For kirkeinteresserede må det at tilbringe tre timer i Aarhus Domkirke sammen med Knud Svendsen være som at finde den hellige gral.
For 68-årige Knud Svendsen ved alt. Eller ... han ved i hvert fald alt om Aarhus Domkirke. Årstal helt tilbage fra slutningen af 1100-tallet sidder solidt på rygraden og leveres uden betænkningtid. Analyser af kalkmalerier, kirkekunst og udsmykning falder uden den mindste slinger i valsen. Og de gode historier dem har han i rigelige mængder.
LÆS OGSÅ: Den døde klokker, modstandsfolkene og et klirrende nøglebundt
Med 34 års erfaring som organistvikar og rundviser er Knud Svendsen inde under huden på Aarhus Domkirke. Nej, mere præcist udtrykt er han inde under murene i Aarhus Domkirke. Bogstavelig talt. For Knud Svendsen bevæger sig gerne ind bag de døre, ned under de sten og om bag de vægge, hvor kun ganske få andre kommer.
Med sikre og rutinerede skridt bestiger han minimalistiske stentrapper op til kirkens loft og ved præcis, på hvilket trin man skal sætte godt af og dreje skarpt til højre for at fortsætte den mørke opstigning. En viden, som indtrængende i kirken ikke havde og derfor kunne narres på den del af trappen.
Han har oplevet på egen krop, hvordan krigens danske modtandsfolk oplevede det at flygte i underjordiske tunneller. For Knud Svendsen har selv gået, kravlet og krøbet hele vejen i en mørk tunnel fra kirkens søndre kirkeskib, under Bispetorv og til Skolegade et par hundrede meter derfra.
Selv de absolut mest udviskede krusseduller i bunden af kirkens kalkmalerier har han fået oversat fra latin, for en guide bør kunne svare på ethvert tænkeligt spørgsmål.
Men hvorfor tilegne sig så forholdsvis nørdet kirkeviden og hvorfor bruge så uendelig mange timer på at undersøge spindelvævsfyldte korridorer uden at kunne se to fødder frem for sig? Svaret er enkelt: Knud Svendsen kan ganske enkelt ikke lade være.
Selvom han egentlig er pensioneret, fungerer han stadig som rundviser og er dermed den blandt domkirkens personale med suverænt højest anciennitet. Selv efter snart 40 år i kirken kan han bide sig fast i en lille detalje, han ikke før har tænkt over. Og han lader sig stadig overvælde af det indtryk, det giver, når gadens lys fylder kirkerummet en mennesketom aften, hvor hvælvingerne forekommer uendelige. Og så er der jo alle historierne. Fra klokkeren, der styrtede i døden, til de to gejstlige koner, der røg i totterne på hinanden over, hvem der skulle sidde hvor i kirken.
I kraft af Knud Svendens specielle forhold til Aarhus Domkirke bryder han sig ikke om, når andre ikke respekterer kirkens hellige rum. Turister er mere end velkomne, og han har en humoristisk kommentar parat til de fleste. Men hvis en flok besøgende gentagne gange råber og trommer løs på ting, beder Knud Svendsen dem venligt, men bestemt om at dæmpe sig. Ikke for at blande sig i kirketjenernes arbejde, men af respekt for kirken.
Knud Svendsen, som er uddannet i musikvidenskab fra Aarhus Universitet (og også har en eksamen i fysioterapi), er gift og bosat i Brabrand. Med sin hustru har han sønnen Josef, som til ægteparrets store glæde nu har fået sønnen Jakob.