Lykketoft fylder 70: Med alderen kom også ny anerkendelse

Mogens Lykketoft fylder 70 år i morgen og kan glæde sig over, at han efter en halv menneskealder i politik er mere populær end nogensinde før

Mogens Lykketoft har været medlem af Folketinget siden 1981, halvdelen af sit liv. I morgen fylder han 70 år efter mange år som en af Danmarks mest indflydelsesrige politikere.
Mogens Lykketoft har været medlem af Folketinget siden 1981, halvdelen af sit liv. I morgen fylder han 70 år efter mange år som en af Danmarks mest indflydelsesrige politikere. . Foto: Linda Kastrup.

Efter snart 35 år i dansk politik og på tærsklen til sin 70-årsfødselsdag lørdag er Mogens Lykketoft blevet folkeligt anerkendt. Mogens Lykketoft har de seneste år fået lejlighed til at vise nye sider af sig selv, og det har gjort ham til en eftertragtet kommentator og livsklog betragter.

Havde det været i dag, at han skulle tage opgøret mod Anders Fogh Rasmussen i en dansk valgkamp, som det skete i februar 2005, da de var partiformænd for henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet, er det sågar sandsynligt, at det ville være Mogens Lykketoft, der løb med broderparten af mandaterne.

Væk er nu mediernes spiddende portrætter af det kyniske magtmenneske, Socialdemokratiets Mephisto, der som den fristende og forførende djævel i historien om Faust spandt rænker og lokkede Poul Nyrup Rasmussen til i 1992 at udfordre Svend Auken som formandskandidat.

Og væk er også tilnavnet ”Brutalis”, der mere end antydede, at politikeren Mogens Lykketoft, ud over at være anerkendt for sin ubestridelige intelligens også var i stand til at sætte sin vilje skrupelløst igennem. Som henholdsvis skatte-, finans- og udenrigsminister gennem samlet 13 år. Som politisk ordfører. Som et centralt medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, siden han kom i Folketinget første gang i 1981.

Fra 2011, hvor han blev formand for Folketinget og dermed trådte et skridt tilbage fra egentlig partipolitik, og med valget til formand for FN's Generalforsamling sidste sommer, er det et blidere indtryk, der har formet sig af den cand.polit.-uddannede Mogens Lykketoft. Han har delt ud af sin store viden om internationale forhold, blandt andet sammen med Uffe Ellemann-Jensen, der som ham er tidligere partiformand og udenrigsminister, på TV 2 News.

Og han har givet stribevis af lange interview om politik, verdens og livets gang.

et interview med Kristeligt Dagblad for halvandet år siden understregede han blandt andet betydningen af erfaring og alder. Begge dele gør det lettere at sætte sig ind i andre menneskers tankegang og dermed søge de kompromiser, der er så afgørende for at samle i stedet for at splitte mennesker, mente han.

”I de allerfleste relationer, både i det nære, private liv og i det politiske liv, er det muligt at finde løsninger, der er en gevinst for alle parter. Her spiller erfaringen ind i den læreproces, det er at forstå andre mennesker,” sagde Mogens Lykketoft.

En af hans egne mest dyrekøbte erfaringer er tabet af hans første hustru, Aase, der uventet døde af en hjerneblødning, blot 33 år gammel. På det tidspunkt var parrets døtre knap 10 og 7 år gamle. Mogens Lykketoft kalder selv begivenheden for den mest dramatiske og tragiske i sit liv - og det nager ham stadig, at han blot to år efter Aases død tog mod Anker Jørgensens (S) tilbud om at blive skatteminister og uundgåeligt kom til at forsømme sine døtre det næste halvandet år.

Det rokker ikke ved, at han i dag, efter eget udsagn, er meget tæt knyttet til begge døtre og de tilsammen fem børnebørn. På ét punkt har døtrene også altid haft overtaget. De lider ikke af samme højdeskræk som Mogens Lykketoft. Derfor var det også dem, der måtte berolige ham, da de på et tidspunkt fik lokket ham med op i ballongyngerne i Tivoli, hvor han i nervøsitet gemte sig i bunden af vognen.

Mogens Lykketoft har siden 2005 været gift med journalist og forfatter Mette Holm. Det er hans fjerde ægteskab.