Prøv avisen
Portræt

Ulf Pilgaard: Gud er formentlig altings skaber

Skuespiller og revystjerne Ulf Pilgaard er præstesøn og har hele sit liv været fascineret af teologi. - Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix

Ulf Pilgaard har som præstesøn altid været fascineret af teologi. I sin nye erindringsbog, ”Mit liv som Ulf”, fortæller Cirkusrevyens mandlige ansigt blandt andet om opvæksten i en præstegård og om at finde sin plads i livet

Oprindelig læste han teologi. Først på Aarhus Universitet, siden i København. Men studiet blev aldrig færdiggjort, for i 1966 skrev Ulf Pilgaard kontrakt med det nu nedlagte ABC Teater på Frederiksberg ved København.

Det er en beslutning, de fleste danskere nok er glade for. Den 74-årige skuespiller har siden underholdt og begejstret sit publikum, både som film-, teater- og revyskuespiller. Særligt det sidste. Han har nu i mere end 30 år fået Cirkusrevyens publikum til at røre lattermusklerne, når han parodierer kendte danskere som Dronning Margrethe eller Poul Nyrup Rasmussen.

I erindringsbogen ”Mit liv som Ulf”, der udkommer den 26. oktober på Gyldendal, fortæller Ulf Pilgaard for første gang om sin karriere som skuespiller, men også om livet i almindelighed og sin opvækst i et præstehjem i Holme ved Aarhus.

For det var her, interessen for teologi tog sin spæde begyndelse. En fascination, som har fulgt Ulf Pilgaard lige siden, har han tidligere fortalt.

Som søn af den nu afdøde præst Christian Pilgaard faldt det Ulf Pilgaard naturligt at beskæftige sig med kristendommen, også som teologistuderende.

Det var dog aldrig en fremtid som præst, Ulf Pilgaard forestillede sig. Snarere var det som eksempelvis højskolelærer, han så sig selv, og det skyldes i hans egen optik trangen til frihed. Han har udtalt, at han vil have lov til at stille sig kritisk over for det, han ønsker, og det gælder også forkyndelsen af kristendommen.

Men at religion har en vigtig betydning, er Ulf Pilgaard ikke i tvivl om. Han er derfor også kritisk over for det synspunkt, at naturvidenskaben er det eneste sande.

”Det giver da et fattigt, sølle verdensbillede, hvis man ikke kan forestille sig noget, der er større end det, vi forstår og kan forklare. Gud er der formentlig som altings skaber, og det er jeg godt tilfreds med. Det er en slags stabilitet i livet, og det er rart at have et sted at vende sig hen, både når man tror, og når man tvivler. Man skal ikke underkende bønnens kraft,” har han sagt i et interview her i avisen.

I næste måned fylder Ulf Pilgaard 75 år, og han kan dermed se tilbage på en lang og prisbelønnet karriere som skuespiller. Hans scenedebut var i 1963, tre år før han sprang fra teologistudiet. Her havde han som medlem af teatergruppen Collagetruppen en rolle i forestillingen ”Kom herind, jeg vil fortælle dig noget” på Allé-Scenen, det nuværende Betty Nansen Teater.

Siden har han haft flere roller på både teatre og det hvide lærred. Filminteresserede husker ham formentlig for roller i ”Farligt venskab,” ”Nattevagten,” ”Arven” og ”Kongekabale.”

Det er dog revyen, der har fyldt allermest. Fra 1968 og fire år frem var han for første gang tilknyttet Cirkusrevyen, og siden 1986 har Ulf Pilgaard været fast medvirkende i Bakkens folkekære underholdning.

Han har modtaget flere priser for sit arbejde, blandt andet både en Bodil- og en Robert-statuette i 1996 for sin hovedrolle i ”Farligt venskab” samt ”Årets Dirch” i 2006 og 2012. I 2007 modtag han desuden ridderkorset af dronning Margrethe.

Ulf Pilgaard bor i Hellerup med sin kone Gitte Vibeke Pilgaard. Parret har sammen to voksne sønner.