Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Noget af det vigtigste er, at jeg for knap tre år siden flyttede tilbage til Østerbro i København. Det gjorde jeg af én bestemt grund: Mine børn syntes simpelthen, der var for langt til Helsingør, hvor jeg boede før. Det tager altså også 28 minutter med toget, så det er hårdt. Men nu ser jeg mine to sønner, min steddatter og mit barnebarn meget oftere.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Når man har haft et langt liv, er der jo mange mennesker, som har betydet noget. Men jeg vil alligevel nævne digteren Frank Jæger. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv, og min far flyttede på et tidspunkt tilbage til landsbyen Tranekær på Langeland, hvor han kom fra. Han kunne ikke flytte ind i sit gamle hus, for der boede Frank Jæger med sin kone og to små børn. Og sådan mødte jeg ham, da jeg var omkring 16 år. Vi sad ofte ude i hans køkken, hvor han fortalte og læste op af prosa og lyrik. Det var første gang, jeg på den måde stiftede bekendtskab med litteraturen. Det gjorde et fantastisk stort indtryk på mig og førte til, at jeg selv begyndte at læse. Det endte med, at jeg købte så mange bøger, at jeg fik 25 ører i rabat på bøger nede hos den lokale boghandler.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg har nok arvet noget af min mors empati og kærlighed – også til dyr. Da jeg var barn, havde vi schæferhunde og en schæferhundekennel. I dag har jeg også et rigtig godt forhold til hunde og katte.
Hvad tror du på?
Jeg tror på Gud. Jeg tror på, at der er noget, der er større end os selv. Og jeg går da også i kirke en gang imellem. Jeg kan især godt lide at synge salmer.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Det hele startede med min læretid i Nordisk Boghandel i København, hvor jeg begyndte, efter jeg var droppet ud af gymnasiet. Og det var altså en boghandel, hvor der var nordisk litteratur – der var ikke nogen badebolde eller viskelædere. Derefter skulle jeg desværre være soldat i to år, og det, kunne man umiddelbart tænke, var to spildte år. Men det tænker jeg ikke, for jeg mødte mange mennesker, som kom fra nogle vidt forskellige miljøer. Det gjorde jeg også, da jeg gik på Krogerup Højskole. Det er enormt vigtigt, at man snakker med nogle anderledes mennesker og hører nogle andres synspunkter. I dag kalder man det empati. Det handler om, at man skal lære sig selv at lytte, inden man overhovedet kan samtale.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det gjorde jeg i 1986, da jeg startede forlaget Per Kofod. Det var virkelig noget af et spring. Og det holdt i næsten 30 år, med op- og nedture, selvfølgelig.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
I min barndom var min mor nervesvækket og ofte indlagt på hospitalet, så jeg opholdt mig ofte på Frederiksberg hos min mormor. Hende var jeg meget knyttet til. Så selvom jeg for længst var flyttet hjemmefra, da min mormor døde i 1960’erne, var det et stort tab.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
På trods af de svære tider i bogbranchen har jeg fortrudt, at jeg for syv år siden solgte mit forlag Per Kofod. Jeg skulle have kæmpet videre.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg kan huske en vinter, hvor jeg hjalp til hos en juletræshandler på hjørnet af Bogholder Alle og Jernbane Alle i Vanløse. En dag inviterede min mor juletræsmanden op. Det var ikke rigtig noget, man gjorde dengang. Og han havde træskostøvler på. Dem måtte han så tage af, men han blev inviteret op på varm kaffe. Den oplevelse fik mig til at interessere mig endnu mere for andre mennesker.