Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Jeg har netop læst romanen ”Is-slottet” af Tarjei Vesaas, og jeg har tænkt på, om jeg skal sige, at det er én af de bedste bøger, jeg har læst, eller den bedste. Den handler om to 11-årige piger, og det her med at gå med mange ting inde i sig, som man ikke kan formulere i den alder. Når jeg læser om den barnlige livsfase, kan jeg se, at det var en fantastisk periode i mit liv. Især fordi jeg fik en ”ny familie” i form af folkeskolen i min barndom. Et nyt fællesskab udover min familie derhjemme. Jeg kom ud og socialiserede med andre mennesker, og ja, man møder søde skolelærere, og man møder nogle idioter. Men jeg ramte alligevel noget heldigt, for jeg er stadig venner med nogle af de samme mennesker i dag.
Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Der knytter sig nogle personer til forskellige faser i livet. Jeg vil nævne to. Den ene var min lærer i folkeskolen, Ebba Nørlyng. Hun beroligede mig og sagde til mig, når jeg skulle til tandlægen, at jeg ikke skulle være så bange. Jeg skulle bare slappe af, og prøve at sidde stille, sagde hun. Hun blev 100 år, og jeg mødte hende, da hun var godt oppe i 90’erne. Hendes jordnære tilgang til livet, har jeg prøvet at tage med mig.
Den anden, jeg vil nævne her, er den kvindelige psykiater eller psykoterapeut, jeg opsøgte, da jeg var omkring de 50. Jeg havde det så mærkeligt i den periode, men jeg kunne ikke pege på noget konkret, der var galt. For at bruge den schweiziske psykiater og analytiker Carl Gustav Jungs terminologi: Jeg var nok i en midtvejskrise.
Venner kan støtte en, men en professionel udefra kan vise en vej, for når man sidder og snakker, kan man selv synes, at ”det lyder da ret fornuftigt det her”. Men så kunne hun sige: Du lyder vred. Og så må man jo bearbejde den vrede. Man opdager sig selv, når man arbejder med sig selv. Hun hjalp mig, så jeg er blevet meget mere mig. Det er jeg meget taknemmelig for.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Jeg ville godt have lært min far bedre at kende og have muligheden for at snakke med ham om den alder, jeg er i nu, for han døde, da han var 55 år, og jeg var 19. Men jeg havde faktisk ikke tænkt så meget på ham i mange år, før en aften, hvor jeg sov på Kilimanjaro-bjerget i Tanzania. Han kom tilbage i en drøm, lyslevende. Jeg havde mange drømme om ham den nat. Der er noget helligt over bjerge – og måske noget med den tynde luft. Jeg har helt sikkert haft noget ubearbejdet sorg i mig. For vores forhold endte uden soning. Der var masser af opgør, men vi kom aldrig ud på den anden side. I dag ser jeg jo mere nuanceret på tingene, end da jeg var 19, og det ville jeg godt have snakket med ham om.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Jeg meldte mig til en sejlskibsekspedition i Nordøstgrønland, som jeg ikke havde nogen form for kontrol over. Det var en del kunstnere, der var med på skibet, og vi steg om bord med den tanke, at nu skulle vi have 10 gode dage. Men vi fik os lidt af et chok, for ruten blev anderledes på grund af hæsligt vejr. Fjorden frøs til, så vi kom ikke til at sejle rundt i fjordsystemet i verdens største nationalpark, som ellers var planen. Lige pludselig var man meget nøgen i forhold til naturen. Den spørger ikke, hvad du vil. Den er ligeglad. Det tog virkelig fusen på mig, og jeg havde 12 meget svære timer, men jeg fandt en ro og tillid til, at søfolkene havde styr på det. Vi endte med at sejle ned over Polarcirklen til Island, og det var en fantastisk oplevelse.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Der er noget sprogligt, der hænger ved. Et gammelt sprog, sådan en 1930’er-1950’er-jargon fra det gamle Valby, som mine forældre havde. Jeg kan ikke få bugt med jargonen, men jeg støder jo ind i ting, hvor det er en fordel, at sproget er nuanceret – i min skrivning, og når jeg laver kunst.
Hvad tror du på?
Kort sagt: Gud. Jeg læste en bog for nylig af Carl Gustav Jung, hvor han skrev: Hvis man ikke tror på Gud, er der kun den tomme grav tilbage. Ingen myter, ingen ting, med en ekstra dimension. Kun mål og vægt.
Beskriv en scene fra din barndom.
Den scene, der poppede op i mit hoved, da jeg hørte dette spørgsmål, er mig, der som barn var nede og hente en spand koks i den mørke kælder. Man skulle hente det hver dag, for vi havde ikke centralvarme i vores lille lejlighed. Det var et held, at min mor stod op klokken fire om morgenen – hun var rengøringsdame – for kakkelovnen skulle holdes i gang. Men der var ingen regulering, så der var enten helt vildt varmt eller helt vildt koldt. En juleaften var der 28 grader.
Jeg tror, den scene poppede op i mit hoved, fordi jeg flytter ind til byen om tre måneder, og i det nye gamle hus er der en tilsvarende kælder. Der er den samme stemning og kældertrappe.