Som natten modsætter sig dagen, lever mennesket naturligt med de kontraster, livet byder.
Det gælder også Jens Brun, sognepræst ved Gug Kirke i Aalborg, der i morgen fylder 60 år. Det ene øjeblik kan han sidde i dyb koncentration over en svær tilgængelig teologisk tekst, for det næste at følge strømmen til Energi Nord Arena, Aalborgs hæderkronede stadion, hvor han hepper på de lokale fodboldhelte fra AaB. Her flyder han ud i et med elementerne, og naturligvis kan fodbold ikke ses uden indtagelse af den obligatoriske stadionplatte bestående af pølser og øl.
Er teologien og kristendommen uden grænser, når det gælder til-givelse af næsten, bliver idealet gjort til en unødvendighed, når stemmen bruges på at klappe de tredobbelte mestre frem mod den næste scoring.
– Jeg råber meget, når jeg er til fodbold. For eksempel det lokale kampråb "så' u", hvis en spiller fra modstanderne gør noget forkert. Eller hvis der på modstandernes hold er en tidligere AaB'er med. Den slags forræderi kan vi ikke lide i Aalborg, og selvom fremgangsmåden ikke er særlig kristen, er det nok noget af det nemmeste at få tilgivelse for, siger Jens Brun.
Hans ageren på tilskuerpladserne viser med tydelighed, at han gør, hvad han mener.
Som inkarneret grundtvigianer er Grundtvigs ord om "menneske først, kristen så" derfor ikke bare tom tale, det er alvorsfuld alvor. En præst skal først og sidst dele grundvilkår med sin menighed, og det betyder, at det enkelte menneskeliv skal have plads og frihed til at udvikle sig.
– For Grundtvig er vi ikke bare samfundsborgere, vi er også borgere med et jeg. Det vil sige, at vi hver især skal have et frirum, hvor der er plads til personligheden, siger Jens Brun, der betragtes som en af vor tids mest markante fortalere for det kirkesyn, Grundtvig lagde.
2004-2007 var han formand for Grundtvigsk Forum, og selvom han i dag er trådt ud af det organisatoriske arbejde, er han stadig bevidst om, at folkekirken kun kan gå en sikker fremtid i møde, hvis den fortsat vil lytte til Grundtvig. Det gælder ikke mindst forholdet mellem stat og kirke, der i disse år bliver diskueret med tiltagende styrke.
– Grundtvig kom dertil, at han ville slås for folkekirken. Det vil jeg også gøre, og derfor er jeg ikke tilhænger af en adskillelse af stat og kirke.
Sker det alligevel frygter jeg, at vi får mange små menigheder, der vil kapsle sig om sig selv for i stedet at blive lukkede samfund. Dermed mister vi en unik mulighed for at fastholde folkekirken også som en kulturel åbning til foredrag, udstillinger og koncerter, siger han.
Jens Brun er født i Terndrup i Himmerland i et hjem, hvor faderen var rundet af missionen og moderen af et traditionelt folkekirkesyn. Han blev cand.theol. i 1976 fra Aarhus Universitet, og året efter fik han sit nuværende embede i Gug. Han er gift med Charlotte Brun på 30. år, og den nærmeste familier tæller to børn, to svigerbørn og ét barnebarn.
Den grundtviske teolog og præst er en arbejdshest, der ifølge pålidelige kilder er svær at lokke væk fra en bog eller computeren. Tænker han ikke folkekirke eller fodbold, tænker han lokalhistorie. Han er meget interesseret i sine barndoms rødder i Østhimmerland, som han ofte besøger på cykel. Det giver ham et enestående indblik i folkelivet før og nu og måske ny inspiration til af aflure menneskelivet.
I morgen er det hans egen tur til at blive målt og vejet. I anledning af den runde dag holder han reception – ikke på Energi Nord Arena, men i præstegården på Regnar Juels Vej, og spørger man, hvor mange han venter, svarer han som næsten kun en grundtvigske præst med højt til loft kan svare:
– Ja, altså der bor 10.000 i sognet ...