Torben Lund: Man skal leve fuldt ud som den, man er

Hans mor var et kæmpe forbillede. Faderen havde han et dårligt forhold til. Ingen af dem vidste, at han var homoseksuel. I dag fylder Torben Lund 70 år. Kristeligt Dagblad har stillet den tidligere advokat og sundhedsminister nogle af livets store spørgsmål.

Torben Lund fylder i dag 70 år. Som blandt andet tidligere advokat, sundhedsminister, ordfører og programredaktør har den ambitiøse mand mange titler. I dag er han pensioneret og bor med sin mand på Vesterbro i København. – Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.
Torben Lund fylder i dag 70 år. Som blandt andet tidligere advokat, sundhedsminister, ordfører og programredaktør har den ambitiøse mand mange titler. I dag er han pensioneret og bor med sin mand på Vesterbro i København. – Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det er svært. Livets faser har jo mange sider. Men der er to konkrete faser, der er vigtige for mig og har med min seksualitet at gøre. I 1980’erne lavede vi partnerskabsloven, som blev vedtaget og trådte kraft i oktober 1989. Det var den første lov af den art i verden, hvor to mennesker af samme køn kunne indgå i et partnerskab. Det fik stor betydning for mig personligt, da vi fik positiv respons fra udlandet.

I forlængelse af det valgte min mand og jeg at sige ja tak i 1998 til at deltage i det kongelig hofbal for Folketinget hos Dronningen. Det var jo en mere eller mindre ligegyldig begivenhed, men det viste sig at blive en kæmpe begivenhed mediemæssigt, men ikke mindst for min mand og jeg. De efterfølgende reaktioner, efter at have mødt op som par, var glædelige. Kongehusets og mine kollegers positive accept. Det bringer glæde og varme til mit liv, når jeg ser tilbage.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Min mor. Jeg havde et nært forhold til hende. Hun var et fantastisk menneske. Ikke prangende og udadvendt, men tilbageholdende og kærlig. Hun var en solid støtte hele min barndom og hele mit liv. Hun var ikke til kys og kram. Men hun var der alligevel altid, når jeg havde brug for det. Hun har givet mig nogle værdier, som jeg har prøvet at videreføre. Om retfærdighed og ordentlighed, som var karaktertræk, som hun repræsenterede.

De sidste ti år af sin levetid blev hun dårlig, og jeg besøgte hende hver uge på plejehjemmet i Vejle. Vi fik smørrebrød. Nu vil jeg ikke blive rørstrømsk, men den sidste snak, jeg havde med hende, viser noget om, hvor godt vores forhold var. Hun var blevet senil og pludselig udbryder hun ”Torben, du er da min mand, ikke?”. Jeg blev noget paf og kunne have snakket hende efter munden. Jeg sagde i stedet: ”Mor, jeg er din søn. Min far er død for mange år siden.” Så var hun glad nok for det svar. Det er en bemærkning, jeg aldrig glemmer. Det var et udtryk for vores nære forhold.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg ser mest min mor i mig selv. Hun gik meget op i, at alle mennesker skulle være lige. Jeg ser ikke så mange træk fra min far. Jeg havde det faktisk ikke så godt med min far, fordi jeg slet ikke kunne leve op til hans krav. Han havde fået to døtre før mig. Min far var håndværker, og det skulle jeg i hvert fald også være i hans øjne. Det var slet ikke mig. Som dreng var jeg enormt ked af det over det, men min mor støttede mig i min person, så jeg slap ud af tristheden.

Mine forældre var ikke bevidste om min seksualitet i min barne- og ungdomsår. Det talte vi ikke om. Men det blev offentligt kendt, da jeg var politisk ordfører, da det stod på forsiden i alle aviser. Min mor reagerede meget typisk. Hun var på ingen måde selvoptaget, men hendes bemærkning var: ”Hvorfor skulle det dog overgå mig?”. Hun var bange for, hvordan hendes naboer ville reagere. Hun var også bekymret for, hvordan det ville gå hendes dreng. Men kommentaren var ikke for at være egoistisk, men en bekymring.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på dybt vand?

Det gjorde jeg, da jeg for alvor forlod mit arbejde i Vejle som advokat og gik ind i Folketinget. Det var jo ikke nogen sikker levevej.

Derudover har det også været spørgsmålet om at leve fuldt ud som den, jeg er. Jeg valgte ikke at tage springet selv. Det var den tidligere medicinaldirektør Palle Juul-Jensen, der udgav en erindringsbog om sin tid i statens tjeneste. Deri skrev han, at der var to sundhedsministre som havde påvirket aids-politikken på grund af deres seksualitet. Og det var jo Yvonne Herløv Andersen, der er lesbisk, og så mig. Det tolkede medierne så, at det ikke kunne være andre end os to. Så tog jeg skridtet fuldt ud og sprang ud som homoseksuel.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Der er sommetider nogle, der har stillet mig det umulige spørgsmål: ”Ville du ikke have ønsket at leve med din homoseksualitet noget før?”. Det er umuligt at svare positivt på. Jeg har jo fået mine to børn og to børnebørn, og det ville jeg aldrig have undværet. Det har tilført en stor glæde i mit liv.

Beskriv en scene fra din barndom.

Jeg vil tage en scene fra min ungdom, hvis jeg må. Den siger noget om, hvad det var for et opbrud, der skete i min ungdom. Jeg var den første i min familie, der fik en længerevarende uddannelse. Jeg kommer fra et arbejderhjem, så der var et kolossalt socialt opbrud i forhold til det liv, min familie hidtil havde levet. Det gav udslag den dag, jeg blev student. Mine forældre kom aldrig på gymnasiet. Det var ikke et sted for dem, da de følte, at de ikke hørte til der – det var til det bedre borgerskab. De kom ikke den dag, jeg skulle have huen på. Det kunne de ikke. Jeg bebrejder dem ikke for det, men jeg blev alligevel ked af det. Jeg fik en god dag alligevel, da en af mine klassekammerater havde fortalt sine forældre, at mine forældre ikke ville komme. Så de havde taget en rose med til mig. Det blev jeg meget glad for.