Manden med magten

A.P. Møller Mærsk, Carlsberg og Danske Bank. Poul Svanholm bestred i mere end 40 år toppen af dansk erhvervsliv og styrede nogle af landets største virksomheder til kolossal vækst. I morgen fylder han 80 år

”Man går ikke og har som mål, at virksomheden skal blive verdens største, men det har været morsomt at følge udviklingen og se den vækst, der har været,” har Poul Svanholm udtalt om sin tid som næstformand i bestyrelsen for rederiet A.P. Møller - Mærsk. –
”Man går ikke og har som mål, at virksomheden skal blive verdens største, men det har været morsomt at følge udviklingen og se den vækst, der har været,” har Poul Svanholm udtalt om sin tid som næstformand i bestyrelsen for rederiet A.P. Møller - Mærsk. –. Foto: Nils Meilvang.

Da Poul Svanholm de første gange trådte ind i bestyrelseslokalet hos rederiet A.P. Møller Mærsk, var tiden en ganske anden end i dag. Skibstrafikken med containerfragt på tværs af verdenshavene var i sin vorden, og rederibranchen havde en størrelse derefter.

Da Poul Svanholm den 27. april 2010 takkede af som næstformand i A.P. Møller Mærsk efter 22 år, var verden helt anderledes. Det danskejede rederi havde udviklet sig til verdens største, og containertrafikken var vokset til en astronomisk milliardforretning. Den tur havde Poul Svanholm været med på, og lige siden begyndelsen af 1970erne har han været med i det meste i den danske erhvervstop.

I morgen fylder han 80 år, men blot tre år af sine otte levede årtier har han tilbragt som pensionist. Kort efter sin afsked med A.P. Møller Mærsk og med erhvervslivet fortalte han kortfattet, at han på ingen måde var træt af bestyrelsesarbejdet, men at når man har været aktiv i så mange år, langt ud over de normale grænser, vil man gerne samle sig om sit private.

Det private personificerer sig i hustruen og kunsthistorikeren Lise Svanholm, med hvem Poul Svanholm har været gift i 55 år og har fået to børn. Og det private kan nu, hvor sommeren melder sin ankomst, også bestå i den faste tilbagevenden til sommerresidensen i Skagen, hvor hustruen har en stor passion for de berømte skagensmalere.

Poul Svanholms passion har siden ungdomsårene ligget i erhvervslivet. Som barn af en velbeslået nordjysk sagførerfamilie kendte den juristuddannede Svanholm forretningsverdenen, men selvom hans egen advokatpraksis var stablet på benene, tvang familiemæssige årsager ham til at tiltræde som direktør i det Odense-baserede firma Vingaarden A/S.

Sideløbende med direktørgerningen i Vingaarden var Svanholm konservativt medlem af Odense Byråd og viceborgmester i fem år.

Den politiske gerning, som Svanholm allerede som ung dyrkede som udfarende studenterrådsformand i 1950erne, blev dog skrinlagt, da han fortsatte ud ad en højere gren i det danske erhvervsliv. Han satte sig i 1972 i direktørstolen for De forenede Bryggerier (umiddelbart efter fusionen af Carlsberg og Tuborg) med afsæt i varme anbefalinger fra en tidligere ansættelse, og bryggerikarrieren fortsatte helt til 1996, hvor han takkede af som koncernchef for Carlsberg-gruppen.

I Carlsberg-epoken var Poul Svanholm kendt for at sætte hårdt mod hårdt, og han opkøbte blandt andet 25 procent af Harboe-bryggeriet for at få en plads ved bestyrelsesbordet. Og hans metoder virkede. Carlsberg voksede til monopolhaver på det danske marked og til en international bryggerimastodont.

Toppositionen hos Carlsberg var dog ingen hindring for, at Poul Svanholm også varetog stribevis af tunge bestyrelsesopgaver andetsteds. Eksempelvis som bestyrelsesformand for Danske Bank og bestyrelsesmedlem i Dansk Industri og Royal Copenhagen.

Og så var der selvfølgelig næstformandsposten hos A.P. Møller Mærsk. Her udviklede Poul Svanholm et tæt venskab med den nu afdøde reder Mærsk Mc-Kinney Møller. Kort efter Hr. Møllers begravelse i april sidste år udtalte Poul Svanholm, at den gamle skibs-reder havde betydet kolossalt meget for ham og havde lært ham utroligt meget både personligt og professionelt.

Mærsk Mc-Kinney Møller var dog ikke ene om at lære fra sig. Det har Poul Svanholm også gjort. Han har insisteret på, at store virksomheder bør have de samme folk siddende på toppositionerne, så de kan videregive erfaringer og sikre kontinuitet. Den opgave har Poul Svanholm haft held med bedre end de fleste erhvervsledere. Det vidner flere æresbevisninger om, blandt andet storkorset af Dannebrogordenen og Den Kongelige Belønningsmedalje.