Prøv avisen

Mai Buch fik Det Kongelige Teaters økonomi på fode

Mai Buch nåede at være med i Det Kongelige Teaters ledelse i næsten 10 år. Foto: Reimar Juul.

I løbet af et par år fik Mai Buch, Det Kongelige Teaters tidligere økonomidirektør, institutionens økonomi rettet op. I dag fylder hun 60 år

Tidligere økonomidirektør ved Det Kongelige Teater Mai Buch fylder i dag 60 år. Hun trådte til på teatret i 1989 i økonomiske trængselstider, men fik på et par år vendt økonomien til en god gænge.

Det lå ellers ikke i kortene, at Mai Buch skulle være økonomidirektør i et teater. Hun er uddannet fra Danmarks Tekniske Universitet på ingeniørstudierne og arbejdede de første år af sin karriere i Miljøministeriet.

For at komme videre på karrierestigen søgte hun imidlertid ind i konsulentbranchen hos selskabet Mercuri Urval. Da hun i den forbindelse skulle arbejde med forslag til at bedre økonomien på det fine teater, var vejen banet for et egentligt jobtilbud.

Mai Buch nåede at sidde med i ledelsen for teatret i næsten 10 år, fra 1989 til 1998. En strid om teatrets fremtid og eventuelt nyt skuespilhus underminerede dog hendes position på teatret.

I stedet skiftede Mai Buch atter til centraladministrationen, denne gang som direktør for it- og teleområdet i Videnskabsministeriet.

De seneste 10 år har Mai Buch stået i spidsen for sin egen virksomhed, der søger at kombinere ansattes ønsker til udvikling med ledelsens behov for at udvikle virksomheden.

Mai Buch arbejdede i Miljøministeriet sammen med den senere DR-generaldirektør Christian Nissen, og de to blev gift i 1987.

/ritzau/