Hvad har Karen Blixens brug af kvindelige hovedpersoner at gøre med en anden kvindes vej ind i journalistikken?
For journalist, litteraturforsker og -anmelder Marianne Vaaben Juhl, som i dag fylder 75 år, viste det sig, at hendes interesse for den danske forfatterinde kunne åbne en dør til et karriereskift.
Marianne Vaaben Juhl er uddannet cand.mag. i dansk og filmvidenskab i 1971. Efter universitetet blev hun gymnasielærer, men da hun fik tvillinger, blev det for vanskeligt også at passe jobbet.
Hun modtog Det Filologisk-Historiske Samfunds Store Pris i 1967 for sin afhandling om Meïr Goldschmidt, i 1999 og 2000 modtog hun henholdsvis Georg Brandes-prisen og Dansk Litteraturpris for Kvinder. I 2014 modtog hun Rungstedlundprisen, der uddeles på Karen Blixens fødselsdag.
I stedet for at beholde jobbet som lærer, lod hun sig fascinere af netop Karen Blixen, og sammen med en gammel studiekammerat, litteraturforsker og anmelder ved Kristeligt Dagblad Bo Hakon Jørgensen, skrev hun bogen ”Dianas Hævn” om Karen Blixens forfatterskab.
”Indtil da var der ingen, der havde set hende som en kvindelig forfatter. Man havde ikke forsket nærmere i, hvorfor alle hovedpersonerne i hendes bøger var kvinder, og det gik vi så i gang med at undersøge,” siger Marianne Vaaben Juhl.
Bogen udkom i 1981 og fik i Berlingske Tidende en ”fremragende” anmeldelse, som hun selv beskriver det. Bagefter henvendte avisen sig til Marianne Vaaben Juhl for at sige, at de manglede en kvindelig anmelder til avisen, og om det var noget for hende?
”Så kunne jeg pludselig blive anmelder! Det syntes jeg meget godt om,” husker Marianne Vaaben Juhl.
Hun deltog i flere og flere redaktionsmøder og begyndte at byde ind, når de manglede folk til at interviewe forfattere. Først var hun freelancer, så blev hun fuldtidsansat. Senere har hun også været hos Weekendavisen og Morgenavisen Jyllands-Posten, og hun blev i journalistikkens verden, indtil hun i 2006 gik på pension.
Som journalist er hun blevet beskrevet som lidt af en detektiv. Det var for eksempel hende, der i 1990’erne afslørede, at kunstmuseet Arkens tidligere direktør Anna Castberg havde løjet om sine eksamenspapirer.
”Jeg synes, at det er journalisters opgave at se noget, som nogen prøver at skjule. Især folk med magt og stor indflydelse på andre mennesker,” siger hun.
Det var også hende, der i Morgenavisen Jyllands-Posten i 2001 offentliggjorde en række breve og et digt af Ole Wivel, der viste, at den senere direktør for Gyldendal i besættelsens første år var del af den krypto-nazistiske forening kaldet ”Ringen” og sværmede for idéer om et tysk storrige.
Marianne Vaaben Juhl tog pauser fra journalistfaget for at skrive flere bøger, både om Karen Blixens, Peter Seebergs og Kirsten Thorups forfatterskaber. Senest har hun i 2017 skrevet en bog, der beskriver Karen Blixens liv i billeder. Hun plejer at sige til folk, at man ved alt, der er værd at vide om forfatterinden, når man har været igennem bogens 200 sider.
”Når man som jeg har siddet på Det Kongelige Bibliotek i årevis og dykket meget ned i Karen Blixen, så er man i stand til at skrive den korte fortælling. I den forbindelse var jeg rundt på herregårde for at spørge efter folk, der kendte hende. Og så fik jeg billeder, der ikke før havde været offentliggjort. Det gik pludselig op for mig, at et billede nogle gange kan fortælle en masse. Det havde jeg ikke tænkt over før. Mærkeligt nok, for jeg er gift med en fotograf,” siger Marianne Vaaben Juhl, der er gift med pressefotografen Morten Juhl.
Når parret i aften får gæster på besøg, er det ham, der laver mad, mens hun dækker bordet. De har tre børn og syv børnebørn, der sammen med venner og svigerbørn er inviteret til fødselsdagsmiddag. Børnebørnene er desuden det, der optager Marianne Vaaben Juhl allermest for tiden. Det betyder også, at hun ikke har flere bogprojekter i kikkerten. Men hun vil ikke afvise, at der kommer mere fra hende i fremtiden.