Manden i velfærdsstaten

Studerende kender ham for lærebøger om samfund og politik. Avislæsere og tv-seere kender ham som en uhyre velargumenterende debattør og forsvarer af velfærdsstaten. I dag fylder professor Jørgen Goul Andersen 60 år

Professor Jørgen Goul Andersen har en lang række bogudgivelser på cv’et. –
Professor Jørgen Goul Andersen har en lang række bogudgivelser på cv’et. –. Foto: Martin Dam Kristensen.

For den læser, som ikke kender professor Jørgen Goul Andersen og hans forskning, kan fem minutter på søgemaskinen Google hurtigt udvikle sig til timevis af læsning.

For Jørgen Goul Andersen er en både arbejdsom, ihærdig og ud- og omfarende professor. I meget destilleret form afgrænser hans forskning sig til, hvordan og hvorfor Velfærdsdanmark fungerer, men herunder breder en underskov af velfærdsforskning sig.

Et minimalt udpluk af pointer fra de seneste års Goul Andersen-analyser lyder, at kickstarten af dansk økonomi er slået fejl, at vælgerne har fået serveret for megen krisesnak og for lidt tryghed, at den lave danske fødselsrate er den største trussel mod velfærdens fremtid, og at danskerne faktisk er overordentlig tilfredse med det danske velfærdssamfund.

LÆS OGSÅ: Anne Dorte Michelsen: Den dag jeg blev københavner

I dag fylder han 60 år. De seneste fire af dem har han tilbragt på Aarhus Universitet ved institut for statskundskab, og inden da nød Aalborg Universitet godt af ham i 15 år, hvor han blandt andet oprettede center for sammenlignende velfærdsstudier. Han har omkring 40 bogudgivelser på cvet, og blandt landets gymnasieelever og studerende vil en pæn sjat nok kunne nikke genkendende til titlen Politik og samfund i forandring fra 1998. En bog han i øvrigt skrev, mens hans på det tidspunkt lille søn gennemgik en hård kræftbehandling.

Jørgen Goul Andersen er en travl herre som velfærdsdebattør, foredragsholder, underviser og forsker, men han trives i højt tempo, når arenaen er velfærd, samfund og politik.

Da Morgenavisen Jyllands-Posten interviewede ham for tre år siden, var han tilsyneladende så positivt ustoppelig i sin strøm af ord, at skribenten sammenfattede det således:Havde Jørgen Goul Andersen en hale, ville den helt sikkert logre af begejstring, imens vi taler om politik, valg og velfærdssamfund.

I selvsamme interview fik avislæseren også et mere privat indtryk af velfærdsprofessoren. Hans evne til at nå uforholdsmæssigt mange ting skyldes, at han i årevis kun sov fire timer om natten, men at han nu på grund af alderen strækker sig til hele fem timer under dynen.

I 2008 lå han dog ufrivilligt på langs i fire dage. Under en skiferie med sin hustru, Elsebet Bjerrum, og parrets fire voksne børn kolliderede han så voldsomt med en anden skiløber, at hans kranie åbnede sig med operation og koma til følge.

Menene med koncentrationsbesvær i årene efter er væk i dag, og yderligere bogudgivelser vidner om en mand, som lever op til sit renommé som professoren, der rykkede den danske velfærdsdebat. Et ryk hen til pointen om, at velfærdsstaten er en sund forretning trods høje udgifter.

Den pointe er gjort af hans rationale om, at et højt skattetryk betaler sig, fordi det skaber en motiveret og kvalificeret arbejdsstyrke. Det samme kan siges om Goul Andersens virke.

Ved siden af universitetsgerningen har han blandt andet været en del af den enorme Magtudredningen igangsat af Folketinget, rådgivet adskillige ministerier og siddet med i TrygFondens Rådgivende Forskningsudvalg samt Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Jørgen Goul Andersens lange cv og karriere tyder på en mand, som fra en ung alder vidste, hvad han ville med sine studier i statskundskab, men sådan var det faktisk ikke, har han fortalt:

Jeg kunne have valgt at læse så meget andet. Havde jeg tænkt over, hvilken type job man typisk får som statskundskaber, altså som embedsmand, havde jeg måske slet ikke valgt det.