Det tog kun én måned at lave den danske burka-rapport, som gjorde religionsprofessor Margit Warburg landskendt. Det tog hende derimod årtier at indsamle materiale fra hele verden til den doktorafhandling om den religiøse organisation baha'i, der slog hendes akademiske navn fast. Den 58-årige Margit Warburg, som i dag er medforfatter til kronikken i Kristeligt Dagblad om muslimske kvinders selvvalgte tilsløring, har dermed lært på den hårde måde, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem den status, man kan få i den offentlige debat og i de videnskabelige cirkler.
Margit Warburg har ellers mest været vant til medgang. I hendes tid som leder for det daværende Institut for Religionshistorie fik Københavns Universitet to nye religionsvidenskabelige æresdoktorer i højeste internationale klasse. Det var ikke sket før.
Derfor kom det også som et akademisk chok, at netop afsnittet med tal i den burkarapport, som hun havde det overordnede ansvar for, blev udråbt som "gætværk" af landets førende politikere og i store dele af pressen. Sådan har ingen nogensinde tidligere udtalt sig om religionssociologen, der selv har skrevet i lærebøger om god metode inden for sociologi, minoritetsstudier og religionsvidenskab, og som af kolleger gerne omtales som "Vor store moder".
Margit Warburgs bøger kommer gerne på de bedste forlag inden for hendes felt. Hendes artikler om globalisering, national identitet eller nye religiøse bevægelser passerer uden problemer gennem systemet med anonym kvalitetskontrol, som forskere bruger. Men burka-rapporten, den kom "bare" på print fra universitetets egne maskiner uden anden kvalitetskontrol end den, hun selv stod inde for. Derfor ramte kritikken af rapporten så hårdt. Og derfor ser vi nu professoren forsvare og forklare sit arbejde med det mål for øje, at folk forstår, at hun har ret i, at der er mellem 100 og 200 kvinder i Danmark, som bærer enten burka eller niqab, og at de fleste ikke gør det af tvang.
Ret fik Margit Warburg, da hun i 1990'erne foreslog, at Danmark i stedet for at søge råd hos biskoppen i København skulle have et neutralt ekspertudvalg til at afgøre, om nye religioner kunne få statens godkendelse. Sådan blev det nemlig, og hun blev selv fra starten i 1998 et af de fire medlemmer af udvalget.
Margit Warburg har jødisk baggrund, men udtaler sig ikke om sin egen tro. Hun er kulturradikal af observans, men af den pragmatiske slags, som for eksempel ingen problemer har med at anerkende teologers forskningsarbejde. Den indstilling har ført til et langt samarbejde med teologen Hans Raun Iversen. Sammen har de søsat flere millionprojekter om kulturmøder, om religion i det 21. århundrede og om danskernes nationale identitet.
Har gulvet ikke været vasket, inden publikum kom til konferencerne, så har Margit Warburg gerne taget fat i kost og spand. Og har hendes studerende troet, at de skulle skrive dybt om religionens oprindelse, men har glemt at stave rigtigt, så har professoren også her taget håndfast styring. Fra mindste detalje til de allerstørste sammenhænge gælder det: ikke fint, men perfekt skal det være.
På den stille villavej i Hellerup tæt på de danske baha'iers hovedkvarter, hvor Margit Warburg bor, slutter manden, professor Jens Adler-Nissen op om idealerne, selv når mails besvares ved midnatstid. Også børnene, Rebekka Adler-Nissen og Valdemar Warburg, har fået læst lektien med røde streger i stilene og almoderlige krav. Men Naser Khader (K) og Pia Kjærsgaard (DF) mangler Warburg så afgjort endnu at få overbevist om sine meritter.