Han skal holde julegudstjenesten på DR

Juleaftensdag får præst Thomas Frøkjær et af sine største ønsker opfyldt, når hans gudstjeneste i Skivholme Kirke bliver tv-transmitteret

At blive opfordret til at holde gudstjeneste på DR1 juleaften er ligesom at blive ringet op af landstræner Morten Olsen og spurgt, om man vil spille på fodboldslandsholdet, siger Thomas Frøkjær. -
At blive opfordret til at holde gudstjeneste på DR1 juleaften er ligesom at blive ringet op af landstræner Morten Olsen og spurgt, om man vil spille på fodboldslandsholdet, siger Thomas Frøkjær. - . Foto: Geert Mikkelsen.

Der er gået præcis 45 år, siden Thomas Frøkjær sidst var i fjernsynet juleaftensdag. I 1969 sang han som 12-årig skoleelev julen ind på DR fra Visby Kirke i Thy, hvor han er vokset op. I år har han skiftet kirkebænken ud med præstestolen, når han juleaftensdag holder julegudstjenesten på DR1 klokken 15.

”Det at holde julegudstjenesten, at forkynde glædesbudskabet juleaften på DR, hvor den når ud til hele landet, er lidt, som når Morten Olsen ringer og spørger, om man vil spille på landsholdet,” siger Thomas Frøkjær. Han har opgivet landsholdsdrømmen, selvom han spiller fodbold to gange om ugen, men ifølge ham er julegudstjenesten absolut et lige så godt alternativ.

57-årige Thomas Frøkjær har været præst i Skivholme Kirke ved Galten mellem Silkeborg og Aarhus siden 1991. Han blev uddannet teolog i 1986 og tilbragte nogle år på Diakonhøjskolen i Aarhus som højskolelærer. Egentlig var han begyndt på historiestudiet, men teologien rummede så mange facetter, der interesserede ham - sprog, filosofi, etik, historie - at han efter nogle år i stedet gik i den retning. Og det har han ikke fortrudt siden. For i præstefaget finder han alt mellem menneskets dybeste kriser og største glæder. I teologien findes også mange store fortællinger, og det er noget, der har fulgt Thomas Frøkjær hele livet. Barndommens Thy var fuld af gode fortællere, og de gjorde indtryk på ham.

”I skolen fortalte frøken Slej om de forskellige figurer i Det Gamle Testamente og tegnede dem på tavlen i gyldne klæder med glorier om hovedet. Det var, som om de trådte ind i klasseværelset, og det gjorde indtryk på mig, selvom det var de samme historier år efter år,” fortæller han.

Historierne fra barndommen danner inspiration til bogen ”Tak for'ed!”, som Thomas Frøkjær udgav i 2008. Her tager han udgangspunkt i de skæbner og fortællinger, han mødte i sin opvækst i Heltborg, og som sidenhen inspirerede ham til selv at dyrke fortællingens kunst, det levende ord og nærværet. Det er der nemlig brug for i vores hurtige, fortravlede tid, forklarer han.

Fortællingerne har også en central rolle, når Thomas Frøkjær fire-fem gange om året mødes med nogle af sine venner for at lytte til musik. Hver gang medbringer vennerne en cd med noget musik, de gerne vil spille. For Thomas Frøkjærs vedkommende er det ofte Bob Dylan eller Leonard Cohen, der fylder. Fælles for de to kunstnere er netop, at de er store fortællere, og derfor bliver han ved med at vende tilbage til dem.

Thomas Frøkjær er på 27. år gift med Dorte, og sammen har de tre voksne børn. Julen skal ud over at bruges på julegudstjeneste og prædikeskrivning også bruges på fordybelse. Sammen med familien, sammen med en god bog og sammen med fortællingerne. For dem kommer Thomas Frøkjær nok ikke til at slippe lige foreløbig.