Mekaniker søgte sydpå efter indflydelse

Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann, 50 år i dag, har ingen planer om at vende tilbage til Folketinget efter snart fem år i Europa-Parlamentet

Jørn Dohrmann nåede på et tidspunkt frem til den erkendelse, at den bedste måde at få indflydelse på hjemlige forhold var at stille op til Europa-Parlamen-tet. Her taler han ved Dansk Folkepartis årsmøde 15. september 2018. –
Jørn Dohrmann nåede på et tidspunkt frem til den erkendelse, at den bedste måde at få indflydelse på hjemlige forhold var at stille op til Europa-Parlamen-tet. Her taler han ved Dansk Folkepartis årsmøde 15. september 2018. – . Foto: Henning Bagger/Scanpix.

Jørn Dohrmann kunne formentlig stadig have siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti den dag i dag, hvis ikke det var for en samtale, han på et tidspunkt havde med daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V). Dohrmann ville høre, hvordan Folketinget kunne tilrette en miljøbestemmelse, der var vedtaget i EU. Svaret fra ministeren var, at man højst kunne beslutte, hvilken måned den pågældende regel skulle træde i kraft.

”Der indså jeg, at beslutningerne i virkeligheden blev truffet i Bruxelles og Strasbourg. Derfor nåede jeg frem til, at den bedste måde at få indflydelse på hjemlige forhold var at stille op til Europa-Parlamentet. Og selv om jeg er skeptisk over for systemet, så har det bare en stor indflydelse på den lovgivning, vi har derhjemme”, siger fødselaren.

Den uddannede mekaniker og fritidslandmand blev europaparlamentsmedlem i 2014 og har siden hovedsageligt arbejdet med miljø, transport og landbrug. Han har blandt andet medvirket til at sikre, at lastbiler fremover skal bygges med mulighed for at installere alkolås og til at stramme kravene for dyretransporter.

Jørn Dohrmann opbygget et stort europæisk netværk. Men spørgsmålet er, om han kommer til at udnytte det fremover. Han har ikke gjort op med sig selv, om han stiller op til det kommende EU-valg, der afholdes 26. maj. Han havde ved valget i 2014 gavn af partifællen Morten Messerschmidt, der med mere end 465.000 personlige stemmer alene sikrede partiet fire mandater. Messerschmidt siger imidlertid farvel til Europa-Parlamentet til fordel for et folketingskandidatur.

Jørn Dohrmann afviser dog, at han vil stille op til Folketinget igen. ”Nej, det har jeg prøvet. Men lokalpolitik kan jeg til gengæld godt se mig selv fortsætte i på et tidspunkt”, siger det tidligere medlem af byrådene i Vamdrup og senere Kolding Kommune. /ritzau/