Meget mere end Benny og falde på halen

Morten Grunwald er kendt i rollen som inkarnationen af dansk jubeloptimisme: som Benny i filmene om Olsen-banden. Men gennem karrieren har han fyldt mange andre roller ud. I dag fylder han 80 år

Morten Grunwald har været både instruktør og teaterchef ud over at være skuespiller i over 50 film og talrige tv-serier. Senest har han fået ros for sin rolle i Bille Augusts film ”Stille hjerte”. -
Morten Grunwald har været både instruktør og teaterchef ud over at være skuespiller i over 50 film og talrige tv-serier. Senest har han fået ros for sin rolle i Bille Augusts film ”Stille hjerte”. - . Foto: Erik Refner .

Morten Grunwald er stadig landskendt som manden med de gule sokker og det høje humør i Olsen-banden.

Det er ham, der i rollen som Benny gennem 14 Olsen-banden-film kunne fremsige replikken ”Skide godt, Egon” så fremragende, at det lavfolkelige filmcitat er blevet en del af den danske sproglige kulturarv sammen med citater af H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

For med det citat ramte han måske ligefrem en central del af den danske selvforståelse efter 1864. Olsen-banden - og danskerne - er altid de små underhunde på den internationale scene, men med en humoristisk hyggetrang som den evigt lystige Benny.

Med ”Nu tager vi lige en pilsner, og så går det nok alt sammen”-attituden til alle slags problemer inkarnerede Morten Grunwald på en måde den danske jubeloptimisme.

Men Morten Grunwald, der i dag fylder 80 år, kan se tilbage på mange andre roller, som han har fyldt flot ud - både på scenen, foran kameraet og som instruktør og teaterchef. Selv har han medvirket i over 50 spillefilm og adskillige tv-serier og teaterforestillinger.

Der var også ros til Morten Grunwald, da Kristeligt Dagblads filman melder Henrik Wivel for nylig anmeldte Bille Augusts film ”Stille hjerte”, hvor Grunwald spiller en ægtemand til en kone, der har planlagt sin død ned til mindste detalje:

”Morten Grunwald forlener rollen som ægtemand med alderens virkningsfulde stoicisme,” skrev Henrik Wivel - med et noget andet ordvalg, end Benny ville have valgt, men med samme begejstring i den 5-stjernede anmeldelse af filmen.

Morten Grunwald er søn af en tysk-polsk indvandrer og billedskærer og en fynsk mor. For mange år siden fastslog han spøgende, at han faktisk godt kunne have heddet Dzinuda. Men Dzinuda blev i stedet til Grunwald, og i stedet for uddannelsen til tandtekniker, som han var begyndt på, valgte den unge mand et ganske andet fag.

Han blev nemlig udlært på Odense Teater og Det Kongelige Teater. I den fynske hovedstad præsterede Morten Grunwald en af sine første store roller i ”Billy Løgneren”, og samtidig gjorde han sin entré i filmens verden.

Her blev han primært brugt i den lettere genre, hvilket ikke forhindrede ham i at demonstrere et talent, som gemte på andet og mere end komik og falde på halen. Det udløste i 1965 en Bodil for hans rolle i ”Fem mand og Rosa”.

I fortsættelsen var det i høj grad de 14 Olsen-banden-film, der lagde beslag på Morten Grunwalds evner. Men ikke mere, end at han også rettede blikket i andre retninger.

I 1971 blev han direktør for Bristol Teatret i København og rykkede i 1980 videre til Alléscenen, som han omdøbte til Betty Nansen Teatret. Grunwald blev siddende 12 år i direktørstolen, og før han forlod Betty Nansen, begyndte han at engagere sig i opbygningen af Østre Gasværk som moderne teaterbygning, der især skulle ”geares” til tidens store musicals.

Logisk nok blev han også chef for teatret, hvor han stod bag succeser som ”Les Misérables” og ”Miss Saigon”.

I sine mange år som teaterchef satte han også sig selv i scene. Det skete første gang, da han på Bristol Teatret præsenterede ”Hedda Gabler” med sin kone, Lily Weiding, i titelrollen.

I 1998 sluttede jobbet på Østre Gasværk, og samme år var tiden kommet til den sidste film i sagaen om Olsen-banden. Efter en længere pause vendte Grunwald tilbage til filmlærredet, og han blev i 2008 belønnet med en Bodil for sin indsats i ”Hvid nat”. I en periode virkede han som konsulent for spillefilm ved Det Danske Filminstitut.

Morten Grunwald har siden 1965 levet sammen med sin kollega, den 10 år ældre Lily Weiding, og parret blev gift i 1980. Sammen har de datteren Tanja, hvortil kommer hustruens to døtre fra et tidligere ægteskab.