Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Men præst blev han aldrig

Foto: Privatfoto

Hans Krab Koeds homoseksualitet satte en stopper for drømmen om at blive præst. I stedet blev han seminarielektor og dybt engageret i religionspædagogikken. I dag fylder han 60 år

Han tilbragte en stor del af sin barndom iført store grønne gummistøvler på forældrenes gård ved Kolding. I dag er lektor i teologi Hans Krab Koed en stilbevidst mand med hang til designermøbler og teologiske diskussioner. Gummistøvlerne har han skiftet ud med moderigtige sko, og han er ikke bleg for at komplimentere kvindelige venners tøjvalg og diskutere både rosensorter, homoseksuelle vielser og religionspædagogik, når han inviterer venner og familie til en af sine utallige sammenkomster.

Han kan dog også holde igen, og er kendt for at kunne få pengene til at række langt. En gulerod og et tørt stykke rugbrød – det var, hvad Hans Krab Koeds spartanske madpakke bød på under studietiden på teologistudiet i Aarhus. For selvom han i dag er en 60-årig mand, der sætter pris på god mad, omgiver sig med kvalitet og har ferielejligheder i både Berlin og Malaga, så er han stadig præget af en landlig fornuft og sparsommelighed.

Hans Krab Koed blev student fra Kolding Gymnasium og tog i 1981 den teologiske kandidateksamen fra Aarhus Universitet, som han supplerede med en cand.mag.-eksamen. Han drømte egentlig om at blive præst. En drøm, som hans seksuelle orientering fik sat en stopper for, fordi han ikke ville skjule sin homoseksualitet. Det lykkedes ham aldrig at få et job som præst i 1980?ernes danske folkekirke. I stedet for at prædike valgte Hans Krab Koed oplysningens vej og blev underviser.

Han fungerede først som undervisningsassistent ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet, inden han i 1989 blev ansat ved Ribe Statsseminarium, først som timelærer, fra 1990 som adjunkt og fra 1995 som seminarielektor. I dag er han lektor ved UC-Syddanmark i Esbjerg.

I 1990 indgik Hans Krab Koed registreret partnerskab med arkitekt Klavs Asbjørn Hansen, som han mødte, mens han studerede i Århus. Når parret holder sammenkomster på deres landejendom Christiansholm ved Kolding, bliver der aldrig ført ligegyldige samtaler om det danske vejr. I stedet sørger det selskabelige par altid for at placere gæsterne sådan, at nye forbindelser opstår, mens Hans Krab Koed entusiastisk fortæller om sit job eller opfordrer til diskussion om, hvordan danske skolebørn bedst tilegner sig viden om religion. Hans Krab Koeds hjerte gløder ikke kun for religionspædagogik, han har også forsøgt at skabe sig en lokalpolitisk karriere i Det Radikale Venstre, senest i 2009, da han forsøgte at blive valgt ind i Kolding Byråd.

Hans Krab Koed er en mand med mange titler på visitkortet. Han har blandt andet varetaget en række tillidserhverv og har det seneste halvandet år været formand for menighedsrådet i Sankt Nicolai Sogn i Kolding. En post, som afspejler hans store kærlighed til kirken og hans tro på, at folkekirken og kristendommen besidder vigtige værdier, som det er vigtigt at gøre synlige. Han er selv konfirmeret i Sankt Nicolai Kirke og kommer der hver søndag sammen med sin partner.

skovhoej@kristeligt-dagblad.dk