Melchior-dynastiet suppleres med endnu en rabbiner

Jair Melchior bliver andenrabbiner i København fra august

Jair Melchior er sidste skud på stammen af rabbinere i denne familie; både hans bror, far, farfar og oldefar var rabbinere i enten Danmark eller Norge. –
Jair Melchior er sidste skud på stammen af rabbinere i denne familie; både hans bror, far, farfar og oldefar var rabbinere i enten Danmark eller Norge. –. Foto: Ola Vinogradski.

Det vrimler med Melchior-rabbinere i både Danmark og Norge. Og nu er et nyt skud på stammen på vej til København: den 30-årige Jair Melchior bliver andenrabbiner i København fra august og enerabbiner, når den nuværende overrabbiner, Bent Lexner, trækker sig fra posten i august 2014.

Jeg tror på traditionen, og mine forfædre tog den også på sig, og det er, hvad jeg håber at fortsætte, bare på min egen måde, siger Jair Melchior i en telefon fra Israel.

LÆS OGSÅ: Billedserie: Den jødiske lysfest er i gang

Jair Melchior er søn af Michael Melchior, der dels er overrabbiner i Oslo, dels politisk, religiøst og nationalt engageret i Israel, tidligere som minister. Jairs bror Joav er også rabbiner i Oslo.

Farfar og oldefar til Jair Melchior er de tidligere overrabbinere Bent og Marcus Melchior. Bent Melchior var rabbiner 1963-1996, fra 1970 overrabbiner, så det er i år 50 år siden, han begyndte karrieren som rabbiner. Marcus Melchior, der døde pludseligt i 1969, var rabbiner 1934-1969; indtil 1943 var han rabbiner for jøderne i Danmark og senere de jødiske flygtninge i Sverige. Efter Anden Verdenskrig blev han overrabbiner.

Så det er en tung arv fra slægten, der lægges på Jair Melchiors skuldre for både oldefar og farfar var både overrabbinere og kulturpersonligheder.

Men jeg skal finde min egen vej. Jeg deler deres værdier, men skal ikke gå i deres fodspor, men finde mine egne, siger han.

Overrabbiner Bent Lexner er glad for, at der var en enstemmig indstilling af Jair Melchior fra både repræsentantskabet, forstanderskabet og delegeretforsamlingen i Mosaisk Troessamfund.

Det er ikke længere en selvfølge, at der kan ansættes en dansktalende rabbiner i menigheden, og det er også tiltrængt med lidt ungdom. Så vi har fået mere, end vi havde regnet med, siger Bent Lexner, som håber, at Jair Melchior bliver i Danmark i så mange år, at den nuværende overrabbiner kan følge sine pensionsplaner.

Jair Melchior selv ved ikke, hvor længe familien bliver i Danmark.

Vi skal jo først til august prøve at bo i Danmark, måske bliver det fire år, måske det dobbelte. Men hidtil har jeg kun med mellemrum tilbragt få uger i Danmark på ferie.

Familien består af Jair, hustruen Tali, der er gymnasielærer, samt tre børn mellem et halvt og syv år.

Jair Melchior er uddannet ved en ortodoks rabbinerskole, ellers kunne han ikke ansættes ved synagogen i København.

Der er mange former for ortodoksi. Og jeg er så ortodoks, som jeg skal være. Nogle gør meget, andre lidt for deres tro. Danske jøder har en helt speciel måde at omgås på, som betyder, at de jødiske samfund der er forenede i deres forskellighed, siger Jair Melchior.

Det ærgrer ham lidt, at den reformerte menighed ikke er med.

For jeg tror på, at der er mulighed for at inkludere alle jøder i Danmark i samme trossamfund.

I Israel er Jair Melchior rabbiner i en lille menighed i Jerusalem. Fritid er der ikke meget af. Rabbinerstudier er ikke for tøsedrenge, og derudover underviser han også flere forskellige steder.

Farfar Bent Melchior erklærer sig inhabil, når han siger, at Jair er et fint menneske og en selvstændigt tænkende ung mand.

Han er en, som går sine egne veje, men også meget tilbøjelig til at gå ind i menighedens tradition. Og så er han totalt fri for ekstreme tilbøjeligheder, siger Bent Melchior, som også roser barnebarnets valg af ægtefælle.

Hun er et charmerende og begavet menneske og en rigtig god makker for sin mand.

Det ligger ikke nødvendigvis i kortene, at Jair Melchior skal være overrabbiner i København fra august 2014. Det tages der ikke stilling til endnu. Kun at han derefter skal være enerabbiner.