Poul Martinsen skriver for tiden på en novellesamling. Efter et langt liv som rost og berømmet fortæller i billeder, lyd, ord, budskaber og følelser har han kastet sig over fik- tionen. Men han har erfaret, at fiktion er svært for en inkarneret dokumentarist. Og at tid er en knap ressource i alle aldre.
”Jeg troede engang, at når jeg blev gammel og fik rigtig god tid, så ville jeg sidde på et ophøjet sted, se på verden og tænke store tanker. Men nu er jeg gammel, og jeg har opdaget, at man får travlt med alt muligt, for eksempel hele tiden at rende til læge. Så jeg har for lidt tid,” siger Poul Martinsen, der i morgen fylder 85 år.
Oprindeligt var han dagbladsjournalist, der efter elevtid på en lokalavis i Køge kom til Dagens Nyheder og Politiken. Men tidligt i karrieren traf han to beslutninger, som skulle få stor betydning i hans liv. Dels ville han have sig et speciale, et felt, hvor han vidste mere end andre journalister. Valget faldt på psykologi, som han læste på universitetet sideløbende med arbejdet og afsluttede med en kandidatgrad i 1964. Dels ville han til USA, fordi alle de spændende ting i journalistikken kom derfra.
Amerikanske journalister var begyndt at fortælle historier, hvor de fra en posi- tion som fluen på væggen beskrev almindelige menneskers livsvilkår og følelser. Poul Martinsen læste journalistik på Columbia University i New York og så i den forbindelse en masse interessante dokumentarfilm. Han husker blandt andet ”Salesman” af brødrene Maysles, som beskrev en håndfuld amerikanske bibelsælgeres vanskeligheder med at leve af og tro på deres job.
Sådan noget ville Poul Martinsen også lave. Han kom til Danmarks Radio og gav sig til at indføre følelser og for-domsnedbrydende psykologiske eksperimenter i et medie, der på dansk grund indtil da mest havde bestået af veltalende mænd i jakkesæt i et tv-studie.
I ”Broen” fra 1969 fik nogle af datidens rockere, ”vilde engle”, og nogle hippier, som indbyrdes hadede hinanden, til opgave at bygge en bro sammen. Filmen beskrev, hvordan de var nødt til at arbejde med deres fordomme – og endte med at lykkes. ”Broen” har fået status som det allerførste reality-tv i Danmark, hvilket Martinsen ser som en tvivlsom ære.
”Jeg er ikke stolt af at blive udnævnt til reality-konge. Jeg indrømmer, at formen ligner, men jeg synes, jeg på et helt andet plan ville fortælle noget med min udsendelse. Jeg havde et budskab. Jeg ville nedbryde fordomme. Det er få af nutidens reality-programmer, jeg kan få øje på noget som helst budskab i. Det er bare plidder-pladder,” erklærer Poul Martinsen.
Derimod betragter han prædikatet ”rød lejesvend” – datidens nedsættende betegnelse for mange af Danmarks Radios medarbejdere af formodet venstreorienteret observans – som en hædersbetegnelse. For ”det var nødvendigt at lave sådan nogle ting”, som han siger om blandt andet et andet eksperiment, hvor en helt almindelig familie fra Roskilde blev indkvarteret på Christiania og skiftede fra et afstandtagende til et accepterende forhold til fristaden.
Forbrydere udgør en særlig fascination i Poul Martinsens univers. I filmen ”Clark” fra 1977 fortalte han historien om den svenske bankrøver og gidseltager Clark Olofsson, og i bogen ”Hypnosemorderen – dobbeltmennesket Palle Hardrup” fra 2012 beskriver han en mand, der blev bankrøver og morder.
Mere end 100 dokumentarfilm bærer Poul Martinsens signatur. Flere af dem er i dag meget berømte, som ”Lydighedens dilemma” fra 1978 om, hvor langt en gruppe studerende vil gå i at påføre andre smerte, fordi en autoritet beder om det. Nogle film blev ligefrem internationalt prisbelønnede, som Prix Italia-vinderen ”Den sagtmodige morder” fra 1988, som beskriver, hvordan sociale og kulturelle normer i en indvandrerfamilie gør en ung mand til morder.
Han var fast på lønningslisten hos DR i årene 1968-1994, afbrudt af perioder som udsendt u-landsmedarbejder i Kenya, hvor den ene af den fraskilte Martinsens tre sønner i dag har bopæl. Fascinationen af det afrikanske land har også kastet filmen ”Masaierne – og de gode hensigter” fra 1992 af sig. På freelancebasis fortsatte Poul Martinsen med at producere dokumentarfilm til DR og TV 2, inden han skiftede tilbage til den skriftlige fortælleform, som har den fordel, at værkerne kan skabes hjemme i lejligheden i Lyngby.
Når tiden og de store tanker er til det.