Menneskerettigheder fylder stadig mere

Henrik Nedergaard Thomsen, advokat og partner hos Kammeradvokaten, har ført flere opsigtsvækkende sager. I morgen runder han 50 år

Mennesker, der er døde i politiets varetægt, drabsplaner og tv-apparater, der indhentes af ny teknologi: Henrik Nedergaard Thomsen har ført sager af ret forskellige typer. -
Mennesker, der er døde i politiets varetægt, drabsplaner og tv-apparater, der indhentes af ny teknologi: Henrik Nedergaard Thomsen har ført sager af ret forskellige typer. - . Foto: Camilla Schiøler.

Advokat og partner hos Kammeradvokaten Henrik Nedergaard Thomsen har som advokat for staten i to årtier ført retssager ved byretterne, landsretterne og i flere end 100 tilfælde også for Højesteret. Alligevel bliver det aldrig rutinepræget at møde i retten. Hans fokus er altid på den konkrete sag og dens betydning for andre. Sagen skal ikke bare have det rigtige udfald, det skal også opleves som det rigtige udfald.

Henrik Nedergaard Thomsen har igennem hele sit professionelle virke arbejdet med erstatnings- og forsikringsretlige emner. Efter studentereksamen fra Herlufsholm Kostskole og jurastudiet på Københavns Universitet blev det i første omgang til halvandet år hos Forsikringsankenævnet, før fuldmægtigtiden og de unge advokatår fulgte hos advokatfirmaet Nielsen & Nørager. De seneste 20 år har han været hos Kammeradvokaten, hvor han har været partner siden 2001 og i dag er leder af firmaets afdeling for tvistløsning. Menneskerettigheder er omdrejningspunkt i et stadig stigende omfang af retssagerne.

Henrik Nedergaard Thomsen førte blandt andet Løgstør-sagen, som to journalister fra DR i 2006 fik Cavling-prisen for at skrive om. Den handlede om en ung mand, der afgik ved døden på en rasteplads, da politiet skulle køre ham til detentionen. Højesteret vurderede i 2011, at politi og anklagemyndighed ikke havde krænket familiens rettigheder i forbindelse med dødsfaldet og efterforskningen heraf.

Henrik Nedergaard Thomsen var også involveret i den såkaldte tunesersag om udvisningen af en person, der var mistænkt for drabsplaner mod tegneren Kurt Westergaard.

I en helt anden boldgade førte han for Forbrugerombudsmanden en sag på vegne af en forbruger, der måtte sande, at det tv, han købte i 2008, blev ubrugeligt, da de analoge tv-signaler i 2009 blev ændret til de digitale MPEG4-signaler. Højesteret udtalte i 2013, at forhandleren burde have orienteret forbrugeren om overgangen til MPEG4-signalerne, og tillod forbrugeren at lade handlen gå tilbage. Sagen fik betydning for de mange andre danskere, som forhandlerne heller ikke havde informeret om de ændrede tv-signaler.

Henrik Nedergaard Thomsen bor på Østerbro i København med hustruen Tine, der er dommer ved Retten i Lyngby. Han har fire børn i alderen fra 5 til 19 år. I fritiden dyrker han boksning, og han ser gerne ballet og går i Operaen. De foretrukne rejsemål er New England om sommeren og Italien og Norge om vinteren.