Der er visse bøger, der er svære at undvære. ”Politikens filosofileksikon” er sådan en bog. I mange år (før den nyeste sort-hvide udgave fra 2010 udkom) var omslaget lysende indigoblåt og gjorde leksikonet nemt at finde blandt de andre bøger på bogreolen. Sådan en bog, der altid er der, og som man griber ud efter, når man ikke lige forstår en henslængt Kierkegaard-reference eller lige skal have opfrisket forskellen på Kants ”tingen i sig selv” og ”tingen for os”.
”Redigeret af Poul Lübcke” har der alle årene stået i leksikonets omslag. Nu er Poul Lübcke, der beskrives som ét af landets mest vidende mennesker, død, 68 år. Han efterlader sig tre snart voksne børn, Christiane, Amalie og Adam, og deres mor, Janne, men ud over dem også et væld af tidligere studerende og yngre forskerkolleger, der føler, at Poul Lübcke var dén, der ledte dem sikkert ind på det kringlede stisystem, der kaldes filosofien.
Stisystemet kendte Poul Lübcke som sin egen bukselomme. Tænk over det: Hvem er faktisk i stand til, ene mand, at finde rundt i og systematisere alle de store tænkere inden for filosofien, deres teorier og begreber? Det var Poul Lübcke, med en ”harddisk” og en formidlingsevne, der rakte ud over fatteevnen for selv landets klogeste hoveder.
Han var født i 1951 og voksede op på Østerbro i København. I 1978 blev han magister i filosofi ved Københavns Universitet og viste allerede i studietiden et nærmest overdrevent engagement. Mens hans medstuderende kærestede rundt, sagde han drillende, at den eneste pige, der var værd at gå efter, var ”Sofia”. Altså visdommen. Han blev siden forskningsstipendiat og adjunkt, først ved Københavns Universitet, så ved Roskilde Universitet i 1980’erne og en overgang også på Handelshøjskolen i København, CBS.
I 1998 blev han ansat som lektor i filosofi ved Københavns Universitet, og her blev han frem til 2016, hvor han blev afskediget.
Igennem årene har Poul Lübcke skrevet og redigeret en lang række overbliksskabende udgivelser, blandt andet serien ”Vor tids filosofi” og ”Filosofisk håndbog” (sammen med Jørgen Husted), begge på Politikens Forlag. ”Politikens filosofileksikon” kom i boghandlen i 1983 og er siden blevet revideret flere gange og oversat til norsk, svensk og tysk. Og selvom det i dag nok er de store, engelsksprogede digitale encyklopædier, de studerende tyr til, er det alligevel værd at hylde klassikeren ”det blå leksikon”, der herhjemme er det første af sin art, der samler filosofiens stridende skoler og traditioner i ét opslagsværk.
”Det blev synligt for lægmand, at filosofi ikke bare er noget, hvor kloge mænd sætter sig ned og begynder fra bunden med nogle store tanker, men en evig diskussion, som man kan melde sig ind i,” siger Sune Lægaard, lektor i filosofi og viceinstitutleder på Roskilde Universitet.
Sune Lægaard er én af dem, Poul Lübcke i sin tid fik gelejdet i retning af filosofien. Lægaard havde Lübckes forhenværende hustru, Pia Lübcke, som gymnasielærer og blev på et tidspunkt, da han gik i 3. g inviteret med hjem til ”filosoffen”. Her mødte han en mand med en imponerende viden – og en ret udfordrende personlighed:
”Poul Lübcke var meget ironisk anlagt, sarkastisk faktisk, men ikke på nogen ond måde. Det kunne være ret svært at håndtere, men når man lærte ham at kende, vænnede man sig til det,” siger han.
Flere af Poul Lübckes kolleger beskriver ham netop som en ”trickster”, der nød at så en lille velment usikkerhed i samtalen. Og selvom om det kan synes uforsonligt, så var det ikke sådan i praksis.
I virkeligheden var den ironiske ventil måske et diplomatisk træk, der satte ham i stand til at tale med alle om alt. I et miljø, hvor de akademiske fløjkrige har raset, var Poul Lübcke aldrig tilhænger af noget bestemt, og han søgte på samme vis at opløse skråsikkerheden, hvis den viste sig hos andre: habermasianere, heideggerianere, angelsaksere, strukturalister, marxister, kierkegaardianere og løgstrupianere. Ingen gik fri af hans drillerier.
På Facebook mindes Poul Lübckes tidligere studerende en underviser ud over det sædvanlige, og det fyger med anekdoter om ham. Om hans mandehule af et ”1800-tals-salonkontor”. Om dengang, han skulle forklare et hold studerende, hvad Descartes mente, og løftede en stol op over hovedet og råbte: ”Eksisterer denne stol?!”. Om hans borgerligt-liberale fritænkersind, der ikke lignede de andre universitetsprofessorers. Om hvordan han serverede whisky for et hold studerende som tak, da de havde hjulpet ham med at flytte nogle møbler, som skulle til et af hans feriehuse i Italien.
De filosofistuderende opsøgte ofte Poul Lübcke på kontoret for at få opklaret et grubleri, og han var ikke bleg for at tage en øl med dem i fredagsbaren bagefter. Det skyldtes måske også, at han i udpræget grad var et b-menneske, der frabad sig morgenmøder, men til gengæld kunne sidde og arbejde på universitetet til langt ud på aftenen.
Under en fyringsrunde i 2016, der i nogles øjne især ramte de ældre ansatte, blev Poul Lübcke afskediget som lektor. Han benyttede lejligheden til at gå på en slags pension, men fortsatte med at undervise i filosofihistorie, blandt andet på specialture, som han arrangerede til sine huse i den lille italienske by Pacentro i Abruzzoregionen.
Poul Lübcke døde pludseligt den 19. marts under en operation for en kræftsygdom, der blev konstateret i begyndelsen af året. Bisættelsen foregik i fredags fra Holmens Kirkegårds Kapel på Østerbro i København og var kun for de allernærmeste på grund af hensynet til smittefaren ved coronavirussen. På kransen fra filosofkollegerne stod der:
”Til den store ironiker.”