Medicinens mand bruger faglig ballast i stormen

Som formand for Medicinrådet er det Steen Werner Hansens opgave at træffe hårde beslutninger. Den seneste tid har rådet mødt modstand fra organisationer og medicinalfirmaer, og her er faglig erfaring uvurderlig

Steen Werner Hansen, formand for Medicinrådet, har måttet stå imod et intenst pres den seneste tid. –
Steen Werner Hansen, formand for Medicinrådet, har måttet stå imod et intenst pres den seneste tid. – . Foto: Thomas Hommelgaard.

Det er endnu et ungt Medicinråd, Steen Werner Hansen er formand for.

Rådet, som er det offentlige institut til prioritering af ny medicin, har eksisteret siden den 1. januar 2017, men allerede nu oplever det massivt pres fra flere sider. Blandt andet i den seneste tids kamp om, hvorvidt bestemt medicin til sklerosepatienter skal anbefales, og hvorvidt billig medicins effekt skal undersøges, hvor interessenter har brugt både kampagner og juridisk bistand for at presse rådet.

Og for at kunne varetage den opgave og forholde sig neutralt kræver det al den erfaring fra den medicinske verden, som 66-årige Steen Werner Hansen har opbygget gennem årene. For det er en mand med en tung faglig ballast, der sammen med Jørgen Schøler Kristensen udgør formandskabet i Medicinrådet.

Interessen for den medicinske verden begyndte allerede i gym-nasietiden, og i 1978 blev Steen Werner Hansen uddannet cand.med. fra Københavns Uni-versitet. Hurtigt blev hans arbejdsfelt indsnævret til udvikling og prioritering af ny medicin. Han blev ansat som overlæge i onkologi på Finseninstituttet i København i 1981, hvor han blandt andet arbejdede med at udvikle ny medicin til kræftpatienter, og efterfølgende blev han tilknyttet Lægemiddel-styrelsen som medicinsk sekretær, hvor han gennemgik ansøgninger om ny medicin på europæisk plan og forholdt sig til medicinens styrker og svagheder – alt imens han fortsatte sit arbejde som overlæge i onkologi. I dag er han tillige vice-direktør på Herlev og Gentofte Hospitaler, ligesom han siden 2003 har været tilknyttet Det Europæiske Lægemiddelagentur som ekspert.

Med Steen Werner Hansens erfaring var det oplagt, at han blev formand for Medicinrådet. Især fordi det er en post, hvor man kommer under pres. Rådet skal prioritere, hvorvidt en given medicins effekt står mål med prisen, og både patientforeninger og medicinalfirmaer har en interesse i at få taget deres medicin i brug. Derfor er Medicinrådets opgave også at være hård og indimellem sige nej til at anbefale ny medicin, fordi prisen er for høj i forhold til effekten. Også selvom det kan have konsekvenser for patienterne.

Men Steen Werner Hansen vidste godt, hvad han gik ind til, da han sagde ja til formandsposten.

”Lige så snart man har en holdning og specielt en negativ holdning til et specifikt område, vil man komme under pres. Det er næsten givet på forhånd,” siger Steen Werner Hansen og fortsætter:

”Men så længe det kan holdes på et fagligt niveau og undgå politisk indblanding, tror jeg sådan set, at man nok skal finde ud af det,” siger han.

Kristeligt Dagblad har i de seneste uger beskrevet, hvordan blandt andre Scleroseforeningen og flere medicinalfirmaer har brugt kampagner og taget retslige skridt for at lægge pres på Medicinrådet. Selv kalder Steen Werner Hansen den faglige ballast ”uvurderlig”, når det gælder om at holde sig neutral og ikke lade sig påvirke.

”Det er uvurderligt. Hvis jeg ikke havde den faglige ballast, tror jeg, at jeg ville haft sværere ved at have overskud til at tackle de påvirkninger, der kommer. Det er altafgørende,” siger Steen Werner Hansen.

Privat er Steen Werner Hansen gift, har fire børn og bor i Gentofte nord for København.