et par timer.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Jeg har en dyb sorg over, at min morfar døde, da jeg var dreng. Det var så urimeligt. At et menneske, jeg elskede så højt, og som var så glad for mig, ikke var her mere. Jeg ved ikke, om det nogensinde er blevet forløst. For to år siden døde Rasmus’ far, Johannes, som min søn er opkaldt efter. Johannes var et enestående menneske. Han sagde aldrig, hvad der var rigtigt og forkert. Han viste det med sine handlinger. Jeg savner ham stadig. Jeg tør slet ikke tænke den tanke til ende, at mine egne forældre også er dødelige.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Jeg husker mest, når jeg ikke er modig. Jeg har altid syntes, jeg er for meget en kryster og en kujon. Så sidder jeg bagefter og indser, at jeg skulle have handlet anderledes. Hvorfor sagde jeg ikke fra? Hvorfor slap jeg ikke alt, jeg havde i hænderne og hjalp til? De, der kender mig, vil nok sige, jeg har mod til at stå ved den, jeg er. Måske vil de i samme åndedrag kalde mig stupidt stædig, men jeg tror, det er befriende at vide, hvor man har folk.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg ligner min far, både af sind og udseende. På billeder af os som unge kan ingen kende forskel. Ligesom ham er jeg optaget af litteratur og historie, og ligesom ham bliver jeg rastløs af at se tv. Jeg prøver at være som min mor. Hun holder kærligt fast i en, selv hvis det har vist sig, at man ikke fortjener at blive holdt fast i. Den kærlighed har jeg lært meget af.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Tusind ting. Nogle gange kan jeg tænkte, at jeg burde have gjort alting anderledes. Det værste er, hvis jeg har såret andre. Der er så mange gange, jeg føler, jeg ikke har slået til. Kun Gud kan vel egentlig tilgive mig, men jeg kan forsøge at lære.

Hvad tror du på?

Jeg tror på, at Gud levede blandt os som menneske. Som Jesus viste han os ikke præcis, hvad vi skal, men hvor vi skal hen.