Når DR i øjeblikket sender anden sæson af ”Danmarks bedste portrætmaler”, er Thomas Kluge heller ikke denne gang med som deltager. For han behøver ikke længere at bevise, hvad han kan. Landets førende erhvervsfolk, politikere og kulturpersonligheder har længe stået i kø for at blive malet af ham, og i 2013 blev han ovenikøbet den første maler siden 1880’erne, der har malet hele kongefamilien.
Med sin rokokoagtige yndlingssilkesløjfe i den tykke hestehale ligner Thomas Kluge også en kunstner fra en svunden tid, og hans teknik er fuldt ud på niveau med de illusionsmalere, der portrætterede konger og adelige, før fotografiet fik mange kunstnere til at søge andre veje. Men selv bruger han ofte fotografier som forlæg for sine nyrealistiske malerier, der både er blevet sammenlignet med Rembrandt og Strøbek. For som han har sagt her i avisen, er et maleri alligevel altid mere end et fotografi, fordi det er en fortolkning af det, man ser.
Da Thomas Kluge malede sit første ultrarealistiske og nærgående billede af den danske regent i 1995, udbrød Dronningen ifølge Thomas Kluge også:
”De har sandelig fået det hele med.”
Det tog han som en stor kompliment. Og han har på samme nærgående vis malet store personligheder som prins Henrik, kronprins Frederik, Mærsk McKinney Møller, Erik Norman Svendsen, Anders Fogh Rasmussen og senest Hans Edvard Nørregård-Nielsen, ligesom han som en slags nationalmaler i anledningen af 150-året for nederlaget i 1864 blev bestilt til at male et stort maleri.
Men Thomas Kluge har ikke altid haft succes som maler. Faktisk forsøgte han i perioden 1989-1991 tre gange forgæves at komme ind på Kunstakademiet, inden han alligevel som mere eller mindre autodidakt kunstner fik sit gennembrud med en ”bemærkelsesværdig maleriserie” på Charlottenborgs forårsudstilling i 1994. Og et af malerierne fra dengang er nu med på den aktuelle udstilling ”Mens vi venter” i Bispegården i Kalundborg, der både viser hans tidligere værker og nogle helt nye blomsterbilleder.
Kluge har ofte stået i opposition til kunsteliten herhjemme, og hans vej til at blive kongelig portrætmaler skal også findes i hans protest mod hans kunstnerkollegers malemåder.
Her i avisen har han fortalt, hvordan det tidligt formede ham at tage med sin daværende kæreste til Louisiana foran Yves Kleins berømte maleri, der var malet helt blåt:
”Med sin mest tydelige Næstved-accent udbrød hun: ’Sikke noget møg’. Og jeg kunne se på de damer, der stod ved siden af i pels, at vi var faldet socialt igennem her, så jeg tyssede på min kæreste og forklarede hende, at det var et meget vigtigt værk, der udtrykte en form for uendelighed gennem den blå farve. Men først da vi senere tog sammen på Glyptoteket og stod foran Strøbeks egetræsmalerier, sagde hun: ’Se, det er kunst!’. Jeg indvendte, at man da lige så godt kunne fotografere de træer. For sådan var jeg opdraget, men oplevelsen fik alligevel mine øjne op for, at der fandtes den samme uendelighed og tomhed i Strøbeks billeder som i Yves Kleins billeder. Sådan forstod jeg, at det var det visuelle, jeg søgte, og ikke det konceptuelle. Og sådan fandt jeg min egen stil og begyndte at male sådan selv,” fortalte Thomas Kluge, der nu igen har base i Næstved, hvor han er gift med provst Anna Helleberg Kluge.
Udstillingen ”Mens vi venter” havde fernisering i lørdags og kan ses på Bispegården i Kalundborg frem til den 3. marts, inden den vises på Koldinghus, hvor den også vil markere Thomas Kluges 50-årsfødselsdag den 6. marts.