Inger og Niels Andreassen var som Fy og Bi, som nat og dag, som yin og yang: De var modsætninger i symbiose. Hun var rolig og blid. Han var højlydt og entusiastisk, nogle gange lidt for meget. Men de kom altid gående hånd i hånd, der var ikke den ene, uden der også var den anden, og derfor gav det mening, da de efter 53 års ægteskab døde med kun fem ugers mellemrum, hun den 11. februar og han den 21. marts i år.
De arbejdede også sammen som officerer, det vil sige præster, i frikirken Frelsens Hær, og fundamentet var de fælles om. Man skulle tro, at apostlen Paulus kendte ægteparret personligt, funderede deres mellemste datter i talen over moderen til hendes begravelse. For en passage i Paulus’ Brev til Romerne synes at være skrevet som om dem:
”Kærligheden skal være oprigtig ... Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen ... Læg vægt på at være gæstfrie,” står der blandt andet.
Inger blev født i Aalborg, men voksede op i Virum ved København. Faderen var skraldemand, og Inger lærte tidligt at smøge ærmerne op: Alle familiens syv børn var med til at gå med aviser og havde mælkeruter. Hun fik syv års skolegang, men uddannede sig senere til præst i Frelsens Hær, hvor hun var familiens tredje generation af kirkegængere.
Niels, derimod, var lægesøn. Men han led af epilepsi, og man mente, da han var barn og ung, at det også gik ud over forstanden. Derfor var planerne for ham mere beskedne: Han blev sat i lære som autolakerer.
Da han var omkring 25 år, blev han inviteret til koncert af en kammerat. Troede han. For koncerten viste sig at være et møde i Frelsens Hær, og Niels var vakt med det samme: Her fandt han en vej, der var hans egen, og et fællesskab, der rummede ham uden forbehold.
Det var i kirken, at parret mødte hinanden. De blev gift i 1967, og fire gange blev Inger gravid, men børnene døde, to kort før termin og to i dagene efter fødslen. Derfor adopterede de i 1972 deres ældste datter Joan – og fik samme år en biologisk datter, Camilla, og to år senere endnu en, Henriette.
Fire døde børn var en ilddåb i modgang og sorg. Niels forstod allerede på sin egen krop, hvad det vil sige at føle sig misforstået eller udenfor. Det var nok derfor, han så andre mennesker, som ellers er lette at overse, og derfor at parret på en ægte måde viste medlidenhed med dem, som led.
Da pigerne var små, gav forældrene husly til hjemløse i nogle værelser på etagen over deres bolig i Næstved. Men en nat gik en logerende i en psykose amok på Niels med en krumsabel. Han stak ham flere gange, så Niels blev indlagt og var tæt på at dø. Det var en af de få gange, hvor gæstfriheden fandt en grænse for Inger og Niels. De lukkede herberget og åbnede i stedet et krisecenter for voldsramte kvinder.
Familiens stue var centrets opholdsstue. Hjemmet var altid fuld af fremmede, også juleaften. Der sad altid en grædende kvinde i køkkenet. Der var altid et ekstra barn at passe. Rolig og jordnær tog Inger sig af det hele, hun lavede mad, gjorde rent og førte hus. Og højt sang Niels serenader til sin hustru (” du er min øjesten ”) og lovsange til Vorherre ( ”mit hjerte jubler, thi jeg fandt en perle dyrebar” ), mens han fik stadig flere ideer til sociale projekter, hvoraf ni ud af ti gik til grunde. Men resten gjorde forskel: For eksempel eksisterer krisecentret i Næstved endnu.
I 2020 fik Niels konstateret kræft med spredning. Familien vidste, de ville miste ham. Ingen vidste, at Inger ville overhale ham i svinget. I januar i år fik hun meget ondt i maven. Også det var kræft med spredning. Hun havde desuden flere andre diagnoser, og til sidst kom corona oven i.
Hun døde af det hele på Hvidovre Hospital omgivet af sin familie i beskyttelsesdragter, som astronauter på en månelanding. Niels blev indlagt for sidste gang, også på Hvidovre Hospital, samme aften, som Inger blev begravet om dagen. Han kom senere hjem for at dø.
”Forfremmet til herligheden,” siger man i Frelsens Hær om døden, og sådan stod der i dødsannoncerne.
For parret troede på, at det er målet, de har nået, ikke enden.
”Nu bliver der stilhed på jord og kaos i himlen! For en Guds mand har lagt uniformen og er gået ind til festmåltidet, helt sikkert siddende med mor i hånden,” forudså den mellemste datter i begravelsestalen til sin far.
Derinde venter også de fire børn, de mistede, men aldrig glemte. Familien spøgte ofte med, at de får brug for et stort hus deroppe.